Volvo XC40 er Årets Bil i Europa og kommer med tre cylindre

Volvo præsenterer en ny, trecylindret Drive-E drivline til sin nye model i segmentet for kompakte SUV’er, XC40. Det er den første trecylindrede Volvo-motor i virksomhedens 91-årige historie.

Drive-E 3 cylinder Petrol – modular design

Det går godt for kinesisk-svenske Volvo. Volvo XC40 er netop kåret som Car of the Year 2018 i Geneve. Og allerede nu præsenteres en spændende udgave med sparemotor. For første gang i Volvos 91-årige historier kommer der en trecylindret motor under en Volvo-motorhjelm, og Volvo har selv udviklet den nye, trecylindrede, 1,5 liter benzinmotor med direkte indsprøjtning. Den bygger på samme modulære design som virksomhedens firecylindrede Drive-E motorer. Den leveres med en sekstrins manuelt gearkasse og kan fra næste år tilkøbes med en ottetrins automatisk gearkasse. Den ny motor produceres på samme produktionslinje som Volvo’s firecylindrede benzin- og dieselmotorer. Det følger Volvo’s strategi om hele tiden at få mest muligt ud af de økonomiske stordriftsfordele.

 – Vores trecylindrede motor er en spændende nyhed både for XC40 og for Volvo generelt, siger Alexander Petrofski, Volvo Cars’ seniorchef for 40-programmet.
– Det kompakte motordesign giver os den fleksibilitet, vi har brug for, når vi skal introducere flere drivliner til XC40-kunderne, tilføjer han.

Den ny Volvo XC40 – Car of The Year 2018

 Motorprogrammet i XC40 omfatter også D3 150 hk diesel- og T4 190 hk benzinmotorer. Yderligere er den lille ny designet, så den kan integreres i Twin Engine plug-in hybrid biler. En hybrid- såvel som en ren el-drivline vil senere kunne fås til XC40. Kunderne kan nu også vælge flere udstyrsniveauer, bl.a. Base, Momentum og R-Design samt det nye topniveau Inscription. Med Inscription får kunderne et eksteriørdesign, der inkluderer 18”, 19” eller 20” fælge, unikke skidplates, blank nederste siderudeliste, en særlig Inscription-grill samt modelspecifikke lakfarver. Indvendig indeholder Inscription en nydesignet krystal-gearknop og Volvo’s attraktive Driftwood Deco, som først blev introduceret i den prisvindende mellemstørrelse SUV, XC60.

Med tilbehør som 21” Black Diamond letmetalhjul og et nyt styling-kit med skid plates i børstet aluminium samt integrerede, dobbelte afgangsrør får XC40 endnu mere karakter, mener Volvo.
– 
Den nye XC40 er en ungdommelig bil, som passer til førere, der gerne vil signalere, at de ikke er som alle andre, siger Alexander Petrofski og tilføjer, at Volvo ønsker at give deres kunder mulighed for at udtrykke sig på deres helt egen måde, som kan være mere eller mindre diskret, og derfor giver vi dem flere valgmuligheder, både hvad angår ydelse og stil.

Volvo tilbyder privatleasing – spar mindst 25.000 kr. over tre år

Volvo D40

En V40 D2 kan privatleases for 3,295 kr. om måneden. Efter tre år har du sparet 25.000 kr.

Nu bliver det muligt at privatlease Volvo-personbiler. I første omgang udbydes der 12 forskellige varianter. Vi tjekker tilbuddet. Der er 25.000 kr. eller mere at spare.

Den danske Volvo-organisation har de sidste to år oplevet flot vækst i salget af biler til erhvervsleasing, og i det sidste års tid har forhandlerne kunnet glæde sig over stigende efterspørgsel også på privatleasing.
”Vi er glade for nu at kunne tilbyde Volvo Car Private Leasing til de danske forbrugere”, siger Magnus Boman, administrerende direktør hos Volvo Car Denmark A/S.
”Vi har arbejdet på dette koncept i en længere periode og har nu et rigtig godt produkt klar. Volvo arbejder med begrebet Designed Around You, hvor kunden er i centrum, og hvor det skal være så nemt og ukompliceret som muligt at eje en Volvo”, tilføjer han.

Mange kundefordele
Privatleasing giver forbrugeren sikkerhed i budgettet, og kunden kan, når aftalen udløber, stille bilen og lease en ny. Kunden får tilbagebetalt underkørte kilomenter og servicekontrakten er altid inkluderet i aftalen.
Privatleasing-tilbuddet fra Volvo indeholder ingen “skjulte” omkostninger eller overraskelser. Kunden kan efter 12 måneder aflevere bilen uden beregning med en måneds varsel.
Bilen er også omfattet af Volvo Assistance. Bilerne bliver efter endt brug gennemgået af en uvildig instans, som foretager en vurdering af eventuelle skader på bilen. Det eneste privatleasing aftalen ikke indeholder er: forsikring, brændstof, grøn ejerafgift samt dæk (sidstnævnte kan tilkøbes).

Specielt Private Leasing modelprogram
Volvo har 12 biltyper med i privatleasing-programme til at begynde med:
–    Volvo V40 D2 og T2 med manuelt gear
–    V40 Cross Country D2 med manuelt gear
–    Volvo S60 D2, D3 og T3 med manuelt gear
–    V60 D2, D3 og T3 med manuelt gear
–    Volvo V70 D3, D4 og T4 med manuelt gear

Udstyrspakke for 250 kr.
Volvo tilbyder en speciel Privatleasing-pakke bestående af metallak, high performance lydanlæg, USB samt bluetooth og regnsensor til kr. 250 pr. måned.

25.000 kr. at spare over tre år
Leasingydelserne starter på Volvo V40 D2 med en månedlig ydelse på kr. 3.295 med en udbetaling på kr. 25.000. Det giver efter 36 måneder en samlet betaling på 143.620 kr. Skal man låne de 25.000 til førstegangsbetalingen i banken og får lov at slippe med et oprettelsesgebyr på 2.000 kr. og en rente på 7,25 %, lander vi på 147.620 kr.
Det lyder af mange penge, men at købe en Volvo D2 Kinetic 1.6 koster 313.580 kr. med levering. Efter tre år og 45.000 km har den tabt 38 procent eller 121.442 kr. i værdi inklusive de 3.680 kr. i levering, hvis man sælger den til en forhandler, skønner Autobuy.dk.
Kan man finansiere de 80 pct. af købesummen til 4,5 %, koster det over 36 måneder netto 20.300 kr. i renter plus et oprettelsesgebyr på minimum 14.000 kr., som er lagt oven i lånet. Der er regnet med et 84-måneders lån, som indfries efter 36 måneder.Skal man også låne de resterende 20 procent til udbetalingen i banken til 7,5 %, koster det netto 5.200 kr. i renteudgift plus et oprettelsesgebyr på typisk 4.000 kr., der er lagt oven i lånet i dette eksempel.
Når man køber bilen, skal man selv betale service. I dette eksempel sætter vi det til 8.000 kr. for to gange service i perioden. Vi lander nu på, at køb i alt koster 172.905 kr., mens privatleasing lander på 147.620 kr., en besparelse på leasing på 25.285 kr.
Regnestykket ser anderledes ud, hvis man skal betale for skader ved afleveringen – det typiske er ca. 4.000 kr. – eller hvis man selv har pengene til udbetalingen eller hele bilens pris. Så skal man ikke låne så meget, og så mister man kun de renter, man kunne have opnået ved at investere dem. Km-forbruget er også vigtigt. Kører man mere end 15.000 km, ser regnestykket anderledes ud.
Eksemplet viser også, at man skal gå efter en rabat på ca. 20.000 kr., hvis man vil købe i stedet for at lease.

For Volvo S60 & V60 D2 er den månedlige ydelse kr. 3.995 med en udbetaling på kr.: 30.000, og Volvo V70 D3 koster kr. 5.495 om måneden med en udbetaling på kr. 40.000.
Der vil typisk være større fordele ved at lease de dyre modeller, er Autobuys erfaring. Autobuy udregner gerne specifikke beregninger for bilkøberne. Det sker ved henvendelse på hjemmesiden.

Beregningerne er inkl. 15.000 km/år og en løbetid på 36 måneder.

Nellemann skal sælge Volvo i København

Volvo Concept Estate

Volvo-konceptbilen Estate, inspireret af P1800, blev vist på Geneve-udstillingen.


“Swedish metal” kalder Volvo sine biler for at drille de tyske bilfabrikker, der stopper bilerne med elektronik og gadgets. Det bliver da heller ikke tyskere, de nye Volvo-modeller kommer til at gnubbe sig op ad, når Nellemann A/S i København tager det svenske mærke ind, men hurtige, elegante englændere og en fræk amerikaner.
Volvo Car Denmark A/S har med andre ord indgået aftale med Nellemann A/S om salg og service af Volvo personbiler i København. Forretningen vil have adresse på Bryggervangen 39, 2100 København Ø, hvor Nellemann A/S p. t. har salg af Aston Martin og Fisker, foruden at forretningen også servicerer Jaguar, Land Rover, Aston Martin og Fisker.
”København har en vigtig rolle i Volvo´s vækststrategi og vi har derfor besluttet at udvide antallet af salgs- og servicelokationer i hovedstadsområdet”, udtaler Magnus Boman, administrerende direktør for Volvo Car Denmark A/S.
”Nellemann A/S har en lang tradition for salg og service af premium-bilmærker med ønsket om yderligere vækst, og derfor passer virksomheden godt ind i Volvo´s strategi for fremtiden”, tilføjer han.
Inden Nellemann A/S kan slå dørene op for salg og service på Bryggervangen, skal der foretages en ombygning, så stedet lever op til Volvos krav til fremtidens Volvo-butikker. Dette arbejde vil starte umiddelbart, og man forventer at være klar til at åbne den nye Volvo-forretning i løbet af efteråret 2014.
Med indgåelsen af aftalen med Nellemann A/S styrker Volvo Car Denmark A/S således både salg og service i København, da Bilia Personvogne A/S ligeledes fortsat vil have både salgs- og servicelokationer i hovedstadsområdet.