På et tidspunkt skal de fleste sælge deres bil. Måske har man fået et barn mere, måske skal man til at pendle, eller måske skal man bare af med bilen af en helt tredje grund. Og hvad gør man så?

Hurtigt salg? Auktion!
Skal det gå stærkt, skal man sætte sin bil på auktion, enten en fysisk auktion som f.eks. BCA i Vejle eller på en internet-auktion som Bilbasen.dk eller Autocom.dk. Her vil 3.000-4.000 bilforhandlere have mulighed for at byde på bilen. Inden man sætter sin bil på auktion, kan man med fordel besøge en række lokale bilforhandlere for at høre, hvad de vil give for bilen. Det er lærerigt. For selv om ens bil står til 145.000 kr. i annoncerne, bliver man måske kun tilbudt 110.000 kr. Forhandleren skal betale brugtmoms, tjene lidt på den, klargøre bilen og betale for annoncering af den. Så når man sætter den på auktion, skal man være indstillet på kun at få en gros-prisen – altså den pris, som den mest interesserede bilforhandler vil give for bilen på en given dag. Det er den mindstepris, man skal prøve at gætte. Er man heldig, står to-tre forhandlere med en mulig køber i baghånden og byder hinanden op. Er man uheldig, er der kun én byder, og man får et dårligt bud på bilen. En rigtig god beskrivelse af bilen og gode billeder er et “must”.

Gennemsigtigt marked
Det gælder også ved privatsalg på internettet. Her kan være heldig at tjene 10.000-15.000 kr. ekstra på selv at stå for salgsarbejdet. Bilbasen.dk er størst, har næsten alle biler i Danmark og koster derfor penge. Bilzonen.dk og bilpriser.dk har gratis annoncer for private. Hovedreglen er her at udbyde den billigste bil. Danskerne er meget prisbevidste og vil ikke give 150.000 kr. for en bil, som de et andet sted i landet kan se udbudt til 140.000 kr. Det er et meget gennemsigtigt marked. Det må du indstille dig på.