25.000 km gratis om året i elbilen Renault Fluence


Elbilen er udråbt som familiens bil nummer to. Men for Aron Dalgaard er den nummer et. Hver måned kører han mellem 5000 – 6000 kilometer i sin Renault Fluence ZE. Sund fornuft og god økonomi siger han.

Den koksgrå Renault Fluence ZE triller lydløst ud fra parkeringspladsen ved Aron Dalgaards bopæl i Nærum nord for København. Som ugens andre dage sætter han denne frostkolde tirsdag morgen kursen mod arbejdspladsen i Køge. En tur på godt og vel 50 kilometer. Og en tur, han har taget i mere end en måned i sin elbil.
For Aron er en rigtig elbillist. Og en glad en af slagsen vel at mærke. Og det på trods af, at han ikke engang har adgang til en ladestander ved sin bopæl, men udelukkende bruger batteriskiftestationerne langs det danske vejnet, når der skal fornyet energi i bilen.

Afgiftsfri elbil i stedet for lille dieselbil

At det blev en elbil var ellers ikke givet på forhånd, da kontrakten på hans nye job var sikret. Både offentlig transport og eventuelt en dieselbil var på tale.
”Jeg arbejder i Køge, men selv om jeg er tilhænger af offentlig transport, så fandt jeg ud af, at jeg simpelthen skulle bruge for lang tid på transport, hvis det skulle foregå med bus og tog. Derfor begyndte jeg at kigge efter en dieselbil. Men da jeg ikke havde lyst til at trille rundt i en lille bil, blev min opmærksomhed hurtigt rettet på en Renault Fluence ZE elbil. Og jo mere jeg regnede på det – jo bedre en forretning blev det faktisk”, siger Aron og forklarer.

Abonnement med fri km

”Jeg har et Better Place abonnement med ubegrænset antal kilometer. Det betyder, at jeg maksimalt betaler for 35.000 kilometers kørsel. Men da jeg har et kørselsbehov på mindst 60.000 kilometer om året, så får jeg 25.000 gratis kilometer i min elbil. Det er da en rigtig god forretning”, smiler Aron.
Aron bor i en boligforening, og selv om de var meget villige til at kigge på muligheden for at sætte en ladestander op, blev ideen hurtigt forkastet. Det blev simpelthen for dyrt.
”Normalt koster det jo kun 10.000 kroner at få en ladestander installeret, men da der ikke knyttet en parkeringsplads til min bolig, og de ville skulle grave rigtigt meget op, samt lave en separat elmåler til mig, ville anlægsarbejdet løbe op i 22.000 kroner, så den ide blev jeg nødt til at skrotte. Og da næsten al min kørsel foregår mellem Nærum og Køge, så er der jo hele to batteriskiftestationer på vejen, derfor blev det løsningen. Så modsat hvad langt de fleste gør, ja så er batteriskiftet min primære måde at få ny strøm på bilen”, siger Aron.

Rækkevidde ikke noget problem

Man hører ofte at rækkevidden er det store problem i elbiler, men det kan Aron ikke genkende.
” Jeg kører slet ikke økonomisk i min elbil – jeg gir den gas. Jeg har prøvet at køre rigtigt øko-agtigt og så kører jeg 130 kilometers motorvejskørsel. Men til dagligt ligger rækkevidden på 100 kilometer og det er alt nok for mig”, siger Aron, der også flere gange har taget turen til og fra Midtjylland. ” Når man kører til Jylland skal man naturligvis beregne lidt ekstra tid, da man jo skal skifte batteri et par gange. Men da det jo kun tager fem minutter at skifte batteriet, og da de ligger ved motorvejen, så er det slet ikke et problem, siger Aron, der mildest talt er begejstret for sin Renault Fluence ZE.
” Bilen er uhyre komfortabel, siger ingenting og så har den jo et optræk, der er en ren GTI bil værdig. Det er virkelig småting jeg har at udsætte på bilen. Hvis jeg skulle pege på en enkelt ting, er det at kopholderen sidder virkelig uhensigtsmæssigt foran gearvælgeren, men det må vist regnes som en bagatel i den store sammenhæng”, siger Aron, der er en af omkring 220 Renault Fluence ZE ejere i Danmark.

Renault Fluence vinder på den lange bane

Renault Fluence Z. E.

Renault Fluence Z. E. er en god forretning, hvis man kører 50.000 km om året.

Bilister med behov for at køre 50.000 km om året, kan tjene 48.000 skattefrie kroner på at købe elbilen Renault Fluence Z. E.
Den netop introducerede elbil Renault Fluence Z. E. med 70 kW-motor til 223.580 kr. inklusive metallak og levering kan blive en pengemaskine for sælgere og andre, der kører langt og får kørselsgodtgørelse efter statens takster. Det viser en analyse fra den ny biløkonomitjeneste autobuy.dk. Kører man for eksempel 50.000 km om året i tre år, tjener man i alt godt 48.000 skattefri kr. på det.
Totaludgiften over tre år og 150.000 km er nemlig på 368.644 kr., mens kørselsgodtgørelsen er 417.000 kr.
En lige så veludstyret og derfor sammenlignelig Renault Mégane Sport Tourer Dynamique dCi 1.5 med 90 hk til 275.980 kr., lander derimod på en totaludgift på 390.089 kr.

Udnyt prisstrukturen
Fidusen ligger i at udnytte prisstrukturen hos Better Place, der udlejer batterierne og sørger for strøm og batteriskifte, viser en analyse fra autobuy.dk.
Op til 30.000 km om året koster Better Place-abonnementet 2.495 kr. om måneden, men betaler man bare 500 kr. mere, altså 2.995 kr. om måneden, kan man køre lige så tosset, man vil, også 50.000 km om året. De sidste 20.000 km koster kun 40 øre stykket, mens de første 30.000 km kostede 2,99 kr. pr. km, påpeger autobuy.dk.
Det tip kan sælgere, taxivognmænd og andre med et stort kørselsbehov drage fordel af – hvis de ellers kan få plads til en ladestander i carporten og kun kører i de områder, hvor der er batteriskiftestationer.

Diesel billigst for de fleste
Men selv om Fluence vinder på den lange bane, kniber det mere på den lidt kortere bane. Værditabet, låneomkostningerne, serviceomkostningerne, forsikringen og ejerafgiften er ganske vist pænt lavere end på en sammenlignelig og lige så veludstyret Renault Mégane Sport Tourer Dynamique dCi 1.5 90 hk til 275.980 kr., men alligevel har dieselbilen den laveste TCO, altså den bedste totaløkonomi, hvis føreren ”kun” kører 30.000 km om året. Det skyldes især, at udgiften til diesel kun er det halve af prisen på et Better Place-abonnement.
Dieselbilen lander på 291.298 kr., mens elbilen lander på 297.424 kr. over tre år og 90.000 km. Kørselsgodtgørelsen er 291.000 kr. i alt.

Usikkert værditab
Da der endnu ikke er dannet markedspriser på brugte Renault Fluence Z. E. med lejede Better Place-batterier, er der en del usikkerhed om det fremtidige værditab. I analysen er der med vilje regnet med et kraftigere værditab på Fluence end på Mégane, men hvis Better Place holder sig i live og får succes, kan værditabet blive lavere end på Mégane. Ejeren af en Fluence skal jo ikke afskrive på batteriet, men ejeren af en Mégane skal afskrive på motoren i sin bil. De kommende år bliver ifølge autobuy.dk spændende.

Sådan gjorde autobuy.dk

Analysen er lavet på baggrund af Better Places egen TCO-beregning, dog har autobuy.dk opjusteret værditabet på Fluence fra 52 til 55 pct. over tre år og 90.000 km og sat værditabet på Fluence til 63 pct. ved tre år og 150.000 km. Udgifterne til parkering er fjernet, da det er usikkert, om elbiler fortsat vil kunne parkere gratis i København – og da ordningen ikke findes landet over. Udgifter til Pava og bilvask er også fjernet, da det er meget individuelt, hvor meget bilister ofrer på dette. Forsikringspriserne er fundet hos Tryg, fire dæk er sat til 8.500 kr., og elbilen er sat til at kunne serviceres for 20 pct. mindre end dieselbilen.