Karen med hendes ny Peugoet 107 Cool

Konen fik sin vilje og fik en lille ny bil. Men jeg har stadig min Skoda Octavia stationcar. Læs hvordan du beholder din mandebil...

Naiv, som jeg var, troede jeg at konen var glad for sin velkørende bil, en Ford Mondeo 1.8 Business fra oktober 1994 med kun 165.000 km på tælleren til 26.500 kroner med træk. Og bulen i venstre fordør og den slidte lak betød jo ikke, den kørte dårligere… Men der kom nogle pip. Nogle pip, som ingen mand bør sidde overhørig. “Nu har jeg tanket for 500 kroner igen”, lød et typisk pip. “Det er ikke lige mig med sådan en stor, gammel bil”, lød et andet. “Vægtafgiften er godt nok dyr”, lød et tredje. Men hvad havde hun forestillet sig! Vi havde jo også min fine og økonomiske Skoda Octavia 1.9 TDI Combi Tour til de lange ture, så hvad betød det?

Kvindejammer

Men hun blev ved med sin kvindejammer. Og da den lokale Peugeot-forhandler pludselig en dag annoncerede med, at han gav 20.000 kr. i bytte for en Peugeot 107 for enhver gammel bil, der kunne rulle ind på forpladsen med nummerplader på, var helvede løs. “Det er lige sådan en lille bil, jeg kunne tænke mig”, skræppede hun. Nå ja, vi kunne da godt lige se den. Så ud i Mondeo’en og derhen.

Mødet med supersælgeren

Vi nåede ikke en gang at få en prøvetur. Vi stødte simpelthen ind i hr. S. Upersælger. Han kunne bare sit kram. “Vægtafgiften er kun 560 kroner om året, den går 20 km på literen, og vi kan give et lån på kun 4,25 procent fast rente. Og alle 20.000 kroner regner vi som udbetaling. Det er ikke alle forhandlere, der går med til det. Det er kun… vent et øjeblik … 1.411 kroner om måneden”, lød det fra salgschefen. Og så var der pludselig to underskrifter på salgskontrakten. For vi havde regnet på Mondeo’ens benzinforbrug, dens ejerafgift og dens vedligeholdelses- og reparationsudgifter, inden vi kom. Så vi kunne med det samme se, det kun ville koste 135 kroner ekstra om måneden at køre i en spritny Peugeot 107 Cool med aircondition – som Mondeo’en ikke havde.

Konens fornemmelse for biløkonomi
Nu burde vi selvfølgelig indregne værditabet også. På Mondeo’en ville der komme et meget beskedent værditab de kommende fire år, hvis vi tager det som eksempel. Den kunne altid sælges til skrot for 1.750 kroner. Så det ville maksimalt være et værditab på knap 25.000 kroner. Peugeot’en vil derimod tabe 40-45 procent af sin værdi de kommende fire år ved 20.000 km om året, skønner biløkonomitjenesten autobuy.dk, så det bliver minimum 44.000 kroner. Men konens fornemmelse for biløkonomi er nok ikke helt tosset alligevel…

De solgte 75 biler…
Et par måneder senere blev jeg klippet hos min tyrkiske frisør nede i kælderen ved Torvet. “Jeg har lige købt en ny Peugeot 107 til min datter. De tilbød 20.000 kroner for en gammel KIA, der kun var 6.000 kroner værd”, fortalte han. Og så fortalte han akkurat den samme historie, som jeg lige har fortalt. Det var bare bilhusets unge sælger, der havde besnakket ham.
Godt gået. De solgte 75 biler på den kampagne, fik jeg at vide bagefter.

Lad hende svede
Og Octavia’en, som konen syntes, vi nu skulle sælge? Tja, nu kan en 107’er ikke få træk på, så den kan ikke trække vores trailer med skrammel til min kones elskede “afladsplads”. Eller bruges til at hente brænde. Den kan heller ikke rumme et flyttelæs, når hendes ældste datter skal flytte til København. Så lad hende svede lidt. Og lad hende så få lov at låne den. Og hen ad vejen snakker hun mindre og mindre om at få den solgt…