Pas på svindel med km-tallet

Svindel med brugte bilers kilometertal synes at have bredt sig til Danmark og truer med at ødelægge tilliden til brugtbilmarkedet. Tjek servicebogen og synshistorikken på Trafikstyrelsen.dk ved brugtkøb, anbefaler biløkonomitjenesten autobuy.dk. FDM efterlyser fælleseuropæisk register over bilers kilometertal.

Er kilometerstanden mistænkelig lav i forhold til bilens pris, er der god grund til at tage sig i agt, inden man køber brugt bil. Svindel med bilers kilometertal bliver nemlig stadig mere udbredt og har nu nået Danmark. Med udstyr til få tusinde kroner tager det kun få sekunder at spole 100.000 kilometer eller mere af bilens elektroniske kilometertæller, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.

Snyd med hver tredje tyske bil

FDM har ført flere sager om svindel med kilometertallet, men hvor stort problemet er i Danmark, er der ingen, der reelt ved. Anderledes forholder det sig i landene omkring os.
Ifølge tysk politi er der svindlet med bilens kilometertal i op mod 30 procent af alle tyske brugtbilhandler, og i Holland anslog en undersøgelse i 2010, at kilometerbedrag alene i Holland, Belgien, Frankrig og Tyskland årligt beløber sig til mellem 10 og 20 mia. kroner. Er svindlen lige så udbredt i resten af Europa, svarer det til et tal på mellem 42 og 72 mia. kroner.

Måske kun toppen af isbjerget
”Der kan være store penge at tjene ved at spole kilometertallet tilbage, så der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes i Danmark end i andre lande. Ikke mindst taget i betragtning, hvor nemt det er, og hvor lille sandsynligheden, for at man bliver straffet, er. Man kan derfor frygte, at vi kun har set toppen af isbjerget,” siger afdelingschef i FDM rådgivning Per Alkestrup.

Bilfabrikkerne har et ansvar
Ifølge FDM er der tale om et problem, det er nødvendigt at sætte hårdt ind over for. Derfor arbejder de europæiske bilklubber på at få oprettet et centralt register, hvor bilers kilometerstand løbende registreres. Både ved værkstedsbesøg og anden kontakt med myndigheder. Derudover opfordrer bilklubberne bilproducenterne til at gøre det sværere at ændre i kilometertallet.

Gift for tilliden mellem sælger og køber

”Svindel med kilometertallet er gift for tilliden til brugtbilmarkedet. Heldigvis er det et problem, der kan elimineres forholdsvis nemt, hvis viljen er til stede. Blandt bilklubberne er der enighed om, at der skal gøres noget. Det er ikke bare i forbrugernes interesse, men i høj grad også de seriøse forhandleres. Det er afgørende, at informationerne om standen af den bil, man køber, er korrekte,” siger Per Alkestrup.

Biløkonomitjenesten autobuy.dk anbefaler, at man både tjekker servicebogen for at se, om den er stemplet, som den skal være, og at man tjekker bilens synshistorik på Trafikstyrelsen.dk. Det kræver dog, at bilen er synet første gang, altså er mindst fire år. Det kræver også, at synshallen ikke bliver narret af en importeret brugtbils km-tal.

Nu kommer brugtleasingboomet

Michael Stensbjerg og Poul Møller har startet brugtleasingselskabet Mayday Cars

Poul Møller t. v. og Michael Stensbjerg har startet brugtleasingselskabet Mayday Cars

Som forudset af biløkonomitjenesten autobuy.dk vil brugtleasing boome efter indgrebet fra skatteminister Thor Möger Petersen (SF). Indgrebet har sendt nybilsleasing op i et prisleje, hvor forbrugerne ikke vil være med længere. Nogle af de nye, der griber chancen, er tidligere Fleggaard-topfolk, som med egne ord vil udfordre bilbranchen med flexleasingkoncept for nyere, importerede biler
Mayday Cars hedder selskabet, som agerer mægler for det bedste flexleasing-tilbud og har showroom i Danmark med klassebiler fra tysk storforhandler.

Lovændring kommer det nye selskab til gode
Et nyt selskab for leasing af importerede tyske kvalitetsbiler med mindst tre år på bagen ser nu dagens lys i Danmark. Leasingmægler kalder selskabet Mayday Cars sig – fordi de finder kundens drømmebil og kombinerer med det helt rigtige leasingtilbud, hvor de vælger imellem flere forskellige finansieringspartnere i markedet fremfor at være bundet til et bestemt selskab.

Samarbejder med bilfirma i Flensborg
Nyt er også, at Mayday Cars har eget showroom i Danmark med en række kvalitetsbiler fra primært Audi og VW-familien udstillet – Audi, Volkswagen, Porsche, Seat og Skoda. Det skyldes, at Mayday Cars samarbejder med en af Tysklands største automobilforretninger, Audi Zentrum Flensburg, der typisk har flere end 500 køretøjer til salg i deres store velassorterede butik lige syd for grænsen. Det betyder, at Mayday Cars i modsætning til andre virksomheder, der importerer og leaser brugte biler ud, tilbyder en decideret garantiperiode og dermed øget tryghed for leasingtageren.
Indledningsvis er 15 brugte topbiler fra Audi, BMW, Mercedes, Porsche og VW placeret i Mayday Cars’ showroom hos samarbejdspartneren Autohuset Syd i Rødekro, men databasen over tilgængelige køretøjer er på flere hundrede biler af stort set alle kendte mærker.

Leveringsdygtig i alle mærker

– Vi har arbejdet på konceptet i en rum tid, så man kan sige, at der faldt en appelsin ned i turban, da regeringen fornylig ændrede lovgivningen for beskatning af nye biler og især demovogn-modellen. Nu er vor model ikke kun interessant for dyre biler, men selv for almindelige vogne af mere normal kaliber, forklarer Mayday Cars’ bestyrelsesformand, der erfarne leasingmand Michael Stensbjerg.
– Kunden definerer sit ønske til en drømmebil uanset mærke, vi henter den i Tyskland, og alle biler gennemgår stort servicetjek hos Audi Zentrum Flensborg inden levering. Fordi bilen er over 36 måneder er fleks-leasingprisen på afgiften kun en ½ procent per måned af bilens pris. På en nyere bil betaler man op til 2 procent per måned. Med andre ord får man mere bil for pengene til samme eller en billigere pris end på en ny dansk bil, siger Michael Stensbjerg.

Stor database af brugtbiler
– Med samarbejdet med Audi Zentrum Flensborg har vi adgang til den størst tænkelige database af kvalitetsbiler og kan levere nærmest fra dag til dag. Det er en stor styrke. Især går det stærkt, hvis kunden vælger en af de gode biler, vi har i udstillingen i Rødekro eller Flensborg, uddyber Poul Møller, direktør og kundechef i Mayday Cars.
Herlighedsværdien ved flexleasing konceptet er, at kunden kun betaler de dyre afgifter proportionalt for den periode, man leaser og bruger bilen – og det månedsvis fremfor ved køb eller almindelig leasing forud ved overtagelse af bilen.
Et priseksempel:
Audi A4 2.0 TDI Cabriolet S-Line, 140 hk, registreret første gang 2. maj 2008, 67.000 km, passet med alle service og ét års garanti, tre-årig aftale:
Førstegangsydelse: 31.295 kr.
Depositum: 46.993
Månedlig ydelse inkl. service: 5.486 kr.
Summa summarum, hvis man får sit depositum tilbage: 228.791 kr. Det kan lyde af mange penge, men totaludgiften ved køb af bilen kan sagtens blive større, vurderer autobuy.dk.

Ubegrænset antal km
Hos Mayday Cars har man ubegrænset antal kilometer med i leasingprisen – og som nævnt trygheden med værkstedsgaranti grundet samarbejdet med AudiZentrum Flensborg, fremhæver direktøren.
Mayday Cars supplerer med nogle ekstraordinære services som fordele på indkøb af brændstof, favorable dækindkøb og serviceaftaler med kompetente værksteder over hele landet.

Tidligere Fleggaard-topfolk bag Mayday Cars

Michael Stensbjerg var om nogen arkitekten bag Fleggaards dengang nytænkende leasingkoncept om at give afgiftsplagede danskere og især virksomheder billig billeasing fra et selskab på den tyske side af grænsen.
I dag er Michael Stensbjerg medejer af udviklingsselskabet Mayday Invest sammen med blandt andet den tidligere Fleggaard-medejer Steen F. Pedersen, der ligeledes sad i Fleggaard Leasings bestyrelse.
– Det var ikke intentionen, at jeg eller vi skulle tilbage i leasingbranchen, men derimod koncentrere os om andre projekter i Mayday Invest, som tegner meget lovende. Men pludselig opstod muligheden med Audi Zentrum Flensborg, og vi kan lancere et stærkt koncept, som vi i den grad kan stå inde for – og som leasingkunden får maksimal fordel ud af. Og så rykker det jo i de gamle cirkusheste, forklarer Stensbjerg smilende.

Få en sjov bil uden at blive flået i afgifter
Vi tager alle fordelene fra de klassiske flexleasing-selskaber, krydrer med noget nytænkning – herunder showroomet i Danmark – og har fuldstændig fokus på kundeservice fra start til slut med Poul Møller i spidsen. Vi har store forventninger til Mayday Cars som en stærk nicheaktør i det danske bilmarked med en målgruppe af folk, som gerne vil have en god og måske sjov bil uden at man skal blive flået i skatter og afgifter, siger Michael Stensbjerg.
Direktør Poul Møller har drevet bilhandel i Sønderjylland i mange år og erfaren ud i disciplinen at hjemhente gode brugte biler fra Tyskland. I sin fritid er han blandt andet næstformand i Sønderjyllands Golfklub.

Det ny firma har en del konkurrenter, bl.a. flexlease.nu i Odense. Det nye er især samarbejdet med en stor tysk forhandler, vurderer autobuy.dk.

20.000 kr. i bytte for en ny Alto – og besparelser i det daglige

Suzuki Alto har den bedste totaløkonomi af alle biler, mener Penge & Privatøkonomi. Nu kan den fås på særligt gunstige vilkår.

Den intense konkurrence i minibilsegmentet forstærkes fra dag til dag. Nu vil også Suzuki-importøren kaste 15.000 eller 20.000 kr. efter gamle biler, hvis kunderne ellers køber en Alto.
– Suzuki Alto har gennem de sidste to år været Danmarks billigste bil at eje ifølge magasinet Penge & Privatøkonomi, og lige nu får man hele kr. 20.000 for den brugte bil ved køb af en Alto Kick Aircon-model, fortæller pressechef John Mogensen, Suzuki Danmark.

Spar ved at købe ny, lille bil
De danske bilkøbere kan spare rigtigt mange penge ved at udskifte en ældre og mere benzinforbrugende bil med en ny Suzuki Alto. Med de høje og stadigt stigende benzinpriser er der alene her mange penge at spare. Kører den gamle bil f.eks. 12-13 km/l og 20.000 km pr. år, er der ca. kr. 8.000 at spare ved at køre i en Alto, som har et EU-snit på hele 22,7 km/l. I virkeligheden kører den nok ikke så langt på literen, men 16-18 km/l når man sikkert i det daglige, skønner autobuy.dk. Og dertil kommer en besparelse på et par tusinde kroner på ejerafgiften, da en Alto hører til i den billigste energiklasse, med en halvårlig ejerafgift på kr. 280. Oveni dette kommer den besparelse, der ligger i, at den nye bil er billigere at vedligeholde, hvilket nemt løber op i 2-3.000 kroner. Alt i alt en årlig besparelse, der kommer op på mere end kr. 12.000 – og som vil være der hvert år fremover. Derved kan bilejeren, ved at vælge en Alto, i dette eksempel forbedre sit månedlige rådighedsbeløb med ca. 1.000 kroner, hvilket vil lune godt i alle privatbudgetter. Forsikringen kan også være billigere.

Serviceaftale fra 199 kr. om måneden
Service- og vedligeholdelsesomkostningerne kan bilkøberen fastfryse ved at vælge en Suzuki Serviceaftale, som kan indgås fra kr. 199 pr. måned og med forskellige tilvalgs muligheder. På denne måde kommer der ingen overraskende værkstedsregninger i hele aftaleperioden.
På Suzukis hjemmeside www.suzuki.dk kan man nemt beregne, hvor stor en besparelse der kan opnås ved at køre i en Alto i forhold til de bilomkostninger, man har i dag. Og her vil man hurtigt opleve, at der kan være tale om rigtigt store besparelser, hvis den gamle og/eller benzinslugende bil udskiftes.

Få 20.000 kroner for den brugte bil
I februar måned er der en ekstra god grund til at købe en Suzuki Alto og dermed begynde at spare på bilbudgettet. Køber man en Suzuki Alto Kick eller Kick Aircon, giver Suzuki forhandlerne nemlig henholdsvis kr. 15.000 og kr. 20.000 i indbytningspris for den brugte bil.

Hele bytteprisen bør kunne gælde som udbetaling
Kick modellen er en special-udstyret kampagnemodel, der udover standardudstyr som ESP system, 6 airbags, servostyring og 5 døre også har fjernbetjent centrallås, el-ruder foran, cd-radio, tågelygter foran, specialindtræk i blå nuancer, og Aircon modellen har, som navnet antyder, også aircondition. Og da priserne ligger på kun kr. 104.990 for Kick og kr. 114.990 for Kick Aircon (ekskl. levering kr. 3.680 og metallak kr. 3.000), kan der gøres en rigtigt god handel. Indbytningsprisen kan gives som en kombination af rabat på den nye Alto Kick-model og forhandlerens købspris på den brugte bil. Den brugte bil skal være en indregistreret personbil, og der kan kun indbyttes én bil pr. ny Alto Kick. Husk at spørge forhandleren, om alle 15.000 eller 20.000 kr. kan indgå som udbetaling, råder autobuy.dk.

Friske tilbud på andre modeller
Kampagnetilbuddet med den høje indbytningspris startede den 6. februar og gælder så længe, lager af Alto Kick-modellerne haves. I forbindelse med kampagnen er Suzuki-forhandlerne også klar til at lave en frisk og god handel på andre Alto modeller. Og lige meget hvilken model der vælges, får man en lille velkørende og handy bil med 68 hk, 5 praktiske døre, god plads på forsæderne og et benzinforbrug på hele 22,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

At sælge sin brugte bil


På et tidspunkt skal de fleste sælge deres bil. Måske har man fået et barn mere, måske skal man til at pendle, eller måske skal man bare af med bilen af en helt tredje grund. Og hvad gør man så?

Hurtigt salg? Auktion!
Skal det gå stærkt, skal man sætte sin bil på auktion, enten en fysisk auktion som f.eks. BCA i Vejle eller på en internet-auktion som Bilbasen.dk eller Autocom.dk. Her vil 3.000-4.000 bilforhandlere have mulighed for at byde på bilen. Inden man sætter sin bil på auktion, kan man med fordel besøge en række lokale bilforhandlere for at høre, hvad de vil give for bilen. Det er lærerigt. For selv om ens bil står til 145.000 kr. i annoncerne, bliver man måske kun tilbudt 110.000 kr. Forhandleren skal betale brugtmoms, tjene lidt på den, klargøre bilen og betale for annoncering af den. Så når man sætter den på auktion, skal man være indstillet på kun at få en gros-prisen – altså den pris, som den mest interesserede bilforhandler vil give for bilen på en given dag. Det er den mindstepris, man skal prøve at gætte. Er man heldig, står to-tre forhandlere med en mulig køber i baghånden og byder hinanden op. Er man uheldig, er der kun én byder, og man får et dårligt bud på bilen. En rigtig god beskrivelse af bilen og gode billeder er et “must”.

Gennemsigtigt marked
Det gælder også ved privatsalg på internettet. Her kan være heldig at tjene 10.000-15.000 kr. ekstra på selv at stå for salgsarbejdet. Bilbasen.dk er størst, har næsten alle biler i Danmark og koster derfor penge. Bilzonen.dk og bilpriser.dk har gratis annoncer for private. Hovedreglen er her at udbyde den billigste bil. Danskerne er meget prisbevidste og vil ikke give 150.000 kr. for en bil, som de et andet sted i landet kan se udbudt til 140.000 kr. Det er et meget gennemsigtigt marked. Det må du indstille dig på.

30.000 dask for din gamle bil?

Chevrolet Spark

Du kan få 30.000 kr. i bytte for din gamle bil ved at købe en Chevrolet Spark - men kun en af de dyre modeller. Så tænk dig godt om.

Den danske Chevrolet-importør, der virkelig har virkelig har fået succes med især Spark og Cruze på grund af de gode priser på de nye , veludstyrede, veldesignede Spark- og Cruze-modeller,  har for tiden en kampagne. Den går ud på, at man kan få 30.000 gode, danske kroner, hvis man giver hvilken som helst bil, der kan køre, i bytte.

Tilbud gælder kun dyre modeller
Men læs det med småt og tænk dig om. Tilbuddet gælder ikke de billige modeller til 83.900 kr. plus 3.680 kr. i levering, men kun for Chevrolet Spark 1.2 LS til 126.995 kr. og LT Chicago til 140.995 kr. – plus prisen på metallak. Og, som importøren skriver i annoncen, så gælder det, at “Den garanterede minimumspris kan opnås ved en kombination af indbytningspris og rabat på ny bil”.

Vær sikker på at slippe for udbetalingen
Så hvis du drømmer om at slippe for udbetalingen ved at bytte med din skrotmodne bil, så spørg lige, om alle 30.000 kr. kan tælle som udbetaling. Chicago LS 1.3 koster 126.995 kr. plus 3.680 kr i levering, og hvis der skal lægges 5.000 kr. oveni som betaling for metallak, er prisen 131.995 kr. Så er udbetalingen 26.399 kr. plus de 3.680 kr. i levering, altså 30.079 kr. Så er det jo vigtigt, at alle 30.000 kr. for din gamle bil kan tælle som udbetaling. For 1.2 LT Chicago skal du lægge 140.995 kr. plus måske 5.000 kr og 3.680 kr. i levering, og så ender du på hele 149.675 kr. Så er udbetalingen lig med 29.199 kr. plus de 3.680 kr. i levering.

Og så er der måske andre biler, du er mere interesseret i, selv om du måske så kun får 15.000 eller 20.000 kr. i bytte på din gamle bil…

Unge bilister bør købe en billig brugt bil


For en ung bilist er det et helvede at finde en forsikring, der er til at betale. Her er nogle kontante råd fra autobuy.dk.

Unge bilister laver mange skader. Det er dyrt for forsikringsselskaberne, der af samme grund opkræver enorme forsikringspræmier af unge. En kaskoforsikring, selv på en billig, brugt bil, kan snildt koste 20.000-25.000 kr. om året. Har man – eller ens rare forældre – masser af penge, bør man købe en lille ny bil med tilknyttet forsikring for unge. Chevrolet tilbyder for eksempel en billig forsikring for unge mellem 21 og 24 år til 4.788 kr. det første år plus 1.500 kr. ved oprettelse – hvis man for eksempel køber en Spark. Selvrisikoen er 15.000 kr. Når man bliver ældre, falder selvrisikoen efter denne skala: 21 – 24 år: 15.000 kr., 25 – 29 år: 12.000 kr., over 30 år: 9.000 kr. (Kilde: Chevrolet.dk).
Sker skaden ved udlån til anden fører end indregistreret forsikringstager/-bruger, forhøjes selvrisikoen med 6.000 kr. Andre mærker har af og til nogenlunde samme tilbud.

Husk ancienniteten
Hvis man ikke selv kan købe eller lease, kan man måske få sine forældre til at købe, indregistrere og forsikre bilen. Men sørg for, at kaskoforsikringen ikke har en astronomisk selvrisiko, når det er den unge, der fører bilen. Det er ofte tilfældet. Og det er dumt at lyve om, hvem der førte uheldsbilen. Det er bedrageri. Og husk, at det desværre oftest er umuligt at optjene anciennitet som ung bilist ved at køre i en bil, der er ejet af forældrene. Men prøv at forhandle med selskabet. Har forældrene samlet alle forsikringer i selskabet, burde de være til at snakke med.

Billigst at købe brugt
Konklusion: For de fleste unge i alderen 18-25 år vil det billigste være at købe en gammel, billig bil og køre i den uden kaskoforsikring. Man optjener anciennitet, så længe man ikke laver belastende skader, og der er ikke nogen, der bliver sure over at få en lille ridse eller bule i sin gamle bil. Laver man en lille skade på andres biler, kan det ofte betale sig selv at betale den selv i stedet for at melde det til forsikringen, da det koster selvrisiko, forhøjet præmie og tab af anciennitet. Her kan det være smart at smide reparationen på auktion hos f.eks. autobutler.dk, så man får den laveste pris.
Gamle biler er desværre også de farligste, så prøv at finde en med airbags og ABS som minimum. Og tjek, hvor mange stjerner den har fået af EURONcap.