Endelig en Toyota med en ordentlig dieselmotor – endda fra BMW

Toyota Verso

Toyota er ikke verdensmestre til dieselmotorer, men nu har fabrikken klogeligt købt sig en BMW 1,6-motor og puttet i Verso.


Det har altid været med et suk, man ved Årets Bil i Danmark satte sig ind i en Toyota med diselmotor, for man vidste, den hakkede, larmede og var traktoragtig. Men nu har Toyota besindet sig og erkendt, at europæerne er bedre til dieselmotorer. Så de har puttet en 1,6 liters dieselmotor med 112 hk fra BMW i deres ny Verso. Tak for det!

Den rummelige og fleksible 7-personers familiebil Touyota Verso er også forbedret på en lang række andre områder. Med den ny motor kører Verso kører længere på literen, der er mindre støj i kabinen, færre vibrationer fra motoren, og så er prisen for Verso med dieselmotor faldet med 7.000 kr. til 292.990 kr. plus levering.
Verdens største bilproducent Toyota indgik for to år siden en samarbejdsaftale med BMW om udveksling af bl.a. brændselscelle- og hybridteknologi for dieselteknologi. Nu er første resultat af det perspektivrige samarbejde en realitet, idet Toyota her i marts introducerer sin 7-personers familiebil Verso med en ny 1.6-liters dieselmotor fra BMW.

Lille efterspørgsel efter store dieselmotorer
Hidtil har den mindste dieselmotor til Toyota Verso været en 2.0-liters dieselmotor med 124 hestekræfter, men efterspørgslen ligger i højere grad på mindre dieselmotorer, hvilket den japanske bilproducent altså nu også kan tilbyde til Verso.
Den nye 1.6-liters dieselmotor yder 112 hestekræfter, har et moment på 270 Nm allerede fra 1.750 omdrejninger og kører i gennemsnitligt 22,2 km/l ved blandet kørsel. Det er en del længere end 2.0-liters dieselmotoren, der i gennemsnit ellers kører pæne 20,4 km/l. Reelt kører den gamle diesel-Verso kun 16,3 km/l ifølge Spritmonitors brugere. BMW-motoren klarer derimod 17,6 km/l, når den ligger i en 316’er med almindelig gearkasse. Når den skal slæbe den større Verso, falder det tal nok, med mindre Toyota og BMW har tryllet, for eksempel med gearingen. Man kører jo nok også friskere i en BMW 316 end i en Verso med fire-fem unger bagi. Den bedre brændstoføkonomi medfører samtidig også en lavere årlig ejerafgift, 3.560 kr. mod før 4.280 kr. om året.

Udviklet i Europa
Det er Toyotas tekniske center i Europa, der har stået for udviklingen og tilpasningen af den nye dieselmotor til Verso for at sikre et problemfrit match mellem motor, Toyotas gearkasse og bilens øvrige elektronik samtidig med, at man også sikrer, at Versos høje komfort og gode køreegenskaber bliver fastholdt.
Flere komponenter er nyudviklede lige fra motorophæng, svinghjul, nyt gearkassehus og gearing til det særlige stop/start-system, der forbedrer effektiviteten og reducerer udledningen af CO2 og andre skadelige emissioner.
Udover den nye 1.6 liters dieselmotor til Verso kan man også vælge mellem en 2.0-liters dieselmotor med 124 hk, en 2.2-liters dieselmotor med 150 eller 177 hk, en 1.6-liters benzinmotor med 132 hk og en 1.8-liters benzinmotor med 147 hk.

Nyt Toyota Touch 2 multimediesystem
Verso får fra marts også integreret næste generation af Toyotas banebrydende multimediesystem Toyota Touch 2. Her er der tale om en kraftig opgradering i forhold til første generation med fire gange højere skærmopløsning, skarpere og lysere skærmbillede, flere køreinformationer, mulighed for fuld integration af DAB-radio, mens systemet også er klar til det såkaldte MirrorLink, der gør, at man kan spejle sin mobiltelefon op på bilens 6.1” store touch skærm.Derved kan man styre sin mobiltelefon fra bilens store touch skærm og bl.a. få adgang til musik, navigationskort og alle andre apps, der er installeret på mobiltelefonen.
Bluetooth® og bakkamera er fortsat standard i Toyota Touch 2, der kan udvides med en såkaldt Go-navigation, der bl.a. indeholder full map navigation og mulighed for internetadgang med mobiltelefonen som Wifi-hotspot samt meget mere.

Toyota Verso med den nye 1.6 liters dieselmotor får premiere i Danmark i marts og kommer som vanligt også i en varebilsudgave med navnet Sportsvan. Her starter priserne fra 156.937 kr. uden moms.

Det er naturligvis også muligt at vælge Toyota Verso som firmabil, hvor beskatningsgrundlaget starter fra 198.055 kr., mens man kan få finansieret en fabriksny Verso gennem Toyotas finansieringsselskab Toyota Finans fra 2.597 kr. om måneden med 20 procent i udbetaling.

Så kom BMW ud af busken med nye priser – leasing lever stadig

BMW 316 d

Det er blevet 32.400 kr. dyrere at privatlease en BMW 316d.

BMW Danmark, der har leveret 80-90 procent af sine nye biler som leasingbiler, er blevet mærkbart ramt af skatteministerens leasingindgreb. Den meget populære 316d Sedan er således blevet 32.400 kr. dyrere at privatlease over 36 måneder og 60.000 km end før indgrebet. Og de vejledende listepriser er, som forudsagt af autobuy.dk for godt en måned siden, blev sat ned – med helt op til 15,7 pct. BMW 520d Sedan er således faldet fra 709.500 kr. til 599.000 kr.!

Man kan lease en BMW fra 3.550 kr. om måneden
Helt ødelagt er BMWs leasingmarked dog ikke. For eksempel hvis man er villig til at krybe ned i den efter autobuy.dk’s mening ekstremt velkørende BMW 116d. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er optimeret til hele 26,3 km/l med en CO2-udledning på kun 99 g/km. Vejledende udsalgspris er 313.950 kr. og bilen kan privatleases for 3.550 kr./md. og en førstegangsbetaling på 30.000 kr. (36 mdr./60.000 km)” – plus 4.750 kr. i startgebyr, bemærker redaktionen.

En 3’er med diesel koster nu 4.850 kr. om måneden
BMW Danmark dropper imidlertid ikke de større leasingmodeller, men lancerer en 316d med følgende beskrivelse: “BMW 316d Sedan er nyt medlem i 3-serie familien. Bilen har en 2,0 liters 4-cylindret dieselmotor og yder ligeledes 116 hk (85 kW) ved 4.000 o/min. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er ved blandet kørsel 23,3 km/l og CO2-udledningen er 118 g/km.
Vejledende udsalgspris er 443.000 kr., og bilen kan privatleases for 4.850 kr./md. og en førstegangsbetaling på 35.000 kr. (36 mdr./60.000 km)” – plus 4.750 kr. i startgebyr. Det giver en samlet pris over 36 måneder på 214.350 kr.

Det er blevet dyrere at lease 3-serien
Til sammenligning havde BMW Danmark i 2011 et tilbud på BMW 316d Black & White Edition, både som som sedan og stationcar. Den havde sommer- og vinterdæk, 2-zone klima, fartpilot, p- og regnsensor, tågeforlygter og automatisk start/stop. Udbetalingen var 35.000 kr., etableringsgebyr var 4.250 kr. og aftalen gjaldt i 3 år/60.000 km. Den månedlige ydelse var 3.950 kr. for Sedan og 4.200 kr. for Touring. Det gav i alt 181.450 kr. for en Sedan. Hvis man vover at sammenligne det ny leasingtilbud på 316d Sedan med det gamle tilbud på 316 Black & White Edition Sedan, er prisstigningen på 32.400 kr. i alt, konstaterer biløkonomitjenesten autobuy.dk. Og vinterdækkene er væk.

520d ryger op i 7.100 kr. om måneden
Men man kan også gå en klasse højere op, til 5-serien: “BMW 520d Sedan er også et udspring af BMW’s brændstofbesparende teknologier. Denne bil, som er et oplagt valg i firmabilsklassen, har en 2,0-liters 4-cylindret dieselmotor med 184 hk (135 kW) ved 4.000 o/min. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er 20,8 km/l og CO2-udledningen er på kun 125 g/km.
Vejledende udsalgspris er 599.000 kr. og bilen kan privatleases for 7.100 kr./md. og en førstegangsbetaling på 65.000 kr. (36 mdr./60.000 km)”, oplyser BMW. Også her er der et startgebyr på 4.750 kr. Touring koster 7.500 kr. pr. måned.

Lille fordel at privatlease en 318d Sedan
Da de to ovenstående 316d-tilbud ikke kan sammenlignes, har biløkonomitjenesten autobuy.dk regnet på en BMW 318d Sedan til 475.000 kr. plus 3.680 kr. i levering. Den kostede før i fredags 495.000 kr. Autobuy.dk forudsagde da også efter leasingindgrebet, at listepriserne ville falde. Den kan det stadig godt betale sig at privatlease, besparelsen er blot ikke særlig stor længere, kun godt 26.000 kr. Har man tænkt sig at beholde bilen mere end tre år, er køb uden tvivl en fordel:

BMW 318d Sedan Pris el. førstegangsbetaling Værditab Låneomk. Leasingydelser Service I alt
Køb 478.680 180.000 79.385 0 20.000 279.385
Privatleasing 44.750 0 10.275 198.000 0 253.025
Forskel 26.360

Der er regnet med et 100 pct. lån over 84 måneder til en fast rente på 4,95 pct., oprettelsesudgifter på 3,5 pct. plus 2.500 kr. i gebyr. Der er desuden regnet med, at førstegangsbetalingen og startgebyret ved leasing lånes til 8 pct. over 36 måneder med oprettelsesudgifter på 4.066 kr. Værditabet er leveret af chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilvurderingstjenesten Bilpriser.dk.

De nye BMW-leasingpriser:

Model Pris pr. md., kr. Førstegangsbetaling og startgebyr, kr.
116d EffDyn Ed. 3.550 34.750
116d 4.100 34.750
116i 3.950 34.750
316d 4.850 39.750
318d 5.500 44.750
320d EffDyn Ed. 5.900 49.750
320d 6.250 49.750
520d Sedan 7.100 69.750
520d Touring 7.500 69.750

Købspriserne før og nu på en række udvalgte leasingmodeller (Kilde: BMW Import A/S):

BMW-priser, kr., eksl lev. 116d EffDyn Ed. 116i 116d 316d Sedan 318d Sedan 320d Sedan 320 EffDyn Ed. Sedan 520d Sedan 520d Touring X1 S-Drive 18d
Vejl. før-pris 368.600 372.300 449.000 495.000 549.000 549.000 709.500 754.000 528.100
Vejl. ny pris 313.950 325.950 313.950 443.000 475.000 523.000 523.000 599.000 643.500 489.000