Få mest bil for pengene

718

Bilen er den største investering efter huset. Hvis du ikke passer på, kan den også blive dit livs værste.

Af Finn Arne Hansen, journalist og biløkonomirådgiver, bedrebiloekonomi.dk, bragt i Jyllands-Posten 30/9-2015

Opskriften på en økonomisk katastrofe ved bilkøb er enkel: Køb en gammel, alt for dyr, kæmpestor brugt benzinbil med automatgear, firehjulstræk og masser af ekstraudstyr med penge, du har lånt dyrt. Efter få år har du mistet så mange penge på værditab, reparationer, ejerafgift, dæk, benzin og renter, at du fortryder, du ikke læste denne artikel til ende.
Omvendt, så er opskriften på god biløkonomi faktisk heller ikke så svær. God biløkonomi drejer sig først og fremmest sig om at købe billigt og sælge dyrt. Om bilen kører 16 eller 20 km på literen tæller ikke meget, hvis man køber en bil til 500.000 kr., og den så kun er 250.000 kr. værd fire år og 80.000 km senere.
Værditabet er med andre ord en kæmpeudgift, de fleste ikke tænker på, før de kommer og skal skifte bil. Så har deres afdrag på bilen måske slet ikke kunnet følge trit med værditabet, og så skal de pludselig låne ekstra for at skifte bil.

Få hjælp til købet
Hvordan køber man så billigt? Ja, forbrugerne har jo luret det. Der er jo blevet solgt et hav af mikrobiler til omkring 100.000-115.000 kr. de seneste år, og dem risikerer man kun at tabe 50.000 kr. på over fire år. Og de kører langt på literen, har en lav ejerafgift, lave forsikringspræmier, billige dæk, billig service og så videre. Så kan man komme meget langt ned i udgift pr. km. Man kan blandt andet læse de analyser, som bilpriser.dk jævnligt udsender udgiver, hvis man vil se, hvad en bil kan forventes at koste pr. km.
Når man køber bil, har man gode kort på hånden, hvis man har kontanter til at købe for eller har en to-tre år gammel bil med et fornuftigt km-tal. Dem vil forhandlerne meget gerne tage i bytte. Her gælder det om at få den laveste byttepris, og hvis man selv er en halvsløj forhandler, kan man få en bekendt med is i maven eller en professionel til at hjælpe en.

Bed om rabat
Hvis man ikke er ude efter en mikrobil, skal man stadig købe så billigt som muligt. Hvis man vil købe kontant, skal man ikke være grov og forlange en kæmperabat med det samme. Bed pænt og høfligt om et godt tilbud, og sælgeren skal nok reagere positivt. På nye mellemstore og store biler er det ikke usædvanligt med rabatter på 15.000-50.000 kr. Når forhandleren giver en rabat på en stor bil, betaler staten jo to tredjedele af rabatten via mistet registreringsafgift. Den er på 180 procent på den største del af bilens pris (nu 150 %, rettet 1. juli 2016, red.).
Hvis man vil købe brugt, vil jeg råde til at kikke på biler, der er halvandet til to et halvt år gamle. Så har den første ejer taget det største værditab. De skal have mindst et halvt års fabriksgaranti tilbage. Og gå efter biler med meget udstyr. Ekstraudstyr falder langt hurtigere i værdi end selve bilen, så det får du billigt med. Og gå efter en populær farve. Ellers kan det blive svært at komme af med den igen. Røde og skriggule biler falder mere i værdi end sorte, for eksempel.

Salget af bilen
Når man skal sælge sin bil, får man mest for bilen ved at sælge den privat på en bilportal. Det kan tage 4-5 uger – eller længere, hvis prisen er for højt sat. Sæt den skarpt fra starten af. Det er besværligt, men der kan godt være både 20.000 og 30.000 kr. at tjene. Brug evt. FDMs slutseddel og sørg for omregistrering straks ved betalingen. Brug evt. en professionel hjælper.
Skal det gå stærkt, kan man bruge en internetauktion som Autocom eller Xpress Bilsalg. Her får man engros-priser, og der skal betales nogle tusinde kroner for ydelsen. Gebyrerne står på hjemmesiderne.
Giver man sin i bytte til en forhandler, så sørg for, at alle forsikringsskader er udbedret, og at bilen er pæn, undervognsbehandlet og rengjort. Så får man et bedre bud. Også her kan en professionel hjælper være en god idé. (En ny tjeneste, Bilpriser.dk Salgsservice, sælger også biler på to dage. Tilføjet 1/7-2016, red.).

Benzin eller diesel?
I det daglige kan man forbedre sin biløkonomi ved at køre fornuftigt og tænke sig om. Pendler man 30-40 km hver vej, skal man overveje diesel. Forskellen mellem diesel og benzin er efterhånden igen kommet op på næsten to kr. pr. liter, og da en moderne dieselbil let kan køre 23-25 km på literen, kan merprisen ofte betale sig. Statoil sælger i øvrigt diesel med additiver, der får bilen til at køre længere på literen. Hvis du kan få det til samme pris som almindelig diesel, kan du lige så godt købe det.
Shell sælger tilsvarende V-Power-benzin, der får bilen til at køre længere på literen og har lige sat prisen 50 øre ned. Hvis du vil teste disse brændstoffer, så prøv først at måle dit forbrug på din faste pendlertur. Du fylder tanken helt op, noterer km-tallet, kører på arbejde og hjem igen, fylder så tanken op igen og noterer det ny km-tal. Herefter dividerer du km-tallet med den præcise mængde brændstof og får resultatet. Når du så næsten har tom tank, skifter du til et af superbrændstofferne på markedet og kører et par uger med det, så motoren bliver renset godt igennem. Husk et par gode ture på motorvejen. Herefter måler du forbruget på en typisk pendlertur igen. Hvis bilen så kører længere på literen på det ny brændstof, er det jo oplagt at skifte til det, hvis prisen er den samme som på almindeligt brændstof.

Leasing
Privatleasing er især løsningen for dem, der ikke har 20 pct. til udbetalingen, og som kan lide budgetsikkerhed. Du betaler det samme hver måned, og efter udløbet af leasingperioden afleverer man blot bilen. Der er heftig konkurrence for tiden, så man kan ofte slippe for den såkaldte førstegangsbetaling eller betale meget lidt. Leasing er også godt for bilister, der måske ikke ved, om de har brug for en bil længere, når leasingperioden udløber. Man skal måske til udlandet, sidder i et vikariat eller er i et job, hvor man sidder løst i sadlen. Leasing er også god for børnefamilier, der måske efter nogle år får brug for meget mere plads, fordi der lige kom et par tvillinger.
Et nyt produkt fra Peugeot hedder Mixleasing (Mitsubishi bruger nu samme begreb, mens Hyundai kalder det Fordelsleasing. Tilføjet 1/7-2016, red.). Her er førstegangsbetalingen meget lav, og man har kun bilen i år et. Så skal man enten købe den eller aflevere den. Hvis man køber den, har man den fordel, at man ikke skal af med 20 pct. i udbetaling. Til gengæld er renterne cirka dobbelt så høje som markedets tilbudsrenter. Og den pris, man skal overtage bilen til, er fast. Kan man få en tilsvarende et år gammel bil til en lavere pris et andet sted med en lavere rente, bør man gå efter det. Men det kræver jo så en udbetaling.

7 gode råd om bedre biløkonomi

1. Køb så billigt som muligt

2. Sælg så dyrt som muligt

3. Køb biler med lavt værditab. Undgå ”skæve eksistenser” og upopulære farver

4. Lad ikke følelser styre bilkøbet

5. Køb en energiøkonomisk bil. Læs tests.

6. Find en billig forsikring på forsikringsguiden.dk. Saml tre forsikringer.

7. Få professionel hjælp, hvis du er usikker.

Bilsalget fortsætter med at stige

Bilsalget fortsætter med at stige, og det er de små økonomibiler, der trækker læssset.

På trods af, at bilsalget satte rekord i 2011, fortsætter salget med at stige. I januar steg salget af nye personbiler med 4 procent i forhold til samme måned sidste år. Også salget af varebiler fortsætter med at vokse. Der kom i januar 1.714 nye varebiler ud på de danske veje mod 1.610 i januar 2011.

Danskerne vil med andre ord fortsat gerne have nye biler. Og det i et omfang så salget – på trods af en samlet rekord i 2011 – fortsat steg i januar, set i forhold til samme måned sidste år. I alt 12.874 nye personbiler fik nummerplader på for første gang i januar.

Og der er pæne overraskelser i salgsstatistikken, kan bedrebilbiløkonomi.dk konstatere ved at dykke ned i den. For det tidligere så uglesete mærke Chevrolet ligger meget stærkt placeret på 2. pladsen med en markedsandel på 10,62 procent! Her er top 10:

Toyota: 10,93 pct.
Chevrolet: 10,62 pct.
Peugeot: 9,66 pct.
Ford: 8,21 pct.
KIA: 7,91 pct.
Hyundai: 7,07 pct.
Citroën: 6,72 pct.
Opel: 4,40 pct.
Suzuki: 4,96 pct.
VW: 4,28 pct.
Man forstår, hvorfor Volkswagen glæder sig til at få den lille Up! på markedet…

Kraftig fokus på totaløkonomien
“Bilsalget er kommet stærkt fra start i 2012 og det tyder på at den robuste markedsudvikling, som vi så i 2011 fortsætter i 2012. Vi oplever fortsat en stærk interesse blandt de private forbrugere, og der er i markedet fortsat et skarpt fokus på omkostninger og driftsøkonomi. Derfor ser vi også, at det blandt de private er de mindre modeller med god brændstoføkonomi, der driver efterspørgslen”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Forventer ikke ny rekord i 2012
Med baggrund i det stærke januar salg, er han optimist omkring udviklingen i de kommende måneder.
“Vi forventer fortsat at markedet vil udvikle sig stabilt i 2012. Der er en stærk grundlæggende efterspørgsel, og der kommer en række nye modeller på markedet i de kommende måneder, der yderligere vi være med til at drive salget, siger Bent Mikkelsen, der dog fortsat ikke forventer at markedet vil slå rekorder igen i 2012.

Varebiler i lille fremgang
Salget af nye varebiler steg i januar med 6,5 procent i forhold til januar sidste år, og i alt kom der 1.714 nye varebiler på gaden i årets første måned. En væsentligt mindre stigning, end de tocifrede vækstrater, der prægede markedet i 2011.
“Væksten i procent er mindre, men de høje procenttal sidste år var påvirket af, at markedet kom fra et meget lavt niveau i 2010. Helt som ventet oplever vi nu en stabilisering på et mere naturligt niveau og den fortsatte fremgang tyder på, at virksomhederne stadig søger at opfylde deres transportbehov gennem investeringer i nye varebiler med lavere driftsomkostninger”, siger Bent Mikkelsen.

Stor stigning for lastbiler
I alt 428 nye lastbiler blev indregistreret i januar 2012 mod 320 lastbiler i samme måned sidste år, svarende til en stigning på 33,8 procent.
“Lastbilsmarkedet har været længere om at komme sig oven på krisen end person- og varebilerne, men med den positive udvikling vi har set sidste år, og med den betydelige stigning i januar nærmer også lastbilsmarkedet sig en stabilisering, slutter Bent Mikkelsen.

20.000 kr. i bytte for en ny Alto – og besparelser i det daglige

Suzuki Alto har den bedste totaløkonomi af alle biler, mener Penge & Privatøkonomi. Nu kan den fås på særligt gunstige vilkår.

Den intense konkurrence i minibilsegmentet forstærkes fra dag til dag. Nu vil også Suzuki-importøren kaste 15.000 eller 20.000 kr. efter gamle biler, hvis kunderne ellers køber en Alto.
– Suzuki Alto har gennem de sidste to år været Danmarks billigste bil at eje ifølge magasinet Penge & Privatøkonomi, og lige nu får man hele kr. 20.000 for den brugte bil ved køb af en Alto Kick Aircon-model, fortæller pressechef John Mogensen, Suzuki Danmark.

Spar ved at købe ny, lille bil
De danske bilkøbere kan spare rigtigt mange penge ved at udskifte en ældre og mere benzinforbrugende bil med en ny Suzuki Alto. Med de høje og stadigt stigende benzinpriser er der alene her mange penge at spare. Kører den gamle bil f.eks. 12-13 km/l og 20.000 km pr. år, er der ca. kr. 8.000 at spare ved at køre i en Alto, som har et EU-snit på hele 22,7 km/l. I virkeligheden kører den nok ikke så langt på literen, men 16-18 km/l når man sikkert i det daglige, skønner autobuy.dk. Og dertil kommer en besparelse på et par tusinde kroner på ejerafgiften, da en Alto hører til i den billigste energiklasse, med en halvårlig ejerafgift på kr. 280. Oveni dette kommer den besparelse, der ligger i, at den nye bil er billigere at vedligeholde, hvilket nemt løber op i 2-3.000 kroner. Alt i alt en årlig besparelse, der kommer op på mere end kr. 12.000 – og som vil være der hvert år fremover. Derved kan bilejeren, ved at vælge en Alto, i dette eksempel forbedre sit månedlige rådighedsbeløb med ca. 1.000 kroner, hvilket vil lune godt i alle privatbudgetter. Forsikringen kan også være billigere.

Serviceaftale fra 199 kr. om måneden
Service- og vedligeholdelsesomkostningerne kan bilkøberen fastfryse ved at vælge en Suzuki Serviceaftale, som kan indgås fra kr. 199 pr. måned og med forskellige tilvalgs muligheder. På denne måde kommer der ingen overraskende værkstedsregninger i hele aftaleperioden.
På Suzukis hjemmeside www.suzuki.dk kan man nemt beregne, hvor stor en besparelse der kan opnås ved at køre i en Alto i forhold til de bilomkostninger, man har i dag. Og her vil man hurtigt opleve, at der kan være tale om rigtigt store besparelser, hvis den gamle og/eller benzinslugende bil udskiftes.

Få 20.000 kroner for den brugte bil
I februar måned er der en ekstra god grund til at købe en Suzuki Alto og dermed begynde at spare på bilbudgettet. Køber man en Suzuki Alto Kick eller Kick Aircon, giver Suzuki forhandlerne nemlig henholdsvis kr. 15.000 og kr. 20.000 i indbytningspris for den brugte bil.

Hele bytteprisen bør kunne gælde som udbetaling
Kick modellen er en special-udstyret kampagnemodel, der udover standardudstyr som ESP system, 6 airbags, servostyring og 5 døre også har fjernbetjent centrallås, el-ruder foran, cd-radio, tågelygter foran, specialindtræk i blå nuancer, og Aircon modellen har, som navnet antyder, også aircondition. Og da priserne ligger på kun kr. 104.990 for Kick og kr. 114.990 for Kick Aircon (ekskl. levering kr. 3.680 og metallak kr. 3.000), kan der gøres en rigtigt god handel. Indbytningsprisen kan gives som en kombination af rabat på den nye Alto Kick-model og forhandlerens købspris på den brugte bil. Den brugte bil skal være en indregistreret personbil, og der kan kun indbyttes én bil pr. ny Alto Kick. Husk at spørge forhandleren, om alle 15.000 eller 20.000 kr. kan indgå som udbetaling, råder autobuy.dk.

Friske tilbud på andre modeller
Kampagnetilbuddet med den høje indbytningspris startede den 6. februar og gælder så længe, lager af Alto Kick-modellerne haves. I forbindelse med kampagnen er Suzuki-forhandlerne også klar til at lave en frisk og god handel på andre Alto modeller. Og lige meget hvilken model der vælges, får man en lille velkørende og handy bil med 68 hk, 5 praktiske døre, god plads på forsæderne og et benzinforbrug på hele 22,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

30.000 dask for din gamle bil?

Chevrolet Spark

Du kan få 30.000 kr. i bytte for din gamle bil ved at købe en Chevrolet Spark - men kun en af de dyre modeller. Så tænk dig godt om.

Den danske Chevrolet-importør, der virkelig har virkelig har fået succes med især Spark og Cruze på grund af de gode priser på de nye , veludstyrede, veldesignede Spark- og Cruze-modeller,  har for tiden en kampagne. Den går ud på, at man kan få 30.000 gode, danske kroner, hvis man giver hvilken som helst bil, der kan køre, i bytte.

Tilbud gælder kun dyre modeller
Men læs det med småt og tænk dig om. Tilbuddet gælder ikke de billige modeller til 83.900 kr. plus 3.680 kr. i levering, men kun for Chevrolet Spark 1.2 LS til 126.995 kr. og LT Chicago til 140.995 kr. – plus prisen på metallak. Og, som importøren skriver i annoncen, så gælder det, at “Den garanterede minimumspris kan opnås ved en kombination af indbytningspris og rabat på ny bil”.

Vær sikker på at slippe for udbetalingen
Så hvis du drømmer om at slippe for udbetalingen ved at bytte med din skrotmodne bil, så spørg lige, om alle 30.000 kr. kan tælle som udbetaling. Chicago LS 1.3 koster 126.995 kr. plus 3.680 kr i levering, og hvis der skal lægges 5.000 kr. oveni som betaling for metallak, er prisen 131.995 kr. Så er udbetalingen 26.399 kr. plus de 3.680 kr. i levering, altså 30.079 kr. Så er det jo vigtigt, at alle 30.000 kr. for din gamle bil kan tælle som udbetaling. For 1.2 LT Chicago skal du lægge 140.995 kr. plus måske 5.000 kr og 3.680 kr. i levering, og så ender du på hele 149.675 kr. Så er udbetalingen lig med 29.199 kr. plus de 3.680 kr. i levering.

Og så er der måske andre biler, du er mere interesseret i, selv om du måske så kun får 15.000 eller 20.000 kr. i bytte på din gamle bil…