Ny analyse: De 29-årige og de 37-årige tager kviklån til bilkøbet

LSP-1705-4kDe unge, der tager onlinelån, låner primært små beløb til shopping og rejser. De etablerede midt i livet låner fem gange så meget. De vil bygge huset om eller købe ny bil, viser frisk analyse fra sammenligningsportal.

Tager man et ”røntgenbillede” af alle danske onlinelånere, dukker der helt klare billeder frem af forskellige typer lånere. Man kan blandt andet se, at det er de 29-årige og de 37-årige, der oftest låner online for at købe bil. Lånere med en månedsindkomst på under 5000 kroner er typisk studerende, er i gennemsnit 21 år og låner online til lidt shopping eller for at kunne tage på ferie. De låner i gennemsnit 11.500 kroner. I den anden ende af skalaen finder vi de veletablerede med en månedsindkomst på den gode side af 40.000 kroner. De er 48 år og låner primært for at bygge om eller renovere huset, sekundært for at skifte bilen ud. De låner i gennemsnit noget mere, nemlig 52.500 kroner. Det viser en frisk analyse fra sammenligningsportalen fair-laan.dk.

– Tallene er ikke overraskende for os, der arbejder med at rådgive om onlinelån til daglig, men det er alligevel interessant at se, hvor tydelige forskelle der er aldersgrupperne imellem, fortæller analytiker og CEO Andreas Linde. Han er ikke overrasket over, at også folk med en årsindtægt på 480.000 kroner låner online.

– For mange mennesker i dag er det en stor fordel, at lånet kan klares i ro og mag online derhjemme i stedet for at sidde med hatten i hånden hos bankrådgiveren. Og hvis man har en god lånehistorik og en god betalingsevne, kan man online få meget rimelige tilbud med lave eller ingen gebyrer samt fornuftige renter. Og det er totalt gennemsigtigt. Stoler man ikke på, at tilbuddet fra långiver X er godt nok, kan man jo bare prøve långiver Y. Og man kan hele tiden sammenligne med tilbud fra ens egen bank, siger Andreas Linde.

De 36-årige låner for at flytte
Lånerne i analysen er kun blevet spurgt om, hvad de skal bruge pengene til, ikke andet. Men noget tyder på, at de 36-37-årige måske skal skilles fra deres partner. De låner nemlig oftest for at kunne betale et depositum på en ny bolig, at indfri gæld, betale regninger eller købe en bil, som nævnt i indledningen. De låner i snit 31.500 kr. De 29-årige låner primært til en bil, og det må være i den beskedne klasse, da de kun låner 14.750 kroner.

Det er dyrt at være fattig. Onlinelån tages ofte af folk, der får nej i banken. De er dyrere end lån hos bilforhandleren eller i banken, så det gælder om at få dem indfriet, så snart ens bank kommer på bedre tanker eller ens indtægt er kommet på ret køl.

Indkomst, kr./md. Gns. lån, kr. Gns. alder Primær årsag til lån Sekundær årsag til lån
0-4999 11.500 21 Shopping Ferie
5000-9999 8750 25 Regninger/gæld/depositum til bolig Billån
10.000-14.999 13.250 27 Regninger/gæld/depositum til bolig Billån
15.000-19.999 14.750 29 Billån – Brugt bil Ferie
20.000-24.999 19.500 34 Bolig/renovation Billån
25.000-29.999 23.750 36 Regninger/gæld/depositum til bolig Bolig/renovation
30.000-34.999 31.500 37 Billån Bolig/renovation
35.000-39.999 36.750 43 Bolig/renovation Regninger/gæld/depositum til bolig
Mere end 40.000 52.500 48 Bolig/renovation Billån

 

Fair-laan.dk er en uafhængig, online sammenligningstjeneste, som ved hjælp af forskellige finansielle kriterier finder de mest attraktive lån på markedet til sine brugere og deres økonomiske situation. Det er fair-laan.dk’s mål at gøre det så nemt og gennemsigtigt som muligt at optage et lån. www.fair-laan.dk

Billån er en jungle – læs det med småt

Peugeot 107 Cool

Selv om en rente på 4,25 eller 3,95 pct. lyder forjættende, kan der skjule sig udgifter på 15.000-17.000 kr.

En lav rente er langt fra en garanti for et billigt billån. Forbered dig og læs det med småt.
Da min bedre halvdel skulle bytte sin Ford Mondeo 1.8 fra 1994 med en smart lille Peugeot 107, havde forhandleren et forrygende tilbud: Få mindst 20.000 kr. for din gamle bil, hele beløbet tæller som udbetaling (ofte får man kun en kombination af rabat og et beløb på den gamle bil, derved tæller ikke alle pengene som udbetaling – pas på det), og renten er kun 4,25 procent, dog variabel.

En regn af udgifter

Så vidt så godt. Vi fik bil til 112.165 kr. uden udbetaling, vi fik på papiret 22.433 kr. for den gamle, og den månedlige udgift er fornuftige 1.444 kr. i 84 måneder. Men prøv at se, hvilken regn af udgifter, der løber på lånet fra Jyske Finans:
– 6.000 kr. i provision til bilforhandleren
– 3.496 kr. i “ekspeditionsgebyr”
– 850 kr. i “forsikringsadministration”
– 1.400 kr. i tinglysningsafgift
– 1.000 kr. i variabel afgift til tinglysning
– 650 kr. for at aflyse lånet til sin tid
– 2.100 kr. i rategebyr (25 kr. om måneden) for at få lov at betale afdragene!
Det er i alt 15.495 kr., der ikke kan trækkes fra.
Renterne udgør 16.233 kr., som kan trækkes fra.

Forbered dig, hav banken i baghånden og tag en forhandling

Så store udgifter er trælse, så du bør gøre, hvad du kan for at mindske dem. Snak først med banken om, hvad du kan låne hos den og på hvilke vilkår. Få lavet en præcis opstilling med alle udgifter. Så tjekker du, hvad forbrugerrådet har af gode analyser om billån – bilfinansiering også kaldet. Det sker på www.forbrug.dk. Her kan du bl.a. læse, at Toyota for tiden (august 2012) har de bedste lånetilbud. Men det hjælper dig jo ikke, hvis du synes, Toyota-biler er kedelige eller for dyre. Men så er du i hvert fald klogere. Du kan også gå på biblioteket og finde forbrugerbladet Tænk, hvor du tit kan få mere dybtgående analyser end dem på forbrug.dk.

Forhandl med forhandleren

Således godt rustet tager du nu til forhandleren. Her gælder det først om at få en god byttepris på den gamle bil. Har du ikke en, så spørg om rabat. Hvis forhandleren vil give op til 20.000 eller 30.000 kr. for en hvilken som helst bil på hvide plader, der kan køre, så er det nok ikke fordi han drømmer om at få din gamle spand, der måske kun er 5.000 kr. værd. Så er det et signal om, at der er god rabat at få på den pågældende model. Vær ikke grov, men bed om et godt tilbud. Bed evt. om en demo-bil.

Ned med omkostningerne

Endelig er der alle låneomkostningerne. Få dem forhandlet så langt ned, du kan. Du ved jo, hvad banken kan tilbyde. Er du ikke god til det selv, så tag en god forhandler med. Er forhandleren helt umulig at have med at gøre, så gør mine til at forlade butikken. Saml dine papirer, ryst let på hovedet, kik tvivlende på din partner og begynd at lette dig i sædet. Det virker, både i en basar i Tunesien og hos en dansk bilforhandler, der har et salgsmål for hver weekend.

Dyrt at være fattig

Noget sværere er det at købe bil, hvis man ikke har meget at slå til Søren med. Banken vil ofte ikke låne til en, hvis man ingen formue, hus eller fast indtægt har. Så råd nummer ét er meget gammeldags: Spar op og køb en billig bil af en privat, du stoler på. Eller spar op til udbetalingen på de 20 procent. Har man vist, at man kan spare de 20 procent op til opsparingen, er både banken og forhandlerens finansieringsselskab meget nemmere at tale med. Men regn med en høj rente og høje gebyrer. Det er dyrt at være fattig.

At låne i huset er fristende, men lad være. Bilen holder måske kun 8-10 år, men lånet løber i 30.