Gasbiler måske på vej i Danmark – regeringen overvejer nye regler

Henrik Dam Kristensen og Anker Boye ved en gasbil fra Naturgas Fyn

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og Odense Kommunes borgmester Anker Boye (S) var med, da Naturgas Fyn tog sine 14 gasbiler i brug.

Regeringen bebuder en lovændring vedrørende gasbiler, skriver TransportMagasinet.dk på baggrund af oplysninger fra De Danske Bilimportører. Nu skal afgiften på biler drevet af naturgas sættes ned, så gasbilen bliver konkurrencedygtig med diesel- og benzinbiler.

“Biler drevet af natur- og biogas betaler i dag grøn ejerafgift efter en udregning foretaget på baggrund af deres vægt, frem for på baggrund af det udslip, der er noteret på disse bilers COC-dokument. Det har typisk betydet, at afgiften blev mellem fire-seks gange større, end den ville være efter det reelle udslip”, skriver TransportMagasinet.dk.

Det er De Danske Bilimportører, der har rejst sagen, og i sidste uge har skatteministeren meddelt Folketingets skatteudvalg, at han i den kommende folketingssamling vil fremsætte lovforslag for at sikre at afgiften fremover udregnes på baggrund af forbrugstal frem for vægt.

Afgiften skal 2 kr. ned
Naturgas Fyn, der har alle de 14 eksisterende gasbiler i Danmark, glæder sig over dette, men peger på en
– Registreringsafgiften på gasbiler skal svare til afgiften på benzin/dieselbiler.
– Den grønne ejerafgift skal passe til andre biler.
– Afgiften på gas skal nedsættes med 2 kroner pr. kubikmeter, så den danske gasafgift svarer til den svenske og tyske.
Så er Naturgas Fyn klar til at investere i tankstationer, der ønsker at sælge gas.
Gasteknologien er her allerede. Man kan for få tusinde kroner få ombygget sin benzin- eller dieselbil, så den også kan køre med gas. Desuden findes der allerede et bredt udvalg af gasbiler, skriver TransportMagasinet.dk.
Gasbiler udsender 90 pct. mindre NOx end dieselbiler – og ingen partikler. Naturgas indeholder 25 pct. mere energi end en liter benzin, og produktionsprisen er ens.

Fakta
Alle Naturgas Fyns 14 biler er af den såkaldte BiFuel motor type:

– Modificeret benzinmotor:kan køre på både benzin og naturgas – og biogas
– Oftest én tank til benzin og en-tre til gas. Brændslerne blandes ikke
– Forstærkede gastanke er fabriksmonteret under eller bag i bilen
– Aktionsradius med både gas og benzin i brug er ca. 900-1100 km
– Driftssikker i alt slags vejr
– Gassen er komprimeret til 200 bar tryk
– Optankningen tager 3-4 minutter
– Opfylder Euro5-normen

Fjern afgifterne og se 1.000 brugtbilforhandlere gå konkurs

Mange af de mest interessante samtaler, man har, finder sted hos frisøren. En dag sad jeg i en frisørsalon i Viby J. og ventede på at blive klippet, og jeg kunne ikke undgå at høre, hvad den unge bilmand i stolen fortalte frisøren: “Hvis man sænker eller fjerner registreringsaften, går stort set alle brugtbilforhandlere konkurs”.  Og han har jo ret. Hvis en ny bil til 200.000 kr. pludselig kun koster måske 130.000 kr. som i andre lande uden Danmarks skyhøje afgifter, rasler brugtbilpriserne ned med et brag fra den ene dag til den anden.

Lagerværdien falder

Så hvis forhandleren den ene dag står med et varelager til 10 mio. kr. og lageret næste dag kun er 6,5 mio. kr. værd, så skal der en ualmindelig god økonomi til for at overleve. De fleste forhandlere vil nok meget hurtigt få en opringning fra banken om, at de lige skal kikke forbi til en samtale om kassekreditten…
Så den vej er ikke farbar. Og det ved politikerne godt. Desuden vil de for intet i verden undvære de 16-17 mia. kr., som registreringsafgifterne skæpper i statskassen med hvert år. Sammenlagt lægger bilisterne 40-45 mia. kr.

Cadillac CTS Sport Wagon

En Cadillac som denne koster en bunke i registreringsafgift, men vi skal næppe vente en nedsættelse af den. Det er for dyrt.

Politikerne tøver
Derfor bliver afgifterne ikke sat ned, før der virkelig er en fantastisk god grund til det. Med et salg af  169.974 nyregistrerede personbiler blev 2011 det bedste år for bilsalget nogensinde, så man forstår politikernes tøven. Hvorfor gøre noget? Danskerne køber jo biler som vanvittige. Og derfor ender alle kulegravninger af loven om registreringsafgiften gang på gang med at sejle mod klippegrund.

Leasingselskaber undgår afgift

De seneste år har loven om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift på leasingbiler sat systemet under pres. Leasingselskaberne kan, har Morgenavisen Jyllands-Posten skrevet, stort set undgå at betale afgift af leasingbilerne, fordi de får bilerne umanerligt billigt af importørerne.
Eneste vej frem er at ligestille private bilkøbere med leasingselskaberne. Og ingen af parterne skal kunne slippe for at betale en rimelig afgift – så længe vi mener, der skal være afgifter på biler.