Bilsalget fortsætter med at stige

Bilsalget fortsætter med at stige, og det er de små økonomibiler, der trækker læssset.

På trods af, at bilsalget satte rekord i 2011, fortsætter salget med at stige. I januar steg salget af nye personbiler med 4 procent i forhold til samme måned sidste år. Også salget af varebiler fortsætter med at vokse. Der kom i januar 1.714 nye varebiler ud på de danske veje mod 1.610 i januar 2011.

Danskerne vil med andre ord fortsat gerne have nye biler. Og det i et omfang så salget – på trods af en samlet rekord i 2011 – fortsat steg i januar, set i forhold til samme måned sidste år. I alt 12.874 nye personbiler fik nummerplader på for første gang i januar.

Og der er pæne overraskelser i salgsstatistikken, kan bedrebilbiløkonomi.dk konstatere ved at dykke ned i den. For det tidligere så uglesete mærke Chevrolet ligger meget stærkt placeret på 2. pladsen med en markedsandel på 10,62 procent! Her er top 10:

Toyota: 10,93 pct.
Chevrolet: 10,62 pct.
Peugeot: 9,66 pct.
Ford: 8,21 pct.
KIA: 7,91 pct.
Hyundai: 7,07 pct.
Citroën: 6,72 pct.
Opel: 4,40 pct.
Suzuki: 4,96 pct.
VW: 4,28 pct.
Man forstår, hvorfor Volkswagen glæder sig til at få den lille Up! på markedet…

Kraftig fokus på totaløkonomien
“Bilsalget er kommet stærkt fra start i 2012 og det tyder på at den robuste markedsudvikling, som vi så i 2011 fortsætter i 2012. Vi oplever fortsat en stærk interesse blandt de private forbrugere, og der er i markedet fortsat et skarpt fokus på omkostninger og driftsøkonomi. Derfor ser vi også, at det blandt de private er de mindre modeller med god brændstoføkonomi, der driver efterspørgslen”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Forventer ikke ny rekord i 2012
Med baggrund i det stærke januar salg, er han optimist omkring udviklingen i de kommende måneder.
“Vi forventer fortsat at markedet vil udvikle sig stabilt i 2012. Der er en stærk grundlæggende efterspørgsel, og der kommer en række nye modeller på markedet i de kommende måneder, der yderligere vi være med til at drive salget, siger Bent Mikkelsen, der dog fortsat ikke forventer at markedet vil slå rekorder igen i 2012.

Varebiler i lille fremgang
Salget af nye varebiler steg i januar med 6,5 procent i forhold til januar sidste år, og i alt kom der 1.714 nye varebiler på gaden i årets første måned. En væsentligt mindre stigning, end de tocifrede vækstrater, der prægede markedet i 2011.
“Væksten i procent er mindre, men de høje procenttal sidste år var påvirket af, at markedet kom fra et meget lavt niveau i 2010. Helt som ventet oplever vi nu en stabilisering på et mere naturligt niveau og den fortsatte fremgang tyder på, at virksomhederne stadig søger at opfylde deres transportbehov gennem investeringer i nye varebiler med lavere driftsomkostninger”, siger Bent Mikkelsen.

Stor stigning for lastbiler
I alt 428 nye lastbiler blev indregistreret i januar 2012 mod 320 lastbiler i samme måned sidste år, svarende til en stigning på 33,8 procent.
“Lastbilsmarkedet har været længere om at komme sig oven på krisen end person- og varebilerne, men med den positive udvikling vi har set sidste år, og med den betydelige stigning i januar nærmer også lastbilsmarkedet sig en stabilisering, slutter Bent Mikkelsen.

Ny Chevrolet Orlando med bomstærk diesel kan knække værditabskoden

Den ny Chevrolet Orlando til 314.995 kr. plus levering med 163 hk dieselmotor, navi og automatgear lugter af et godt køb.

Chevrolet har et kedeligt problem, der er en arv fra tiden, da Chevrolet var lig med store benzinslugere fra USA i dårlig samlekvalitet eller mildest talt mystiske Daewoo-kreationer fra Sydkorea. Det er det store værditab, man lider som køber af en fabriksny Chevrolet. Hverken markedet eller forhandlerne holder hånden under brugtpriserne, ser det ud til. Men det kan den ny syvpersoners Chevrolet Orlando med toliters 163 hestes dieselmotor til kun 315.000 kr, inklusive navigation – og automatgear – ændre på. For det ligner en rigtig god forretning! Det er så billigt, at værditabet i kroner og ører ikke burde blive så stort endda. Det understøttes af forhistorien med benzinudgaven.

Smag og behag er forskellig, men den ny Orlando diesel burde blive et hit.

Benzinudgaven med 1,8 liters motor, som ikke imponerede biløkonomitjenesten autobuy.dk ved Årets Bil i Danmark 2011 på grund af sin lamme motor, har faktisk allerede bevist, at en billig syvpersoner Chevrolet kan være en god forretning. Købte man sådan en sag til 229.995 kr. plus levering i januar 2011, havde man ifølge bilpriser.dk ved salg til en forhandler i samme måned 2012 tabt 37.295 kr., svarende til 16,2 pct. Havde man i stedet købt en Opel Zafira 1.8 Essentia til 272.990 kr., ville man have tabt 76.990 kr. eller 28,2 pct. Forskellen er 39.695 kr. på ét år.
Ret overbevisende, ikke?

Stort værditab
Nu vil den danske Chevrolet-importør ganske vist ikke stå ved, at motoren i den ny dieseludgave er den samme, som den der sidder i Opel Zafira. Men GM ejer begge mærker, så man kunne jo håbe, den lækre motor i den ny Zafira er stærkt inspireret af denne… Og så er der efter autobuy.dk’s mening udsigt til en rigtig god totaløkonomi, især hvis man beholder bilen i seks-syv år.

Stærk dieselmotor
Og så kan vi springe til en beskrivelse af den ny model: “Det muskuløse design understreger bilens funktionelle egenskaber. Ikke færre end 163 momentstærke hestekræfter gemmer den nye Chevrolet Orlando 2.0 diesel under motorhjelmen, og kan derved levere større effekt, understøttet af et stort drejningsmoment, som når sit maksimum på 360 Nm ved 2000 omdrejninger/minut”, lyder de lokkende toner fra importøren.
“Den stærke dieselmotor giver bedre fartpræstationer, men gør det også muligt at trække en anhænger på op til 1500 kg. Oven i købet slipper man for selv at skifte gear, for en 6-trins automatgearkasse er inkluderet i prisen. Prisen er blot 314.995 kroner i introduktionsfasen – det er 38.000 kroner under den normale listepris. Og lige nu tilbydes også integreret navigation uden merpris”, fortæller Chevrolets pressechef, Dorthe Elimar Arvin.

Meget bil for pengene
“For de penge får man rigtig meget bil. Den kraftige motor er en stor fordel, hvis man ofte fylder bilen op. Der er siddepladser til syv personer og forvandles de fem til bagageplads, disponerer man over næsten 1,6 kubikmeter plads bag forsæderne. De bageste sæder kan oven i købet lægges helt ned, så bagagerumsgulvet bliver plant. I Chevrolet Orlando får man desuden en meget sikker bil, en af de sikreste MPV’er på markedet overhovedet, har de officielle Euro NCAP tests fastslået. Orlando har som standard seks airbags og Isofix-beslag til barnestole. ESP, elektronisk bremsekraftfordeling, ABS samt bremseassistent”, lyder det videre.

Omfattende udstyr
“Orlando inkluderer som standard en god portion af den slags udstyr, man sædvanligvis skal tilkøbe som ekstraudstyr. Automatisk klimaanlæg er standard i Orlando, det samme er automatgear, 7 sæder, baksensorer, sædevarme, eldrevne sideruder både for og bag, ratbetjent radio med USB, AUX og iPod funktion, tågeforlygter samt multijusterbart læderrat og førersæde. 16” eller 17” alufælge, afhængig af udstyrsversion, er også standard og det samme er tagbøjlebeslag”, slutter Chevrolet Danmark.

Hjælp, min kone vil have en lille… bil

Karen med hendes ny Peugoet 107 Cool

Konen fik sin vilje og fik en lille ny bil. Men jeg har stadig min Skoda Octavia stationcar. Læs hvordan du beholder din mandebil...

Naiv, som jeg var, troede jeg at konen var glad for sin velkørende bil, en Ford Mondeo 1.8 Business fra oktober 1994 med kun 165.000 km på tælleren til 26.500 kroner med træk. Og bulen i venstre fordør og den slidte lak betød jo ikke, den kørte dårligere… Men der kom nogle pip. Nogle pip, som ingen mand bør sidde overhørig. “Nu har jeg tanket for 500 kroner igen”, lød et typisk pip. “Det er ikke lige mig med sådan en stor, gammel bil”, lød et andet. “Vægtafgiften er godt nok dyr”, lød et tredje. Men hvad havde hun forestillet sig! Vi havde jo også min fine og økonomiske Skoda Octavia 1.9 TDI Combi Tour til de lange ture, så hvad betød det?

Kvindejammer

Men hun blev ved med sin kvindejammer. Og da den lokale Peugeot-forhandler pludselig en dag annoncerede med, at han gav 20.000 kr. i bytte for en Peugeot 107 for enhver gammel bil, der kunne rulle ind på forpladsen med nummerplader på, var helvede løs. “Det er lige sådan en lille bil, jeg kunne tænke mig”, skræppede hun. Nå ja, vi kunne da godt lige se den. Så ud i Mondeo’en og derhen.

Mødet med supersælgeren

Vi nåede ikke en gang at få en prøvetur. Vi stødte simpelthen ind i hr. S. Upersælger. Han kunne bare sit kram. “Vægtafgiften er kun 560 kroner om året, den går 20 km på literen, og vi kan give et lån på kun 4,25 procent fast rente. Og alle 20.000 kroner regner vi som udbetaling. Det er ikke alle forhandlere, der går med til det. Det er kun… vent et øjeblik … 1.411 kroner om måneden”, lød det fra salgschefen. Og så var der pludselig to underskrifter på salgskontrakten. For vi havde regnet på Mondeo’ens benzinforbrug, dens ejerafgift og dens vedligeholdelses- og reparationsudgifter, inden vi kom. Så vi kunne med det samme se, det kun ville koste 135 kroner ekstra om måneden at køre i en spritny Peugeot 107 Cool med aircondition – som Mondeo’en ikke havde.

Konens fornemmelse for biløkonomi
Nu burde vi selvfølgelig indregne værditabet også. På Mondeo’en ville der komme et meget beskedent værditab de kommende fire år, hvis vi tager det som eksempel. Den kunne altid sælges til skrot for 1.750 kroner. Så det ville maksimalt være et værditab på knap 25.000 kroner. Peugeot’en vil derimod tabe 40-45 procent af sin værdi de kommende fire år ved 20.000 km om året, skønner biløkonomitjenesten autobuy.dk, så det bliver minimum 44.000 kroner. Men konens fornemmelse for biløkonomi er nok ikke helt tosset alligevel…

De solgte 75 biler…
Et par måneder senere blev jeg klippet hos min tyrkiske frisør nede i kælderen ved Torvet. “Jeg har lige købt en ny Peugeot 107 til min datter. De tilbød 20.000 kroner for en gammel KIA, der kun var 6.000 kroner værd”, fortalte han. Og så fortalte han akkurat den samme historie, som jeg lige har fortalt. Det var bare bilhusets unge sælger, der havde besnakket ham.
Godt gået. De solgte 75 biler på den kampagne, fik jeg at vide bagefter.

Lad hende svede
Og Octavia’en, som konen syntes, vi nu skulle sælge? Tja, nu kan en 107’er ikke få træk på, så den kan ikke trække vores trailer med skrammel til min kones elskede “afladsplads”. Eller bruges til at hente brænde. Den kan heller ikke rumme et flyttelæs, når hendes ældste datter skal flytte til København. Så lad hende svede lidt. Og lad hende så få lov at låne den. Og hen ad vejen snakker hun mindre og mindre om at få den solgt…

VW smider rabat og navigation efter de hurtige købere

VW Golf Variant

På Golf Variant, f.eks., kan man spare 15.000 kr. og få gratis navigation smidt efter sig lige nu. Den fås nu fra 250.696 kr

Volkswagen har besluttet sig for at være med i priskampen og smider nu rabatter og navigation efter de hurtigste købere af en række udvalgte modeller. VW tilbyder fra dags dato både Golf og Polo til minimale priser. VW Danmark har valgt at nedsætte alle biler på lager af modellerne Golf, Golf Plus og Golf Variant med hele 15.000 kr. VW reducerer samtidig prisen på alle Polo-lagermodeller med 10.000 kr.

Ekstrabonus til de første
Ud over besparelsen på 10.000 eller 15.000 kr. har VW en ekstra gevinst til de hurtigste: Ved køb af en Polo eller Golf lagermodel får de første kunder samtidig Navigationsanlægget RNS 310, helt uden beregning. Dette er naturligvis inklusive montering af navigationsanlægget. Dermed er der en besparelse på min. 20.000 kr. til de hurtigste kunder. RNS 310 gives, så længe lager haves.
Både Polo og Golf var med hhv. 4.068 og 3.621 solgte modeller, blandt de mest populære biler i Danmark i 2011. Med dette tilbud, bliver det nu endnu mere attraktivt at erhverve sig én af Volkswagens bestsellere, påpeger pressechef Søs Righolt Illum. Tilbuddet gælder de 2011-modeller, der er på lager hos VW-forhandlerne i hele landet.

Der er en VW til alle
Tilbuddet på lagermodellerne omfatter et bredt udvalg af både Polo og Golf, Golf Variant og Golf Plus. Spændende fra den økonomiske Polo BlueMotion, der kører over 30 km/l til den hidsige Golf GTI, der til gengæld når 100 km/t på 6,9 sekunder, er der noget for enhver smag på VW-forhandlernes hylder. Bl.a. all-rounderen Golf Variant, der fås fra 250.696 kr. eller den praktiske Golf Plus, der tilbydes fra 238.444 kr. Polo, der bl.a. blev udråbt til Årets Bil i 2010, tilbydes til de hurtige fra 156.693 kr.. Ud over at være kvalitetsprodukter fra VW, er fællesnævneren for samtlige tilbudsmodeller, at de fås så længe lager haves.

20.000 kr. i bytte for en ny Alto – og besparelser i det daglige

Suzuki Alto har den bedste totaløkonomi af alle biler, mener Penge & Privatøkonomi. Nu kan den fås på særligt gunstige vilkår.

Den intense konkurrence i minibilsegmentet forstærkes fra dag til dag. Nu vil også Suzuki-importøren kaste 15.000 eller 20.000 kr. efter gamle biler, hvis kunderne ellers køber en Alto.
– Suzuki Alto har gennem de sidste to år været Danmarks billigste bil at eje ifølge magasinet Penge & Privatøkonomi, og lige nu får man hele kr. 20.000 for den brugte bil ved køb af en Alto Kick Aircon-model, fortæller pressechef John Mogensen, Suzuki Danmark.

Spar ved at købe ny, lille bil
De danske bilkøbere kan spare rigtigt mange penge ved at udskifte en ældre og mere benzinforbrugende bil med en ny Suzuki Alto. Med de høje og stadigt stigende benzinpriser er der alene her mange penge at spare. Kører den gamle bil f.eks. 12-13 km/l og 20.000 km pr. år, er der ca. kr. 8.000 at spare ved at køre i en Alto, som har et EU-snit på hele 22,7 km/l. I virkeligheden kører den nok ikke så langt på literen, men 16-18 km/l når man sikkert i det daglige, skønner autobuy.dk. Og dertil kommer en besparelse på et par tusinde kroner på ejerafgiften, da en Alto hører til i den billigste energiklasse, med en halvårlig ejerafgift på kr. 280. Oveni dette kommer den besparelse, der ligger i, at den nye bil er billigere at vedligeholde, hvilket nemt løber op i 2-3.000 kroner. Alt i alt en årlig besparelse, der kommer op på mere end kr. 12.000 – og som vil være der hvert år fremover. Derved kan bilejeren, ved at vælge en Alto, i dette eksempel forbedre sit månedlige rådighedsbeløb med ca. 1.000 kroner, hvilket vil lune godt i alle privatbudgetter. Forsikringen kan også være billigere.

Serviceaftale fra 199 kr. om måneden
Service- og vedligeholdelsesomkostningerne kan bilkøberen fastfryse ved at vælge en Suzuki Serviceaftale, som kan indgås fra kr. 199 pr. måned og med forskellige tilvalgs muligheder. På denne måde kommer der ingen overraskende værkstedsregninger i hele aftaleperioden.
På Suzukis hjemmeside www.suzuki.dk kan man nemt beregne, hvor stor en besparelse der kan opnås ved at køre i en Alto i forhold til de bilomkostninger, man har i dag. Og her vil man hurtigt opleve, at der kan være tale om rigtigt store besparelser, hvis den gamle og/eller benzinslugende bil udskiftes.

Få 20.000 kroner for den brugte bil
I februar måned er der en ekstra god grund til at købe en Suzuki Alto og dermed begynde at spare på bilbudgettet. Køber man en Suzuki Alto Kick eller Kick Aircon, giver Suzuki forhandlerne nemlig henholdsvis kr. 15.000 og kr. 20.000 i indbytningspris for den brugte bil.

Hele bytteprisen bør kunne gælde som udbetaling
Kick modellen er en special-udstyret kampagnemodel, der udover standardudstyr som ESP system, 6 airbags, servostyring og 5 døre også har fjernbetjent centrallås, el-ruder foran, cd-radio, tågelygter foran, specialindtræk i blå nuancer, og Aircon modellen har, som navnet antyder, også aircondition. Og da priserne ligger på kun kr. 104.990 for Kick og kr. 114.990 for Kick Aircon (ekskl. levering kr. 3.680 og metallak kr. 3.000), kan der gøres en rigtigt god handel. Indbytningsprisen kan gives som en kombination af rabat på den nye Alto Kick-model og forhandlerens købspris på den brugte bil. Den brugte bil skal være en indregistreret personbil, og der kan kun indbyttes én bil pr. ny Alto Kick. Husk at spørge forhandleren, om alle 15.000 eller 20.000 kr. kan indgå som udbetaling, råder autobuy.dk.

Friske tilbud på andre modeller
Kampagnetilbuddet med den høje indbytningspris startede den 6. februar og gælder så længe, lager af Alto Kick-modellerne haves. I forbindelse med kampagnen er Suzuki-forhandlerne også klar til at lave en frisk og god handel på andre Alto modeller. Og lige meget hvilken model der vælges, får man en lille velkørende og handy bil med 68 hk, 5 praktiske døre, god plads på forsæderne og et benzinforbrug på hele 22,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

At sælge sin brugte bil


På et tidspunkt skal de fleste sælge deres bil. Måske har man fået et barn mere, måske skal man til at pendle, eller måske skal man bare af med bilen af en helt tredje grund. Og hvad gør man så?

Hurtigt salg? Auktion!
Skal det gå stærkt, skal man sætte sin bil på auktion, enten en fysisk auktion som f.eks. BCA i Vejle eller på en internet-auktion som Bilbasen.dk eller Autocom.dk. Her vil 3.000-4.000 bilforhandlere have mulighed for at byde på bilen. Inden man sætter sin bil på auktion, kan man med fordel besøge en række lokale bilforhandlere for at høre, hvad de vil give for bilen. Det er lærerigt. For selv om ens bil står til 145.000 kr. i annoncerne, bliver man måske kun tilbudt 110.000 kr. Forhandleren skal betale brugtmoms, tjene lidt på den, klargøre bilen og betale for annoncering af den. Så når man sætter den på auktion, skal man være indstillet på kun at få en gros-prisen – altså den pris, som den mest interesserede bilforhandler vil give for bilen på en given dag. Det er den mindstepris, man skal prøve at gætte. Er man heldig, står to-tre forhandlere med en mulig køber i baghånden og byder hinanden op. Er man uheldig, er der kun én byder, og man får et dårligt bud på bilen. En rigtig god beskrivelse af bilen og gode billeder er et “must”.

Gennemsigtigt marked
Det gælder også ved privatsalg på internettet. Her kan være heldig at tjene 10.000-15.000 kr. ekstra på selv at stå for salgsarbejdet. Bilbasen.dk er størst, har næsten alle biler i Danmark og koster derfor penge. Bilzonen.dk og bilpriser.dk har gratis annoncer for private. Hovedreglen er her at udbyde den billigste bil. Danskerne er meget prisbevidste og vil ikke give 150.000 kr. for en bil, som de et andet sted i landet kan se udbudt til 140.000 kr. Det er et meget gennemsigtigt marked. Det må du indstille dig på.

30.000 dask for din gamle bil?

Chevrolet Spark

Du kan få 30.000 kr. i bytte for din gamle bil ved at købe en Chevrolet Spark - men kun en af de dyre modeller. Så tænk dig godt om.

Den danske Chevrolet-importør, der virkelig har virkelig har fået succes med især Spark og Cruze på grund af de gode priser på de nye , veludstyrede, veldesignede Spark- og Cruze-modeller,  har for tiden en kampagne. Den går ud på, at man kan få 30.000 gode, danske kroner, hvis man giver hvilken som helst bil, der kan køre, i bytte.

Tilbud gælder kun dyre modeller
Men læs det med småt og tænk dig om. Tilbuddet gælder ikke de billige modeller til 83.900 kr. plus 3.680 kr. i levering, men kun for Chevrolet Spark 1.2 LS til 126.995 kr. og LT Chicago til 140.995 kr. – plus prisen på metallak. Og, som importøren skriver i annoncen, så gælder det, at “Den garanterede minimumspris kan opnås ved en kombination af indbytningspris og rabat på ny bil”.

Vær sikker på at slippe for udbetalingen
Så hvis du drømmer om at slippe for udbetalingen ved at bytte med din skrotmodne bil, så spørg lige, om alle 30.000 kr. kan tælle som udbetaling. Chicago LS 1.3 koster 126.995 kr. plus 3.680 kr i levering, og hvis der skal lægges 5.000 kr. oveni som betaling for metallak, er prisen 131.995 kr. Så er udbetalingen 26.399 kr. plus de 3.680 kr. i levering, altså 30.079 kr. Så er det jo vigtigt, at alle 30.000 kr. for din gamle bil kan tælle som udbetaling. For 1.2 LT Chicago skal du lægge 140.995 kr. plus måske 5.000 kr og 3.680 kr. i levering, og så ender du på hele 149.675 kr. Så er udbetalingen lig med 29.199 kr. plus de 3.680 kr. i levering.

Og så er der måske andre biler, du er mere interesseret i, selv om du måske så kun får 15.000 eller 20.000 kr. i bytte på din gamle bil…

Fjern afgifterne og se 1.000 brugtbilforhandlere gå konkurs

Mange af de mest interessante samtaler, man har, finder sted hos frisøren. En dag sad jeg i en frisørsalon i Viby J. og ventede på at blive klippet, og jeg kunne ikke undgå at høre, hvad den unge bilmand i stolen fortalte frisøren: “Hvis man sænker eller fjerner registreringsaften, går stort set alle brugtbilforhandlere konkurs”.  Og han har jo ret. Hvis en ny bil til 200.000 kr. pludselig kun koster måske 130.000 kr. som i andre lande uden Danmarks skyhøje afgifter, rasler brugtbilpriserne ned med et brag fra den ene dag til den anden.

Lagerværdien falder

Så hvis forhandleren den ene dag står med et varelager til 10 mio. kr. og lageret næste dag kun er 6,5 mio. kr. værd, så skal der en ualmindelig god økonomi til for at overleve. De fleste forhandlere vil nok meget hurtigt få en opringning fra banken om, at de lige skal kikke forbi til en samtale om kassekreditten…
Så den vej er ikke farbar. Og det ved politikerne godt. Desuden vil de for intet i verden undvære de 16-17 mia. kr., som registreringsafgifterne skæpper i statskassen med hvert år. Sammenlagt lægger bilisterne 40-45 mia. kr.

Cadillac CTS Sport Wagon

En Cadillac som denne koster en bunke i registreringsafgift, men vi skal næppe vente en nedsættelse af den. Det er for dyrt.

Politikerne tøver
Derfor bliver afgifterne ikke sat ned, før der virkelig er en fantastisk god grund til det. Med et salg af  169.974 nyregistrerede personbiler blev 2011 det bedste år for bilsalget nogensinde, så man forstår politikernes tøven. Hvorfor gøre noget? Danskerne køber jo biler som vanvittige. Og derfor ender alle kulegravninger af loven om registreringsafgiften gang på gang med at sejle mod klippegrund.

Leasingselskaber undgår afgift

De seneste år har loven om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift på leasingbiler sat systemet under pres. Leasingselskaberne kan, har Morgenavisen Jyllands-Posten skrevet, stort set undgå at betale afgift af leasingbilerne, fordi de får bilerne umanerligt billigt af importørerne.
Eneste vej frem er at ligestille private bilkøbere med leasingselskaberne. Og ingen af parterne skal kunne slippe for at betale en rimelig afgift – så længe vi mener, der skal være afgifter på biler.

Ny sparemodel fra Ford: B-MAX


Ford vil slås på økonomi. Og det er kun godt for os forbrugere. Sent torsdag aften breakede de nyheden om en helt ny sparemodel, Ford B-MAX, lillesøster til C-MAX, der blev Årets Bil i Danmark 2011.
Fords nye fleksible SUV, Ford B-MAX som lanceres senere i år, sætter ny standard i sin klasse for brændstoføkonomi og CO2-emission med Fords nyeste benzin- og dieselmotorer
B-MAX med en 1,6-liters TDCi-motor har en emission på 104 g/km CO2 og bruger 4,0 liter diesel pr. 100 km. Det svarer til 25 km/l. Til sammenligning ligger tallene for konkurrenterne i samme klasse på 109-119 g/km CO2 og forbruget ligger 4,1-4,6 liter diesel pr. 100 km.

Ford B-MAX med 1,0-liters EcoBoost benzinmotor med 120 HK har en emission på 114 g/km CO2 og forbruger 4,9 liter benzin pr. 100 km, lig med 20,4 km/l. Det betyder, at man som ejer af Ford B-MAX kan spare op til ca. 2.500 kr. pr. år sammenlignet med B-MAXs benzindrevne konkurrenter, som har et CO2-udslip på 134 til 149 g/km og et brændstofforbrug på 5,7-6,4 liter pr. 100 km.
– Vores mål med den ny Ford B-MAX var, at gentænkte og redefinere segmentet ved hjælp af teknologi og innovation – og det indebærer blandt andet det laveste brændstofforbrug i segmentet, siger Barb Samardzich, vice president, Product Development, Ford of Europe.

B-MAX er udstyret med en serie teknologier, der reducerer brændstofforbruget og CO2-emissionen. Disse teknologier inkluderer Auto-Start-Stop, som automatisk slukker motoren, når bilen kører i tomgang; Ford Eco Mode informationssystem, der hjælper føreren med, at opnå en mere økonomisk kørsel; Gearskifteindikator der viser det mest optimale tidspunkt for gearskifte samt Smart Regenerative Charging, der lader batteriet op på de mest økonomiske tidspunkter i løbet af kørslen.

B-MAX repræsenterer også en helt nytænkt dørkonstruktion, som giver en enorm åbning og gør tilgangen til kabinen til en leg, for både fører og passagerer samt bagage. Midter-stolpen i bilen er fraværende, når dørene åbnes. Ford har simpelthen integreret midterstolpen i dørene.

Ud over Ford B-MAX iøjenfaldende design, vil kunderne også opleve en gennemtænkt og fleksibel sædeindretning og et klasseledende stort bagagerum – samt et materialeudvalg i en kvalitet, der ikke normalt ses i en bil i dette bil- og prissegment.

B-MAX præsenteres på den internationale biludstilling i Geneve i marts og lanceres i Danmark senere i 2012.

Spar 128.000 kr. på at lease Mazda6 Sport stationcar


Mazda vil gerne have flere eksemplarer af af sin fine Mazda6 DE 2.2 diesel stationcar på vejene. Og det forstår man jo godt. De danske afgifter, der smækker 180 pct. afgift på den del af bilens pris, der hopper over 80.000-kroners overliggeren, har det bare svært. De er plaget af et højt værditab og dermed en dårlig totaløkonomi. Hvad gør man så?
Jo, man gør som Mazda Danmark: Tilbereder en lækker privatleasingaftale. Med kun 17.500 kr. i førstegangsbetaling og kun 3.650 kr. om måneden i fire år, inklusive al service, kan køb ikke konkurrere, konstaterer biløkonomitjenesten autobuy.dk. Med læderstue plus indbygget 7 tommer navigation er prisen 3.835 kr. om måneden. Med i prisen er 15.000 km om året. Man kan aftale op til 60.000 km om året, men så stiger prisen naturligvis.


Besparelse på 128.000 kr.

En direkte sammenligning er desværre umulig. Den Sport-udgave, man her kan lease, findes ikke som købemodel med 129 hk, kun som Advance-model, som koster 370.093 kr. plus levering, fortæller chefkonsulent Niels Grøftehauge fra bilvurderingstjenesten bilpriser.dk. Sport-modellerne i stationcarudgave koster fra 463.086 kr. plus levering. Hvis Sport-modellen med 129 hk kunne købes som stationcar, estimerer han værditabet over fire år og 60.000 km til 239.507 kr. Lægger man serviceudgifter på ca. 20.000 kr. oveni, lander vi på 259.507 kr. Og det er endda ikke nok. Man har ved køb også flere renteudgifter. Med en skønnet udsalgspris på 443.000 kr. på en tænkt Mazda 6 2.2 DE Sport stationcar med kun 129 hk, vil finansieringsomkostningerne med oprettelsesudgifter på 3,5 pct. og en tinglysningsafgift på 1.400 kr. og en fast rente på 7 pct. være ca. 65.600 kr. Så er totalen oppe på ca. 325.000 kr.
Til sammenligning lyder leasingtilbuddet på i alt 192.700 kr. plus renteudgifter på de 17.500 kr., som man skal smide i førstegangsbetaling. Det giver med samme rentesats og samme oprettelsesudgifter kun ca. 4.500 kr., og så lander vi på i alt 197.200 kr. Leasing giver altså en besparelse på ca. 128.000 kr.!

Alt i udstyr
Mazda6 i Sport-versionen er topmodellen med alt i udstyr. Udstyrslisten tæller blandt andet Bi-Xenon-forlygter med aktivt kurvelys, BOSE-audiosystem, nøglefrit låse- og startsystem, parkeringssensorer for og bag, Rear Vehicle Monitoring, sæder med dellæder, 18″ aluminiumsfælge, 2-zone klimaanlæg, fartpilot, regnsensor og meget mere.