Leas en Fabia på nettet

Skoda Fabia Combi kan nu leases på nettet

Klik 10 gange og hent en leaset Fabia Combi inden 10 dage, lover importøren.

Nu kan man lease en Škoda Fabia Combi online andre steder end på GoMore.dk. Škoda introducerer nu privatleasing online, så kunderne nemt og bekvemt kan bestille den hjemme og hente den hos en forhandler. På tide, kan man roligt sige.

“Škoda udvikler digitale løsninger, som gør det nemt og bekvemt at være kunde. I forvejen kan man bl.a. konfigurere og opleve sin Škoda i vores bil-konfigurator. De fleste danskere handler jævnligt i netbutikker, og derfor er det et naturligt skridt, at man nu også kan bestille sin Škoda online. Der vil løbende blive tilføjet flere af Škodas populære modeller til sitet,” siger Michael Ebeling, der er direktør for Škoda Danmark.

Starten på en ny tid

Med færre end 10 klik vælger kunden bl.a. motorstørrelse, forsikringsselskab og udleveringssted. Derefter får kunden en kvittering for bestillingen på e-mail, og da der er tale om lagerbiler, vil bilen kunne hentes hos den valgte Škoda-forhandler indenfor 10 dage.

“Det personlige møde med Škoda-forhandleren er fortsat vigtigt, fordi kunden får en grundig introduktion til bilen, når den bliver udleveret. Men vores privatleasing online er kun begyndelsen på en ny tid, hvor kundeoplevelsen i den fysiske butik vil smelte sammen med onlinehandlens bekvemmelighed,” understreger Michael Ebeling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *