Her får du bilnyheder, der især handler om de økonomiske aspekter af nyheden

Prius den Tredje – for politisk korrekte børnefamilier med penge nok

Toyota Prius+ H3 har syv sæder og hybriddrift. Lige noget for den politisk korrekte mangebørnsfamilie med penge nok. Den koster 543.994 kr.


Endnu en tung bil, denne bil nr. fire. Den er lidt svær at blive gode venner med. I ECO-mode flytter den sig ikke rigtigt, og i Power-mode bliver hjælpemotoren hysterisk. Det er bare irriterende, og man kan undre sig over, at den sælger så godt i USA, som den siges at gøre. Kun er det behageligt, at den kører på eldrift ved lave hastigheder.
Bilens “hjørner” er lidt svære at overskue, og førerpladsen er lidt trang. Udsynet er udmærket, det samme er sæderne. Speedomeret viser 68, når man kører 60 km/t, og bremserne er afsindigt skrappe.
Garantien er okay: tre år generelt, fem år på hybriddele og 12 år mod gennemtæring.
Men er man i markedet efter en kvalitetsbil med syv sæder, der ikke sviner mere end højest nødvendigt, så er der ikke mange at vælge imellem. Der står den stærkt. Det danske afgiftstystem ødelægger bare spøgen.

Subaru XV 2.0 – et underligt gadekryds

Subaru XV kunne måske blive et hit på gule plader.


Vi er kommet til nummer tre i rækken, en Subaru XV med en 2-liters boxerdiesel med 147 hk til ikke færre end 546.900 kr.
Subaru’en er et underligt gadekryds. Den er tænkt som en SUV eller crossover, men designet er ikke helt i skabet, og interiøret er i hård plast, så den virker lidt mere som en varebil. Kabinen er trang, og de glatte lædersæder er irriterende. XV fås fra 369.700 kr. Billigste varebil er 218.901 kr. plus moms. Den kunne være det fornuftige valg, hvis man alligevel er ude efter en egoistbil, som er kendt for sin kvalitet. Det er bilen uden sygedage. De årlige 5.040 kr. i “misundelsesafgift” strækker langt med den besparelse.
Motoren, der er lidt rå i det, leverer en dyb “grollen”. Men sådan skal det være, når man køber en boxer. Tyske og franske HDI-motorer er dog bedre, både i ydelse og momentudfoldelse..
Hele to infoskærme er med til at forvirre føreren

B-Max 1.0 EcoBoost – en fuldtræffer fra Ford

Ford B-Max 1.0 EcoBoost er en fuldtræffer.


Biltest nr. to ved Årets Bil i Danmark 2013 – Ford B-Max 1.0 EcoBoost var en meget stor positiv overraskelse. Det er en meget tiltalende bil med et smart skydedørsarrangement til bagsædet – langt smartere end Opel Merivas “selvmordsdøre”, der åbner forud.

En genial skydedør gør det let at komme til bagsædet, også på snævre parkeringspladser.


Perle af en motor
Den lille benzinmotor, der ifølge EU-tallene klarer 20,4 km/l i en B-Max, er en perle af en motor. Sprød og stærk. Og bilen er livlig og letkørt som få, har et fint udsyn, og må være enhver ung mor ellers fars drøm af en bil. Tre teenagere er der dog ikke plads til på bagsædet.
Alt sidder rigtigt og er let at betjene, og en god detalje er de to flaskeholdere og de fire kopholdere til forsædepassagererne. Lydanlægget er middelmådigt, men okay.
Prisen på 240.900 kr. er helt okay!

Citroën C4 Aircross til whiskybæltet

Citroën C4 Aircross er måske bil nr. 2 i whiskybæltet eller firmabil for den kreative klasse.


Den første testbil ved Årets Bil i Danmark 2013 er en Citroën C4 Aircross 1.6 HDI 115 hk med både 2-hjuls- og 4-hjulstræk til 449.990 kr. Den fås fra 409.990 kr. Med en lille drejeknap kan man vælge 4WD eller 2WD.
Det første indtryk er, at det er en tung bil, og det kræver et pænt speedertryk at få 1,6-liters dieselmotoren at skubbe den høje crossover eller SUV op i fart. Men når først den noget snerrende motor har fået C4’eren op i marchhastighed, er det ganske behageligt.
Sæderne er faste, det samme er affjedringen. Den er forbløffende fast. Interiøret er flot, og det er nemt at finde en god kørestilling. Hele fire kopholdere sørger for, at der er plads til både flasker og kopper.
En bil, der fint kan glide ind som “konebil” på villavejene i Nordsjælland. Ansatte i den kreative klasse vil sikkert også kikke lidt småforelsket på den.
Speedometeret er ekstremt nøjagtigt, så pas på.

Årets Bil i Danmark 2013 er i gang

Årets Bil 2013 er i gang


Mens regnen siler ned over Jyllands-Ringen, er Årets Bil i Danmark 2013 gået i gang. Regnen gør fotograferingen af bilerne til en besværlig opgave, men de 21 medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark, der onsdag kl. 14 skal kåre Årets Bil, går på med krum hals.

De deltagende biler er:

Mikro
Fiat Panda
Seat Mii/Skoda Citigo/VW Up

Mini
Peugeot 208
Renault Clio

Lille mellemklasse
Audi A3
BMW 3-serie
Honda Civic
Hyundai i30
Kia Ceed
Mercedes-Benz A-klasse
Volvo V40

MPV
Fiat 500L
Ford B-Max
Mercedes-Benz B-klasse
Toyota Prius Plus

SUV/crossover
Citroën Aircross
Honda CR-V
Mazda CX-5
Opel Mokka
Subaru XV

El
Renault Fluence Z.E.

Livsstil
Citroën DS5

Årets Bil i Danmark gennem tiderne:
1969: Ford Capri – 1970: Fiat 128 – 1971: Citroën GS – 1972: Fiat 127 – 1973: Audi 80 – 1974: Fiat 126 – 1975: VW Golf – 1976: Simca – 1307/1308 – 1977: Ford Fiesta – 1978: Alfa Romeo Guilietta – 1979: Fiat Ritmo – 1980: Opel Kadett 1.3 – 1981: Ford Escort 1.3 L – 1982: VW Polo – 1983: Ford Sierra – 1984: Fiat Uno – 1985: Opel Kadett – 1986: Ford Scorpio – 1987: Peugeot 309 – 1988: Peugeot 405 – 1989: Fiat Tipo – 1990: Renault 19 GTX – 1991: Nissan Primera – 1992: Citroën ZX – 1993: Mazda 626 – 1994: Citroën Xantia – 1995: Fiat Punto – 1996: Fiat Bravo/Brava – 1997: Skoda Octavia – 1998: Alfa Romeo 156 – 1999: Ford Focus – 2000: Fiat Multipla – 2001: Skoda Fabia – 2002: Peugeot 307 – 2003: Citroën C3 – 2004: Mazda 3 – 2005: Mitsubishi Colt 5D – 2006: Seat León – 2007: Opel Corsa – 2008: Mazda 2 – 2009: Honda Jazz – 2010: VW Polo – 2011: Ford C-Max – 2012: Opel Ampera

Spar 47.500 kr. på Renault Mégane

Renault sætter konkurrenterne under pres med prisnedsættelser på 47.500 kroner på alle versioner af Renault Mégane. For eksempel koster en Renault Sport Tourer med klassens bedste brændstoføkonomi – 28.6 km/l – lige nu 239.900 kroner

47.500 kroner. Det er mange penge, og det er hvad der er at spare på samtlige versioner af Renault Mégane – alle udstyret med klimaanlæg, regnsensor og alufælge som standard.

Renault Mégane er en populær bil, og nu bliver der endnu mere rift om den. Lige nu kører Renault en hidtil uset skarp priskampagne på alle versioner af Renault Mégane – diesel, benzin, stationcar og hatchback.
Priserne begynder helt nede ved 193.900 kroner for en fem dørs 1.6 liters benzin version, mens samme version i stationcar blot koster 203.500 kroner. Ønsker man en stationcar med 90 hk dieselmotor er prisen 221.900 kr, og for blot 239.900 kroner kan man få fingrene i klassens mest brændstoføkonomiske stationcar – den 110 hk diesel, der klarer hele 28.6 km/l. Igen her er der 47.500 kroner at spare.
Inklusive i den attraktive pris er komfortudstyr som bluetooth-radio, klimaanlæg, regnsensor, alufælge og tågeforlygter.

Aggressiv prisfastsætning

Hos Renault Danmark er man ikke i tvivl om, at der bliver rift om Renault Mégane til så attraktiv en pris.
– Renault Megane har hele tiden været prissat aggressivt, men efter vores prisnedsættelser har vi ganske enkelt priser, som ingen konkurrenter kan matche. I forvejen har vi op til 42.000 kroners rabat på Renault Clio, der står foran et modelskifte, så vi markere os stærkt for øjeblikket, siger pressechef Søren Hyltoft, der mener at de aggressive priser cementerer en i forvejen opadgående salgskurve.
-Da vi i 2008 etablerede os som ny importør af Renault i Danmark lå vi og rodede nede på en 16. plads og var et bilmærke, der nærmest var røget ud i glemslen. Nu ligger vi på en 7. plads og er for alvor rykket op i superligaen. Og der er ingen tvivl om at vores ambitioner rækker videre, og det er den nyeste kampagne en understregning af, siger Søren Hyltoft.

Gasbiler måske på vej i Danmark – regeringen overvejer nye regler

Henrik Dam Kristensen og Anker Boye ved en gasbil fra Naturgas Fyn

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og Odense Kommunes borgmester Anker Boye (S) var med, da Naturgas Fyn tog sine 14 gasbiler i brug.

Regeringen bebuder en lovændring vedrørende gasbiler, skriver TransportMagasinet.dk på baggrund af oplysninger fra De Danske Bilimportører. Nu skal afgiften på biler drevet af naturgas sættes ned, så gasbilen bliver konkurrencedygtig med diesel- og benzinbiler.

“Biler drevet af natur- og biogas betaler i dag grøn ejerafgift efter en udregning foretaget på baggrund af deres vægt, frem for på baggrund af det udslip, der er noteret på disse bilers COC-dokument. Det har typisk betydet, at afgiften blev mellem fire-seks gange større, end den ville være efter det reelle udslip”, skriver TransportMagasinet.dk.

Det er De Danske Bilimportører, der har rejst sagen, og i sidste uge har skatteministeren meddelt Folketingets skatteudvalg, at han i den kommende folketingssamling vil fremsætte lovforslag for at sikre at afgiften fremover udregnes på baggrund af forbrugstal frem for vægt.

Afgiften skal 2 kr. ned
Naturgas Fyn, der har alle de 14 eksisterende gasbiler i Danmark, glæder sig over dette, men peger på en
– Registreringsafgiften på gasbiler skal svare til afgiften på benzin/dieselbiler.
– Den grønne ejerafgift skal passe til andre biler.
– Afgiften på gas skal nedsættes med 2 kroner pr. kubikmeter, så den danske gasafgift svarer til den svenske og tyske.
Så er Naturgas Fyn klar til at investere i tankstationer, der ønsker at sælge gas.
Gasteknologien er her allerede. Man kan for få tusinde kroner få ombygget sin benzin- eller dieselbil, så den også kan køre med gas. Desuden findes der allerede et bredt udvalg af gasbiler, skriver TransportMagasinet.dk.
Gasbiler udsender 90 pct. mindre NOx end dieselbiler – og ingen partikler. Naturgas indeholder 25 pct. mere energi end en liter benzin, og produktionsprisen er ens.

Fakta
Alle Naturgas Fyns 14 biler er af den såkaldte BiFuel motor type:

– Modificeret benzinmotor:kan køre på både benzin og naturgas – og biogas
– Oftest én tank til benzin og en-tre til gas. Brændslerne blandes ikke
– Forstærkede gastanke er fabriksmonteret under eller bag i bilen
– Aktionsradius med både gas og benzin i brug er ca. 900-1100 km
– Driftssikker i alt slags vejr
– Gassen er komprimeret til 200 bar tryk
– Optankningen tager 3-4 minutter
– Opfylder Euro5-normen

Køb USA-dele uden at bøvle med told og moms selv

Shop USA på Ving Run 2012

ShopUSA.com, der klarer alt bøvlet med moms og told ved import af USA-reservedele, var med på amerikanertræffet Viking Run i Roskilde 3. til 5. august.

Internettets mange muligheder er også kommet bil-, motorcykel- og bådejerne til gode. Hver eneste uge importeres der reservedele til bilen fra USA. Dette skyldes en dansk internettjeneste der gør det nemt at købe ind i USA og få varerne sendt direkte til Danmark. Internettjenesten hedder ShopUSA.com og de håndterer fragt, told og moms for dig. Tjenesten formidler også brugte biler.

Prisen kendt på forhånd
ShopUSA oplyser en samlet pris på fragt, told og moms via lommeregneren på hjemmesiden ShopUSA.com. Så skal man ikke længere bøvle med told og moms til SKAT.
– Købes eksempelvis reservedele til bilen for $300 indtastes dette beløb i lommeregneren på ShopUSA.com og så vælger du varekategorien ”reservedele til biler og mc” – Tryk ”Beregn pris”, hvorefter den total pris på fragt, told og moms vises; i dette eksempel 1.056 DKK, samt den totale pris på varen inkl. fragt, told og moms så du som kunde kan se hvad du i alt skal betale; i dette eksempel 2.853 DKK, forklarer Michael Brønnum-Schou fra ShopUSA.
– Det er ganske smart, idet du dermed altid kender dine samlede omkostninger inden du handler i USA. ”Vi vil gerne gøre priserne så gennemskuelige som muligt således at du som kunde altid kender til alle omkostninger inden du handler i USA, tilføjer han.
– Reservedele til bilen er ofte vanskelige at anskaffe her i Danmark på grund af et begrænset udvalg, eller fordi de er utroligt dyre. Med de utallige muligheder i USA er det blot et klik væk fra sofaen, pointerer Michael Brønnum-Schou.

Ingen begrænsninger
Man kan handle i flere webbutikker og får det sendt samlet til Danmark, oplyser ShopUSA. Flere kunder handler gerne i 3-8 forskellige og får varerne fragtet til deres virtuelle amerikanske postadresse hos ShopUSA i Virginia Beach, USA.
– Det behøver ikke altid handle om kun at spare penge. Fordelen ved at handle i de amerikanske webbutikker er, at udvalget er enormt og endnu bedre er de utallige valgmuligheder af alverdens varer, produktsortiment og webbutikker, tilføjer han.
Det gælder specielt gamle dele til veteranbiler og motorcykler (Packard, Harley Davidson, Oldsmobile, m.m.), men det kan også være nyere dele til amerikanske og europæiske biler; Chevrolet, Pontiac, Porsche, Jeep Cherokee, Ford Mustang GT, Mercedes, Bayliner, m.m.

Billigst med skib

Når man har købt alle sine varer hos eksempelvis eBay, Amazon, Mustangs Unlimited, Classic Industries, Marineengine, Defender, registreres varekøbene på ShopUSA.com. Her betaler man for fragt, told og moms til Danmark. Når ens varer er modtaget på din amerikanske postadresse hos ShopUSA fragtes de videre hjem til køberens adresse i Danmark.
– Du kan derfor roligt læne dig tilbage i sofaen og købe alle de varer du ønsker direkte fra USA. Du kan roligt vente på at dine varer bliver leveret til dig i Danmark efter 5-10 arbejdsdage, hvis varerne sendes med fly eller 5-6 uger hvis du vælger de skal sendes hjem med skib, slutter Michael Brønnum-Schou fra ShopUSA.

Guide til shopping i USA

Alle varer, der er tilladte at importere fra USA, kan importeres via fragtservicen ShopUSA.com
1. Opret dig først som bruger på ShopUSA.com – det er gratis og du får hermed tildelt en amerikansk postadresse hos ShopUSA i Virginia Beach, USA.
2. Så starter spændingen for nu kan du handle i alle de amerikanske webbutikker – husk blot at anvende din amerikanske ShopUSA postadresse som leveringsadresse i de amerikanske webbutikker.
3. Når du har handlet – registrer du dine indkøb på ShopUSA.com. Når dine varer ankommer til ShopUSA bliver de kontrolleret om indhold stemmer med det du har registreret på ShopUSA.com
4. ShopUSA hæver herefter omkostningerne for told, moms og fragt og sender dine varer hjem til dig i Danmark

Dansk talende kundeservice

ShopUSA har kontor i København, hvor deres dansktalende kundeservice sidder klar hver dag til at hjælpe kunder med at handle varer i USA. Hertil findes der en dansk video på hjemmesiden der forklarer om fragtservicen.

Renault Clio på udsalg – Tourer fås til 128.900 kr.

Renault Clio kan nu fås som stationcar fra 128.900 kr.

Renault Clio kan nu fås som stationcar fra 128.900 kr.

Så er der – igen – udsalg på Renault Clio. Lige nu kan man spare op til 42.000 kroner på en Clio. For eksempel koster en veludstyret Renault Clio Sport Tourer nu blot 128.900 kr., oplyser importøren.
Med knap 12 millioner eksemplarer solgt i 115 lande over hele verden og en historik, der rækker 22 år tilbage, er Renault Clio et ikon for Renault. Og nu kommer fjerde generation.

Oprydning på lageret
Men inden den nye version slippes løs i slutningen af året, skal der ryddes op på lageret, og det betyder prissættelser på mellem 39.000 – 42.000 kroner.
– Eksempelvis kan man lige nu erhverve sig en Renault Clio stationcar til blot 128.900 kroner – det er 41.000 kroner under listeprisen. Og det er for en version med 75 hk benzinmotor og proppet med udstyr som aircondition, radio/CD, elspejle og meget meget mere, påpeger pressechef Søren Hyltoft.

138.900 kr. for diesel med 75 hk
De store prisnedsættelser gælder alle versioner af Renault Clio – både hatchback og stationcar, diesel og benzin. Har man ikke brug for en stationcar, men ”nøjes” med en femdørs hatchback, og er mere til diesel end benzin, kan man spare 40.000 kroner på den super økonomiske 75 hk dieselversion, der kører 25 km/l. Den koster normalt 178.900, men efter prisnedsættelsen 138.900 kroner.

Udsalg til lageret er tømt
Hos Renault Danmark er man ikke i tvivl om, at der bliver rift om Clio til en så attraktiv pris.
– Renault Clio er i forvejen vores mest populære model. Nu skal vi så have ryddet op, inden den nye Renault Clio introduceres sidst på året, så vi banker priserne helt i bund. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ret hurtigt får tømt lagrene. Ikke mindst fordi vi kan tilbyde alle versioner, lige fra den mindste benzinmotor til den største diesel og fra hatchback til stationcar, siger pressechef Søren Hyltoft hos Renault Danmark

Kampagnen løber frem til den 31. oktober eller så længe lager haves.

Hundreder af “varme” SEAT Mii på vej til Danmark

Seat Mii

Hundrevis af SEAT Mii er på vej til Danmark.

Salget af de små, brændstoføkonomiske biler er nærmest eksploderet siden sidste år. Rygtet går, at det kan være svært at få én, og at ventetiden er lang. SEAT har imidlertid gjort en ekstra indsats for at få biler til Danmark. Næsten 1.000 styk af bilen, der er blevet kaldt Danmarks bedste bilkøb, er i juli og i løbet af august klar til levering fra sommervarmen i syd. Også i femdørs-udgaven.

Småbilssalget boomer

Siden sidste år er antallet af små biler steget markant. De mindste biler udgjorde således i maj hele 58 pct. af det samlede personbilssalg mod kun 44 pct. i maj sidste år, viser tal fra Bilimportørerne. En stigning på over 25 procent.
“Der er knald på salget af minibilerne i Danmark. Og vi mærkede helt fra introduktionen af Mii i Danmark stor interesse fra privatkunderne. Vi har derfor gjort en ekstra indsats for ikke at stå i en situation, hvor vi ikke kan levere de biler, som folk faktisk gerne vil have”, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen, direktør for SEAT i Danmark.

Hvis man ikke kan få en Up!
Så hvis man ikke gider stå i kø til tvillingen VW Up!, er det altså bare at gå til nærmeste SEAT-forhandler:
“Vi har allerede solgt over 700 Mii, men vi har gjort en ekstra indsats for at sikre produktion til Danmark, så vi kan levere her og nu, og vi vil også kunne levere i august. Vi har 200 Mii klar til levering nu, og vi har 700 i produktion til det danske marked i juli og august måned. Det omfatter også de populære femdørs udgaver, som i disse dage begynder at lande i forretningerne”, fortsætter direktøren.

Røverkøb og prisbombe
SEAT Mii er flere gange blevet omtalt som både et røverkøb og en prisbombe.
“Fakta er, at SEAT Mii er velkendt spansk-tysk design og kvalitet. Og den kommer med sikkerhedsudstyr som ABS, ESC og det innovative sikkerhedssystem City Safety Assist, der automatisk bremser, så du kan undgå sammenstød ved hastigheder under 30 km/t. SEAT Mii opnår fem stjerner i den anerkendte Euro NCAP crash test og regnes for en af de mest sikre biler i segmentet”, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Fås fra 79.900 kr.
Alle Mii-modellerne er Ecomotive-versioner, der kører op til 24,4 km/l ved blandet kørsel. Det svarer til CO2-emissioner på kun 96 g/km for versionen med 60 hk og henholdsvis 23,8 km/l og 98 g for versionen med 75 hk. Det attraktive brændstofsforbrug skyldes bl.a. Mii Ecomotives start-stop-system og andre tiltag.
SEAT Mii havde premiere 18.- 20. maj, hvor SEAT-forhandlerne over hele landet holdt åbent hus.
Den ny SEAT Mii fås til priser fra 79.900 for en 3-dørs og en 5-dørs fra 93.400 inkl. aircondition.