Økonomitest: Volkswagen Up! mod Peugeot 107

Volkswagen Up

Volkswagen Up! Move Up klarer sig særdeles godt i en økonomiduel mod Peugeot 107 Cool.

Af Finn Arne Hansen, autobuy.dk ©

Mikrobilen Volkswagen Up! kom sent på banen, men Move Up-udgaven til 119.168 kr. inklusive DK-pakke og levering klarer sig særdeles flot i en økonomiduel mod en af “trillingerne”, Peugeot
107 Cool til 112.165 kr. inkl. levering og tonede bagruder.

Volkswagen eller VW i kort form kom sent i gang med at konkurrere om mikrobilkunderne. Mens især Toyota, Peugeot og Citroën sprøjtede titusindvis af Aygo’er, 107’ere og C1’ere ud på de danske veje, kunne man i Wolfsburg kun se til. Den forældede Fox fra Mexico og den for dyre – men fine – Polo, kunne slet ikke bide skeer med “trillingerne” med supermotoren fra Daihatsu, heller ikke med Hyundai i10, KIA Picanto og sidste års rekordsælger Chevrolet Spark. Men VW brugte tiden klogt. De studerede de andre mikrobiler, og de spurgte tydeligvis kunderne, hvad de savnede og kritiserede hos trillingerne. Og så byggede de noget, der var bedre.

VW Up! er kram

Up! lyder ikke af blik, når man lukker dørene. Det siger tjunk som i en “rigtig” bil. Den er kram. Sæderne er rigtigt gode. Bagagerummet er på grund af den 20 cm længere bil meget mere anvendeligt end i Peugeot 107. Der kan faktisk stå en kasse øl eller sodavand, uden at man skal lægge bagsædet ned. Der bliver i øvrigt ikke helt fladt, desværre, der er to plateauer. Men det gælder også 107’eren.

Alle instrumenter og greb er enkle og lette at gå til. Radioen er enkel og “gammeldags”. Man tænder og slukker og skruer ned og op på en rund knap. Lyden er ikke imponerende. Og der mangler et makeup-spejl til føreren. Man føler sig godt tilpas og klar til at køre langt. Udsynet er også fint. At man ikke kan få højre forrude op og ned fra førersædet er irriterende, men det gælder også 107.

Afbalanceret motor med ro på

Den trecylindrede motor med et slagvolumen på en liter yder 60 hk. Man kan også få 75 hk, hvilket skaffes via software. Momentet i de to motorvarianter er ens, men over 6.000 o/m er der mere skub i modellen med 75 hk. Godt til overhalinger, men ligegyldigt i det daglige. Motoren rykker ikke vildt, men efter et godt, langt tilløb, kan den sagtens køre 130 km/t og derover uden at larme – som trillingerne gør. Affjedringen er meget fast, styringen upåklagelig.
Modellen har stop-start-system. Husk at bruge det.

Farligt dagslys

Slukke baglygter på VW Up


Baglygterne er slukkede på VW Up!, med mindre man tænder nattelyset. Det kan være farligt i dårligt vejr.

En detalje påkalder sig lidt negativ omtale, og det er baglygterne, som af sparehensyn er slukkede, når kørelyset er tændt. I tåge eller under andre dårlige vejrforhold kan det være farligt, at de bagfrakommende ikke kan se lysende lygter. Det kan ikke ordnes via bilens computer, oplyser importøren. Man kan til gengæld køre med aftenlyset tændt altid. Det slukker, når man tager nøglen ud.
Smart er det imidlertid, at to små forlygter klarer kørelyset foran, så man ikke brænder 2 x 55 Watt af i timen om dagen.

GPS med eget stik

GPS til VW Up


GPS’en fra DK-pakken er nem at montere og afmontere.

Godt tænkt er også løsningen på, hvordan GPS’en (en del af DK-pakken) sættes fast. VW har simpelthen lavet et stik på toppen af instrumentbordet, så man kan montere og afmontere GPS’en på få sekunder. Når den ikke er monteret, kan man skjule fordybningen med en lille plasticbrik.

God gensalgsværdi

Det var en stor fornøjelse at køre VW Up! Den er på næsten alle punkter en bedre bil end 107’eren. Men den kørte “kun” 17,7 km/l (FDMs blad Motor har efterfølgende målt den til 21,5 km/l, red.). Så når den til sidst endte med en totaløkonomi ved kontantkøb på 1,71 kr. pr. km over fire år og 80.000 km, så skyldes det især en god gensalgsværdi, viser autobuy.dk’s beregninger.
Låner man hos VW Finans til 3,95 pct. og skaffer de sidste 20 pct. i banken til 9,5 pct., lander man på 2,07 kr. pr km.
Måske bliver brændstoføkonomien bedre med tiden. Testbilen havde kun kørt ca. 800 km.

Du skal købe VW Up! Move Up, hvis:
– du går mere efter VW-kvalitet end laveste omkostninger
– du pendler på landevej
– du kan lide en tyst bil på motorvejen
– kan lide “gammeldags” greb og ditto radio
– du ønsker god gensalgsværdi
Du skal lade være med at købe VW Up! Move Up, hvis:
– hvis du eller ægtefællen er over 1,85-1,90 meter høj
– du har svært ved at leve med et langsomt optræk
– du drømmer om noget, alle andre ikke har (for det sker snart)
– du har svært ved at leve med dårlig lyd og en halvdårlig kopholder
– du ofte plejer at køre med fire passagerer
VW Up! Move Up får fem stjerner, fordi totaløkonomien med den mængde udstyr er udmærket i mikroklassen. Men der er biler med bedre økonomi, og den har kun fire sæder. Og kun to års garanti

Peugeot 107 vinder økonomiduellen

Peugeot 107


Peugeot 107 vinder økonomiduellen.

Og så kan vi jo lige så godt springe til konklusionen: Peugeot 107 vinder økonomiduellen. Ved kontantkøb lander den på 1,63 kr. pr. km og med en udbetaling på 20 pct., som skal lånes i banken på samme vilkår som ovenfor nævnt, lander den på 2,01 kr. pr. km. Det er dog kun seks øre billigere end VW Up!, og det skyldes et dyrere lån hos Peugeot Finans og en lavere gensalgsværdi. Benzinøkonomien fejlede nemlig ikke noget, den landede på 19,6 km/l i snit. Selv på en tur hjem fra Vestkysten med to personer, hund og en masse bagage, klarede den 19,8 km/l.

Har man en gammel bil, der næsten intet er værd, giver Peugeot 20.000 kr. i kombineret byttepris/rabat. Det gør regnskabet endnu bedre. VW-forhandlerne vil næppe give så meget. De har en meget populær vare med ventetid på.

Sjovere at køre

Men hvad er der så at sige om Peugeot 107 Cool? Jo, den er sjovere at køre, lidt mere gokartagtig. Den accelerer bedre end Up! med sine 68 hk og lave vægt. Den har gode kopholdere, også til krus med hank. Lyden er bedre, da de gode højttalere sender lyden op mod forruden og derefter ud i kabinen uden forvrængninger. Den har makeup-spejl til de ofte kvindelige førere. Aircondition-systemet fungerer hurtigt og effektivt. Den larmer på motorvejen, og man skal helst ikke køre over 110 km/t, for så forværres brændstoføkonomien mærkbart.

Udsynet bagud er dårligt, og de hvide blæsedyser i kabinen forstyrrer med genskin i spejlene. Sæderne er ikke så gode som i Up! Den kan ikke påmonteres et træk til en trailer, men det kan Up! heller ikke. Til gengæld må man regne med billige serviceeftersyn på 107’eren. I denne analyse er der dog regnet med, at begge biler kan serviceres for 6.600 kr. i de fire år via udbud af opgaven på en værkstedsportal som autobutler.dk. Forsikring er sat til 4.000 kr. om året.

Ønsker man en personlig købs- eller leasinganalyse på en af de to biler, kan dette ske via autobuy.dk.

Du skal købe Peugeot 107 Cool, hvis:
– du går efter en rigtig god totaløkonomi i klassen
– du er frankofil og kan lide biler med stil og personlighed
– du kan lide, der går sport i at køre så langt som muligt
– du vægter tonede ruder bagi højere end en GPS
Du skal lade være med at købe Peugeot 107 Cool, hvis:
– du eller ægtefællen er over 1,85-1,90 meter høj
– du vægter gode sæder højt
– du alligevel ikke har en byttebil, som du kan bruge til at få rabat med
– du har brug for fem sæder og derfor tænker mere på en KIA Picanto eller Chevrolet Spark.
Peugeot får fem stjerner, fordi totaløkonomien med den mængde udstyr er udmærket i mikrobilklassen. Men der mangler et femte sæde og bedre sæder. Garantien er også kun to år.

Man kan læse mere om bilernes specifikationer på www.vw.dk og www.peugeot.dk

2 Responses to Økonomitest: Volkswagen Up! mod Peugeot 107

  1. andreas says:

    hej læste artiklen mellem vw up og peugeot 107, noget der undrer mig som bilejer af netop første nævnte ,er hvor utrolig dårligt man sidder, og hvor svært det er at sidde ‘perfekt’ eller bare ‘komfortabelt’?

    har du nogle tips hertil, eller noget man kan gøre? vw up er nok værste bil jeg har siddet i pt.

  2. Så skal du jo nok ikke købe eller lease en VW Up. Alternativt skal du købe et Recaro-sæde til bilen. Du kan tage sædet ud igen, når du sælger bilen og sælge sædet for sig selv, så du ikke mister pengene.
    At sidde godt er supervigtigt, hvis man kører meget, også for sikkerheden. De bedste sæder, jeg kender, sidder i Volvo og Mercedes-Benz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *