Nellemann skal sælge Volvo i København

Volvo Concept Estate

Volvo-konceptbilen Estate, inspireret af P1800, blev vist på Geneve-udstillingen.


“Swedish metal” kalder Volvo sine biler for at drille de tyske bilfabrikker, der stopper bilerne med elektronik og gadgets. Det bliver da heller ikke tyskere, de nye Volvo-modeller kommer til at gnubbe sig op ad, når Nellemann A/S i København tager det svenske mærke ind, men hurtige, elegante englændere og en fræk amerikaner.
Volvo Car Denmark A/S har med andre ord indgået aftale med Nellemann A/S om salg og service af Volvo personbiler i København. Forretningen vil have adresse på Bryggervangen 39, 2100 København Ø, hvor Nellemann A/S p. t. har salg af Aston Martin og Fisker, foruden at forretningen også servicerer Jaguar, Land Rover, Aston Martin og Fisker.
”København har en vigtig rolle i Volvo´s vækststrategi og vi har derfor besluttet at udvide antallet af salgs- og servicelokationer i hovedstadsområdet”, udtaler Magnus Boman, administrerende direktør for Volvo Car Denmark A/S.
”Nellemann A/S har en lang tradition for salg og service af premium-bilmærker med ønsket om yderligere vækst, og derfor passer virksomheden godt ind i Volvo´s strategi for fremtiden”, tilføjer han.
Inden Nellemann A/S kan slå dørene op for salg og service på Bryggervangen, skal der foretages en ombygning, så stedet lever op til Volvos krav til fremtidens Volvo-butikker. Dette arbejde vil starte umiddelbart, og man forventer at være klar til at åbne den nye Volvo-forretning i løbet af efteråret 2014.
Med indgåelsen af aftalen med Nellemann A/S styrker Volvo Car Denmark A/S således både salg og service i København, da Bilia Personvogne A/S ligeledes fortsat vil have både salgs- og servicelokationer i hovedstadsområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *