Ford tager stort spring i downsizing med trecylindret kraftkarl

Fords ny trecylndrede ecoboost-motor

Ford-chef Alan Mulally er tydeligvis glad for den ny EcoBoost-motor.

Politikerne i Danmark – og i hele verden, for den sags skyld – vil gerne gøre bilisterne til syndebukke for CO2-udledningen, selv om personbiler kun udleder 9-10 pct. af den udledte mængde kultveilte. Boliger i Danmark udleder omkring 30 pct. Men hetzen virker. Bilfabrikkerne kappes om at introducere økonomiske biler i energiklasse A, også i familiestørrelse, og det kan forbrugerne selvfølgelig glæde sig over – indtil politikerne finder på nye skatter, fordi indtægterne fra ejerafgiften og brændstofafgifterne falder, når vi køber mere økonomiske biler.

Nu tager Ford så et stort spring i downsizing, som bevægelsen mod mindre og mere energieffektive motorer kaldes på nydansk. Ford disker op med deres hidtil mest brændstof-effektive benzinmotor – Ford 1,0 l. EcoBoost, og allerede nu kan man bestille en Ford Focus med denne motor hos de danske Ford-forhandlere

Focus kommer først
Ford er glad for det ny våben i kampen om kunderne: “Den har kun tre cylindre og kunne stå på et stykke A4-papir uden at rage ud over kanterne. Men tag ikke fejl! Ford 1,0 EcoBoost er bomstærk, ekstrem benzinøkonomisk og har indtil videre gjort al skepsis til skamme. Motorjournalister har erkendt, at verden er vendt på hovedet; Det er faktisk muligt, at proppe Fords nye, lille sparegris ned i en kompakt mellemklassebil – Ford Focus – uden at gå på kompromis med hverken køreglæde eller sprælsk kraftoverskud.

Ford Focus

Familiebilen Ford Focus bliver udstyret med den ny motor først.

125 hk og næsten 20 km/l!
Nu lander Ford Focus med Fords nye 1,0 liters EcoBoost-benzinmotor i Danmark. 1,0 EcoBoost kommer i to versioner – med henholdsvis 100 og 125 hk til både 5-dørs og stationcar version. Ford-forhandlere over hele landet har åbnet ordrebøgerne og tager mod bestillinger.
Ford 1,0 EcoBoost er den mest brændstofeffektive benzinmotor Ford nogensinde har udviklet. Ford Focus med 100 hk-versionen kører lige under 21 km på en liter benzin ved almindelig blandet kørsel og udleder beskedne 109 gram CO2 pr kørt kilometer. I 125 hk-udgaven lyder de tilsvarende tal knap 20 km/l og 114 gram CO2/km.

Moment på niveau med en lille dieselmotor
Takket være blandt andet turbo og avanceret benzinindsprøjtning, er det lykkedes Fords ingeniører at udvikle en motor med et enestående forhold mellem brændstoføkonomi og kraftoverskud. Med et moment på 170 Nm i spændet mellem 1.400 og 4.500 omrejninger/min, er den nye 1,0 EcoBoost benzinmotor helt på niveau med moderne dieselmotorer og leverer et kraftoverskud, som ville være helt utænkeligt for så lille en motor for blot få år siden.
Senere på året vil den nye 1,0 EcoBoost-motor også være at finde i Ford C-MAX og den helt nye Ford B-MAX.
Den nye EcoBoost-motors præstationer gør det naturligt at indlemme den i Fords ECOnetic-serie, som hører til blandt de mest brændstofeffektive biler på markedet.

Ejerafgift på kun 560 kr. om året
Det forventes at mere end halvdelen af alle solgte Ford-modeller i 2012 vil bære ECOnetic-mærket – et tal som vil stige til to tredjedele i 2013.
Blandt de særlige ECOnetic-teknologier finder man blandt andet Active Grille Shutter, som, automatisk, åbner og lukker for kølergrillen for at få et optimalt forhold mellem motor-køling og bilens aerodynamik. Smart Regenerative Charging sørger for at batteriet hele tiden er ladet korrekt for dermed at reducere brændstofforbruget, ligesom føreren bliver hjulpet til den mest miljørigtige kørsel af informationer i bilens display.
Prisen for en ny Ford Focus med 1,0 l. EcoBoost motor begynder ved 251.400 kroner ekskl. leveringsomkostninger på 3.680 kr. Den årlige ejerafgift er skruet helt i bund og er på kun 560 kroner”, slutter pressechef Lene Dahlquist fra Ford Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *