Billig forsikring og service med i ny Volkswagen-pakke

Volkswagen Passat

Volkswagen Passat er meget populær som stationcar. Hvis man køber den med en Total-pakke, koster den årlige service kun 2.628 kr.


Er man ikke lun på privatleasing og hellere eje sin bil, går man normalt glip af budgetsikkerheden. Når man skal til service med bilen, aner man ikke, hvad regningen bliver. Men det laver Volkswagen nu om på med deres ny Total-koncept. Her betaler man billån, forsikring og serviceaftale i én månedlig pakke, og det ser ikke tosset ud, synes vi her på Bedrebiløkonomi.dk.
For eksempel kan man lande på kun 3.852 kr. om måneden for en Volkswagen Passat stationcar med en 122 hestes 1,4 TSI-motor. Service er inkluderet og koster 219 kr. om måneden, svarende til 2.628 kr. om året, dog må man højest køre 15.000 km om året, i alt 45.000 km på tre år. Og efter de tre år bortfalder serviceaftalen på de 219 kr. Forsikring hos Codan er også inkluderet og koster 419 kr. om måneden eller 5.028 kr. om året. Det er også fornuftigt. Unge under 22 år betaler dog ekstra, hvis de overhovedet får lov til at købe en Total-pakke af forhandleren. Unge under 30 år har desuden ekstrahøje selvrisiko-takster.
Selv om alt dette ser ganske rimeligt ud, skal man ikke glemme at prøve at få rabat på bilen. Det lader sig nemmest gøre ved de lidt dyrere biler, da SKAT her betaler to tredjedele af rabatten. Og hvis man står med pengene i hånden.

Ens forsikringspris i hele landet
Volkswagen forklarer selv:
“Hidtil har Volkswagen kunnet tilbyde finansiering og service- og reparationsaftale i én pakke, men nu udvides dette til også at omfatte forsikring. Volkswagen Total giver kunden nogle unikke fordele med hensyn til forsikring, der ellers ikke opnås, hvis kunden tegner en separat forsikring. For eksempel koster forsikringen det samme, uanset hvor i landet kunden bor. Dog er der et alderskel ved 22 år, således at aldersgruppen 18-21 år betaler en højere tarif i forhold til gruppen over 22 år, og selvrisikoen er aldersbetinget, således at den er på 10.000 kr. for 18-25 år, 7.500 kr. for 26-29 år og 5.000 kr. for 30 år og op efter. En anden fordel ved forsikringen i Volkswagen Total er, at præmien ligger fast og ikke hæves efter et år eller én skade. Dog indeksreguleres forsikringspræmien år for år.
Volkswagen Total omfatter både leasede og finansierede biler, og præmien er den samme, uanset hvilken løsning kunden vælger. For leasede biler på hvide plader byder Volkswagen Total på den fordel, at der kun er en selvrisiko på 5.000 kr. uanset skadebegivenheder i forbindelse med aflevering af bilen efter endt leasingperiode.
Volkswagen Total tilbydes til alle Volkswagen modeller med en 2-dørs take up! og en månedlig ydelse på 1.554 kr. som den billigste. Priseksemplet er udregnet på basis af en løbetid på 96 mdr. og med udgangspunkt i en person med en alder på over 22 år, der betaler 20.000 kr. i udbetaling. Service- og reparationsaftalen er udregnet med en løbetid på 36 måneder med maksimalt 15.000 km om året.
En 3-dørs Polo 1,2 FSi med 60 hk kan fås for en månedlig ydelse på 2.110 kr. med 28.900 kr. i udbetaling, og en 3-dørs Golf 1,2 TSI Startline med 85 hk koster 2.805 kr. om måneden med 42.968 kr. i udbetaling.”

Man kan finde mere information på www.volkswagen.dk/total.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *