Billån er en jungle – læs det med småt

Peugeot 107 Cool

Selv om en rente på 4,25 eller 3,95 pct. lyder forjættende, kan der skjule sig udgifter på 15.000-17.000 kr.

En lav rente er langt fra en garanti for et billigt billån. Forbered dig og læs det med småt.
Da min bedre halvdel skulle bytte sin Ford Mondeo 1.8 fra 1994 med en smart lille Peugeot 107, havde forhandleren et forrygende tilbud: Få mindst 20.000 kr. for din gamle bil, hele beløbet tæller som udbetaling (ofte får man kun en kombination af rabat og et beløb på den gamle bil, derved tæller ikke alle pengene som udbetaling – pas på det), og renten er kun 4,25 procent, dog variabel.

En regn af udgifter

Så vidt så godt. Vi fik bil til 112.165 kr. uden udbetaling, vi fik på papiret 22.433 kr. for den gamle, og den månedlige udgift er fornuftige 1.444 kr. i 84 måneder. Men prøv at se, hvilken regn af udgifter, der løber på lånet fra Jyske Finans:
– 6.000 kr. i provision til bilforhandleren
– 3.496 kr. i “ekspeditionsgebyr”
– 850 kr. i “forsikringsadministration”
– 1.400 kr. i tinglysningsafgift
– 1.000 kr. i variabel afgift til tinglysning
– 650 kr. for at aflyse lånet til sin tid
– 2.100 kr. i rategebyr (25 kr. om måneden) for at få lov at betale afdragene!
Det er i alt 15.495 kr., der ikke kan trækkes fra.
Renterne udgør 16.233 kr., som kan trækkes fra.

Forbered dig, hav banken i baghånden og tag en forhandling

Så store udgifter er trælse, så du bør gøre, hvad du kan for at mindske dem. Snak først med banken om, hvad du kan låne hos den og på hvilke vilkår. Få lavet en præcis opstilling med alle udgifter. Så tjekker du, hvad forbrugerrådet har af gode analyser om billån – bilfinansiering også kaldet. Det sker på www.forbrug.dk. Her kan du bl.a. læse, at Toyota for tiden (august 2012) har de bedste lånetilbud. Men det hjælper dig jo ikke, hvis du synes, Toyota-biler er kedelige eller for dyre. Men så er du i hvert fald klogere. Du kan også gå på biblioteket og finde forbrugerbladet Tænk, hvor du tit kan få mere dybtgående analyser end dem på forbrug.dk.

Forhandl med forhandleren

Således godt rustet tager du nu til forhandleren. Her gælder det først om at få en god byttepris på den gamle bil. Har du ikke en, så spørg om rabat. Hvis forhandleren vil give op til 20.000 eller 30.000 kr. for en hvilken som helst bil på hvide plader, der kan køre, så er det nok ikke fordi han drømmer om at få din gamle spand, der måske kun er 5.000 kr. værd. Så er det et signal om, at der er god rabat at få på den pågældende model. Vær ikke grov, men bed om et godt tilbud. Bed evt. om en demo-bil.

Ned med omkostningerne

Endelig er der alle låneomkostningerne. Få dem forhandlet så langt ned, du kan. Du ved jo, hvad banken kan tilbyde. Er du ikke god til det selv, så tag en god forhandler med. Er forhandleren helt umulig at have med at gøre, så gør mine til at forlade butikken. Saml dine papirer, ryst let på hovedet, kik tvivlende på din partner og begynd at lette dig i sædet. Det virker, både i en basar i Tunesien og hos en dansk bilforhandler, der har et salgsmål for hver weekend.

Dyrt at være fattig

Noget sværere er det at købe bil, hvis man ikke har meget at slå til Søren med. Banken vil ofte ikke låne til en, hvis man ingen formue, hus eller fast indtægt har. Så råd nummer ét er meget gammeldags: Spar op og køb en billig bil af en privat, du stoler på. Eller spar op til udbetalingen på de 20 procent. Har man vist, at man kan spare de 20 procent op til opsparingen, er både banken og forhandlerens finansieringsselskab meget nemmere at tale med. Men regn med en høj rente og høje gebyrer. Det er dyrt at være fattig.

At låne i huset er fristende, men lad være. Bilen holder måske kun 8-10 år, men lånet løber i 30.

2 Responses to Billån er en jungle – læs det med småt

  1. Jacob says:

    De ekstra omkostninger i nævner:
    “– 6.000 kr. i provision til bilforhandleren – 3.496 kr. i “ekspeditionsgebyr” – 850 kr. i “forsikringsadministration” – 1.400 kr. i tinglysningsafgift – 1.000 kr. i variabel afgift til tinglysning – 650 kr. for at aflyse lånet til sin tid – 2.100 kr. i rategebyr (25 kr. om måneden) for at få lov at betale afdragene! – ”

    Indgår de ikke i ÅOP? Altså.. Hvis du ser på lånets ÅOP skulle de omkostninger være regnet med?

  2. Jo, de er med i ÅOP. Husk, at gebyrer ikke kan trækkes fra, men det kan renter. En ÅOP, der er lidt høj pga. renter, kan derfor i virkeligheden være billigere end en ÅOP, der er lidt lavere, men hvor gebyrerne tæller mere end renterne. Man burde faktisk indføre en “ÅOP efter skat”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *