Nu kommer brugtleasingboomet

Michael Stensbjerg og Poul Møller har startet brugtleasingselskabet Mayday Cars

Poul Møller t. v. og Michael Stensbjerg har startet brugtleasingselskabet Mayday Cars

Som forudset af biløkonomitjenesten autobuy.dk vil brugtleasing boome efter indgrebet fra skatteminister Thor Möger Petersen (SF). Indgrebet har sendt nybilsleasing op i et prisleje, hvor forbrugerne ikke vil være med længere. Nogle af de nye, der griber chancen, er tidligere Fleggaard-topfolk, som med egne ord vil udfordre bilbranchen med flexleasingkoncept for nyere, importerede biler
Mayday Cars hedder selskabet, som agerer mægler for det bedste flexleasing-tilbud og har showroom i Danmark med klassebiler fra tysk storforhandler.

Lovændring kommer det nye selskab til gode
Et nyt selskab for leasing af importerede tyske kvalitetsbiler med mindst tre år på bagen ser nu dagens lys i Danmark. Leasingmægler kalder selskabet Mayday Cars sig – fordi de finder kundens drømmebil og kombinerer med det helt rigtige leasingtilbud, hvor de vælger imellem flere forskellige finansieringspartnere i markedet fremfor at være bundet til et bestemt selskab.

Samarbejder med bilfirma i Flensborg
Nyt er også, at Mayday Cars har eget showroom i Danmark med en række kvalitetsbiler fra primært Audi og VW-familien udstillet – Audi, Volkswagen, Porsche, Seat og Skoda. Det skyldes, at Mayday Cars samarbejder med en af Tysklands største automobilforretninger, Audi Zentrum Flensburg, der typisk har flere end 500 køretøjer til salg i deres store velassorterede butik lige syd for grænsen. Det betyder, at Mayday Cars i modsætning til andre virksomheder, der importerer og leaser brugte biler ud, tilbyder en decideret garantiperiode og dermed øget tryghed for leasingtageren.
Indledningsvis er 15 brugte topbiler fra Audi, BMW, Mercedes, Porsche og VW placeret i Mayday Cars’ showroom hos samarbejdspartneren Autohuset Syd i Rødekro, men databasen over tilgængelige køretøjer er på flere hundrede biler af stort set alle kendte mærker.

Leveringsdygtig i alle mærker

– Vi har arbejdet på konceptet i en rum tid, så man kan sige, at der faldt en appelsin ned i turban, da regeringen fornylig ændrede lovgivningen for beskatning af nye biler og især demovogn-modellen. Nu er vor model ikke kun interessant for dyre biler, men selv for almindelige vogne af mere normal kaliber, forklarer Mayday Cars’ bestyrelsesformand, der erfarne leasingmand Michael Stensbjerg.
– Kunden definerer sit ønske til en drømmebil uanset mærke, vi henter den i Tyskland, og alle biler gennemgår stort servicetjek hos Audi Zentrum Flensborg inden levering. Fordi bilen er over 36 måneder er fleks-leasingprisen på afgiften kun en ½ procent per måned af bilens pris. På en nyere bil betaler man op til 2 procent per måned. Med andre ord får man mere bil for pengene til samme eller en billigere pris end på en ny dansk bil, siger Michael Stensbjerg.

Stor database af brugtbiler
– Med samarbejdet med Audi Zentrum Flensborg har vi adgang til den størst tænkelige database af kvalitetsbiler og kan levere nærmest fra dag til dag. Det er en stor styrke. Især går det stærkt, hvis kunden vælger en af de gode biler, vi har i udstillingen i Rødekro eller Flensborg, uddyber Poul Møller, direktør og kundechef i Mayday Cars.
Herlighedsværdien ved flexleasing konceptet er, at kunden kun betaler de dyre afgifter proportionalt for den periode, man leaser og bruger bilen – og det månedsvis fremfor ved køb eller almindelig leasing forud ved overtagelse af bilen.
Et priseksempel:
Audi A4 2.0 TDI Cabriolet S-Line, 140 hk, registreret første gang 2. maj 2008, 67.000 km, passet med alle service og ét års garanti, tre-årig aftale:
Førstegangsydelse: 31.295 kr.
Depositum: 46.993
Månedlig ydelse inkl. service: 5.486 kr.
Summa summarum, hvis man får sit depositum tilbage: 228.791 kr. Det kan lyde af mange penge, men totaludgiften ved køb af bilen kan sagtens blive større, vurderer autobuy.dk.

Ubegrænset antal km
Hos Mayday Cars har man ubegrænset antal kilometer med i leasingprisen – og som nævnt trygheden med værkstedsgaranti grundet samarbejdet med AudiZentrum Flensborg, fremhæver direktøren.
Mayday Cars supplerer med nogle ekstraordinære services som fordele på indkøb af brændstof, favorable dækindkøb og serviceaftaler med kompetente værksteder over hele landet.

Tidligere Fleggaard-topfolk bag Mayday Cars

Michael Stensbjerg var om nogen arkitekten bag Fleggaards dengang nytænkende leasingkoncept om at give afgiftsplagede danskere og især virksomheder billig billeasing fra et selskab på den tyske side af grænsen.
I dag er Michael Stensbjerg medejer af udviklingsselskabet Mayday Invest sammen med blandt andet den tidligere Fleggaard-medejer Steen F. Pedersen, der ligeledes sad i Fleggaard Leasings bestyrelse.
– Det var ikke intentionen, at jeg eller vi skulle tilbage i leasingbranchen, men derimod koncentrere os om andre projekter i Mayday Invest, som tegner meget lovende. Men pludselig opstod muligheden med Audi Zentrum Flensborg, og vi kan lancere et stærkt koncept, som vi i den grad kan stå inde for – og som leasingkunden får maksimal fordel ud af. Og så rykker det jo i de gamle cirkusheste, forklarer Stensbjerg smilende.

Få en sjov bil uden at blive flået i afgifter
Vi tager alle fordelene fra de klassiske flexleasing-selskaber, krydrer med noget nytænkning – herunder showroomet i Danmark – og har fuldstændig fokus på kundeservice fra start til slut med Poul Møller i spidsen. Vi har store forventninger til Mayday Cars som en stærk nicheaktør i det danske bilmarked med en målgruppe af folk, som gerne vil have en god og måske sjov bil uden at man skal blive flået i skatter og afgifter, siger Michael Stensbjerg.
Direktør Poul Møller har drevet bilhandel i Sønderjylland i mange år og erfaren ud i disciplinen at hjemhente gode brugte biler fra Tyskland. I sin fritid er han blandt andet næstformand i Sønderjyllands Golfklub.

Det ny firma har en del konkurrenter, bl.a. flexlease.nu i Odense. Det nye er især samarbejdet med en stor tysk forhandler, vurderer autobuy.dk.

Elbilen Renault Zoe ligner et hit til storbypendlere

Elbilen Renault Zoe

Elbilen Renault Zoe liger en økonomisk løsning for pendlere.

Med en pris på kun 161.400 kroner, en rækkevidde på 210 kilometer, varmepumpe, der producerer varme og kulde på en uhyre effektiv måde, mulighed for lynopladning, lydsystem, der advarer fodgængere og cyklister samt en avanceret touchskærm til alle bilens funktioner, er elbilen Renault Zoe et særdeles interessant alternativ for pendlere, der kører ind i for eksempel København hver dag og i forvejen har en fast plads i et p-hus. Totaløkonomien kan blive rigtig fornuftig, vurderer biløkonomitjenesten autobuy.dk.

Spændende regnstykke
For det første er der værditabet. Det bliver formentlig ikke stort, da Renault ejer det batteri, der sidder i bilen. Batteriet koster skønsmæssigt 75.000 kr., som man som ejer ikke skal afskrive. Som bilejer lejer man blot batteriet. Det koster fra 699 kr. om måneden inklusive 12.500 kilometers kørsel.
Hvis man sammenligner med en benzinbil, ser det spændende regnestykke således ud:

Benzinbil, 14 km/l á 13,25 kr., 12.500 km om året i fire år = 47.321 kr. plus skønsmæssigt 25.000 kr. i afskrivning på motor, plus ejerafgift på for eksempel 4 x 1.320 kr., i alt ca. 77.601 kr.
Renault Zoe, batterileje 699 kr. inkl. 12.500 km pr. år i 48 måneder = i alt 33.552 kr.
Besparelse ved elbil: 44.049 kr.
I begge eksempler har pendleren en fast p-plads hos for eksempel Q Park, der tilbyder gratis strøm til elbiler. Man lader altid bilen op i p-huset, ikke hjemme.
Hertil kommer, at Zoe forventes at kunne serviceres for noget mindre end en benzinbil, måske 20-30 pct. billigere. Forsikringen er også billigere, i hvert fald hos Tryg. Så nærmer besparelsen sig 50.000 kr. over fire år. Hvis ellers Zoe uden motor afskriver på niveau med en benzinbil uden motor.

Strøm kan man få på flere måder
Har man ikke et abonnement i et p-hus med gratis strøm, kan man vælge at få et abonnement hos eksempelvis Better Place inklusive strøm og ladestander på bopælen, eller man kan vælge Choosev-løsningen med ladestander, men uden strømmen betalt, fortæller Renaults danske pressechef Søren Hyltoft.
– Man kan også kan vælge at købe sin ladestander gennem Mobilityhouse. Så har man den selv og har ikke adgang til offentlige ladestandere, siger han.
Med disse løsninger kan man ikke være sikker på at spare penge med en elbil. Better Place vil for eksempel have 9.995 kr. for en ladestander plus 995 kr. om måneden for strøm til 15.000 km pr. år. 12.500 km er ikke en mulighed. Det giver en ekstraregning på 48.755 kr. over fire år.

Mere end 210 km på en opladning
Selv beskriver Renault Zoe på den her måde: “Til efteråret sætter Renault standarden for elbiler, når Renault Zoe sættes til salg i blandt andet Danmark. Herhjemme bliver prisen 161.400 kroner, mens prisen for batterileje, der jo sker gennem Renault, er 699 kroner om måneden med 12.500 kilometers kørsel om året.
Elbilen Zoe er den første elbil, der er designet og produceret som elbil helt fra bunden. Det betyder, at den på alle måder er nyskabende og indeholder en række helt unikke features.

Rækkevidde på op til 210 km
De kolde facts siger, at den er lidt over fire meter lang. Der er plads til fem og bagagerummet sluger 338 liter. Motoren yder 88 hk og batteriet er på 22 kW/t. Hastigheden er begrænset til 135 km/t, og på en fuld opladning klarer den ifølge de officielle NEDC målinger ( New European Driving Cycle ) 210 kilometers kørsel, før der igen skal lades. At Zoe har en officiel rækkevidde på 210 kilometer er enestående i forhold til de eksisterende elbiler på markedet. Den længere rækkevidde skyldes en række helt nyskabende elementer.

Tre opfindelser øger rækkevidden

Tre helt nye opfindelser er nemlig med til at øge rækkevidden og gøre livet ombord i Renault Zoe til en unik oplevelse. De tre elementer er samlet under et begreb – nemlig Range OptimiZEr’
For det første har Renault Zoe en indbygget varmepumpe, der betyder, at man kan opnå en behagelig temperatur inde i bilen, uden at det går nævneværdigt ud over rækkevidden. Systemet fungere som et omvendt airconditionanlæg og bruger kun meget lidt strøm til at producere varme/kulde. Systemet skaber 3 kW varme ved kun at bruge 1 kW af bilens batteri.
For det andet introduceres et helt nyt system til regenerativ energiopsamling. Den kinetiske energi, der opsamles ved at motorbremse opsamles i motoren, som konverterer det til energi til batteriet. Et system, der kendes fra Kangoo Z.E. og Fluence Z.E.
Men som noget helt nyt samles der også energi, når man bremser. Et automatisk system anvender motorbremsen i kombination med den almindelige bremse og sender dermed også energi tilbage til batteriet.
Som det tredie er Renault Zoe den første, der anvender Michelin Energy TM E-V dækket. Et dæk, der er udviklet i samarbejde og som optimerer vejgreb med lav rullemodstand og dermed øger ækkevidden.

Lydalarm til fodgængerne

Noget af det, der er talt meget om i forbindelse med elbiler er sikkerheden for de bløde trafikanter. Men også her byder Zoe på en nyskabelse. Bilen kommer som standard med det vi kalder en Z.E. voice alarm. Mellem 1 og 30 km/t advarer den cyklister og fodgængere om, at her kommer en lydløs bil. Føreren kan vælge mellem tre forskellige lydidentiteter og det er muligt at slå systemet fra.

Tablet styrer hele bilen
Som den første elbil fra Renault er Zoe udstyret med Renaults R-Link system. Et integreret multimediesystem, der hele tiden er online. R-Link består af en syv tommer skærm, der indeholder alle funktioner til blandt andet radio, navigation og overvågning af bilens batteriforbrug. Men det er muligt at få meget mere ud af R-Link. Da systemet altid er online kan man allerede nu downloade mere end 50 forskellige apps direkte i bilen.
R-Link indeholder udover navigation også elementer, der er helt specifikke for en elbil. Nemlig mulighed for hele tiden at overvåge bilens elforbrug og se tidligere tiders elforbrug. Via en PC eller via en smartphone kan man komme i kontakt med R-link således at man fra sofaen blandt andet kan overvåge, hvor meget bilen er opladet og man kan programmerer for-opvarmning af bilen.

Lynopladning på en time
Modsat Renault Fluence Z.E., der kan skifte batteri på en af Better Place’s skiftestationer, kommer Renault Zoe i første omgang ikke med udskifteligt batteri. Til gengæld er der mulighed for at fast charge bilen. På en halv time kan man lade bilens batteri 80 procent op, mens det tager en time at få batteriet fuldt opladet.
Tricket ligger i den nye Chameleon charger, der revolutionerer muligheden for at oplade hurtigt. Opladeren er patenteret af Renault og koster kun 25 procent af hvad andre fast charge-ladere koster og kan ses på udstillingen i Geneve.

Elbilen Renault Twizy skal ses som et grønt og komfortabelt alternativ til scooteren.

Elbilen Renault Twizy skal ses som et grønt og komfortabelt alternativ til scooteren.

Twizy klar til danskerne
På Geneve motorshow er der naturligvis også blevet plads til den helt nyskabende Twizy, som Renault introducerer i Danmark til sommer. Den fylder ikke meget mere end en scooter, har plads til to og klarer 80 km/t – helt lydløst. Elmotoren sikrer en rækkevidde på op til 100 km og har man brug for at lade sker det i en helt almindelig stikkontakt.
Twizy, der har fire hjul og airbag, er den første Renault udstyret med baghjulstræk og med batteriet sikkert placeret midt i køretøjet har man en fin kørekomfort og stabilitet.

Fornuftigt livsstilskøretøj
Den vejer blot 450 kg, er 2.3 meter lang og blot 1.2 meter bred. Twizy er udviklet af Renault Sport og kan modsat en scooter, fås med stort “bagagerum”, kan udstyres med håndfri telefon og fås i en masse unikke farver og udsmykninger.
– Kort sagt et fornuftigt livsstilskøretøj, der for alvor føler sig hjemme i byen, hvor den accelerer fra næsten alle andre. Med maksimalt moment helt fra begyndelsen er den således hurtigere ud af starthullerne end en 125 ccm motorcykel. Herhjemme kommer Twizy til sommer og prisniveauet forventes at ligge på omkring 65.000 kr.”, oplyser pressechef Søren Hyltoft.

VW Polo BlueGT er både sparsom og sportslig

Volkswagen Polo Blue GT

Volkswagen Polo Blue GT klarer 210 km/t på toppen, men kører op til 22,2 km/l

Er man splittet mellem sparsommelighed og lysten til at køre lidt frisk og sportsligt, er alternativerne få. Men VW Polo BlueGT kan faktisk begge dele. Det skyldes, at den kan koble to af cylindrene fra, når motoren ikke skal yde så meget. Det giver en flot brændstoføkonomi, 21,2 km/l for modellen med manuelt gear og 22,2 km/l med DSG-gear. Topfarten er 210 km/t.
Ikke alt er dog lyst og gammen. GTI- og GT-biler har normalt et noget større værditab end almindelige familiebiler, og forsikringsselskaberne tager sig godt betalt, når man kører i en sportslig bil. At få lavet en totaløkonomiberegning inden køb kunne være en god idé, mener biløkonomitjenesten autobuy.dk. Unge bilister kan i øvrigt ofte slet ikke få forsikret en GTI- eller GT-bil.

Dynamik og sparsommelighed i én bil
Men lad os kikke på, hvordan VW’s presseafdeling selv præsenterer nyheden:
“I den nye Polo BlueGT forener Volkswagen suveræn dynamik med ekstrem sparsommelighed. Ved hjælp af ACT-cylindermanagement, der for første gang bruges i et Volkswagen produkt, er det lykkedes Volkswagen at få den omdrejningsvillige 1,4 TSI-motor med 140 hk til at køre 21,2 km/l. Vælger man Polo BlueGT med DSG-gearet kan bilen sågar køre hele 22,2 km/l, det er vel og mærke benzin ikke diesel.
Polo BlueGT har en tophastighed på 210 km/h og når 100 km/h på blot 7,9 sek. Denne unikke kombination af dynamik og sparsommelighed er opstået i samspillet mellem ACT-systemet, downsizing (mindre motorer, men med direkte indsprøjtning og kompressor) og BlueMotion Technology (bla. med genvinding af bremseenergien,
aerodynamiske optimeringer af karossen og start-stop-system). Polo BlueGT skaber bro mellem Polo 1,2 TSI med 105 hk og Polo GTI med 180 hk.
Polo BlueGT kommer til Danmark allerede til august.

ACT-brændstofbesparende teknologi
Polo BlueGT er det første produkt fra Volkswagen, der benytter sig af cylinder-frakobling. Som den første producent benytter Volkswagen det aktive cylinder-management-system i de små klasser. Den brændstofbesparende teknologi, har tidligere hovedsageligt været benyttet til store 8- og 12-cylindrede motorer. Systemet slår den anden og tredje cylinder fra ved lav belastning, og derved reduceres benzinforbruget med 0,4 l/100 km. Ved en konstant hastighed på 50 km/h i tredje eller fjerde gear, spares der sågar en liter benzin pr. 100 km. Og selv ved 70 km/h i femte gear spares der 0,7 l/100 km.

Kører på to cylindre ved marchhastighed
ACT-systemet aktiveres ved omdrejninger mellem 1.250 og 4.000 o/min og ved et drejningsmoment mellem 25 og ca. 100 Nm. Giver man gas, slår de to cylindre dog helt ubemærket til igen.
Volkswagens ingeniører lover dog, at Polo BlueGT kører nøjagtigt lige så støjsvagt og uden vibrationer med blot to cylindre som med alle fire slået til. Og systemet fungerer intelligent: Ved hjælp af en sensor ved speederen og overvågningssoftware, genkender systemet, når der køres uregelmæssigt, f.eks. i en rundkørsel eller ved lidt mere sportslig kørsel. I disse tilfælde slår cylindrene ikke fra. Om det er to eller fire cylindre, der er aktive, ses ved et symbol i multifunktionsanlægget.

Volksvagen Polo GT bagfra

I det ydre adskiller BlueGT sig ikke mærktbart fra den almindelige Polo.

Mere aerodynamisk look
Den nye Volkswagen er blevet udstyret med nye 17″ letmetalfælge, GT-emblem i fronten og bagpå (sidstnævnte med tillæg af BlueMotion) og en ny udstødning er nogle af de markante kendetegn ved Polo BlueGT. Derudover har Polo BlueGT lånt en række detaljer fra hhv. Polo GTI og Polo BlueMotion.
AF GTI-features er det spoileren bagpå, den bageste stødfanger og diffusoren. Tillige med tågeforlygterne med dagskørelys. Frau Polo BlueMotion, har man hentet sideskørterne og den sortlakerede front ligesom Polo BlueGT er sænket 15 mm og har en særlig undervognsbeklædning, der gør bilen mere aerodynamisk.


Interiøret er inspireret af GTI’erne

I Polo BlueGTs indre er det klart GTI´en der har været inspirationskilde. Polo BlueGT har sportssæder foran med nydesignet stof, sort taghimmel og beklædning af stolperne, nøjagtig som i Polo GTI. Desuden har Polo BlueGT et sportslæderrat med et BlueGT-emblem og diverse kromdetaljer i kabinen, gør at man ikke er i tvivl om, hvilken Polo man opholder sig i.”

Interiøret i Volkswagen Blue GT er velafstemt

Interiøret i Volkswagen Blue GT er velafstemt

1.100 kr. dyrere at køre den miljøvenlige Opel Ampera som firmabil

Opel Ampera

Opel Ampera stiger 1.100 kr. i skat om måneden pga. indgrebet mod "leasingfidusen".

Den mest miljøvenlige bil på det danske marked med nogenlunde normal rækkevidde kommer til at koste 1.100 kr. om måneden ekstra for brugeren som følge af de nye skatteregler for leasingbiler, oplyser Opel Danmark.

340.000 kr. til skattefar
Staten beregner sig 270.000 kr. i registreringsafgift og 70.000 kr. i moms, når Opel-forhandleren indregistrer en Opel Ampera – årets bil i Danmark 2012. Det bringer bilens pris op på 623.000 kr. Efter de gamle regler ville brugeren af en Opel Ampera slippe med en beskatningsværdi på 505.000 kr. for at få en leaset Ampera stillet til rådighed til privatkørsel, men efter de nye skatteregler stiger beskatningsværdien til 605.000 kr.

Tab på 39.600 kr. over 36 måneder
Det betyder at den månedlige skat, brugeren skal betale, stiger fra 6.300 kr. til 7.400 kr. Det er 39.600 kr. i ekstraskat over en typisk periode på 36 måneder for føreren af en firmabil. Samtidig stiger leasingydelsen med over 1.000 kr. om måneden som en konsekvens af de ændrede skatteregler for leasing af biler. Både for firmaet og føreren bliver det altså markant dyrere at vælge en meget miljøvenlig bil end en almindelig dieselbil til måske 350.000 kr.

– Underlig måde at belønne den mest miljøvenlige bil på
– Vi betaler 340.000 kr. i moms og registreringsafgift af bilen, og det gør det jo i forvejen ikke lettere at sælge en miljøvenlig bil som Ampera. Nu skal brugeren af bilen så betale 1.100 kr. ekstra i skat om måneden. Det er en underlig måde at belønne den mest miljøvenlige bil på det danske marked, siger adm. direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.

60 km på ren strøm
Efter EU-normen for beregning af bilens brændstoføkonomi har Opel Ampera et CO2-udslip på 27 gram pr. kilometer og kører 83,3 km/l.
Opel Ampera kan køre op til 60 km på et fuldt opladet batteri. Herefter starter en benzinmotor, der producerer strøm via en generator. Teknikken er markant dyrere end i konventionelle benzin- og dieselbiler, og det straffes med det danske afgiftsystem. Den tog de danske motorjournalister med storm ved kåringen af Årets Bil 2012 i Silkeborg. Også autobuy.dk’s udsendte nød den velkørende og tyste hybridbil i fulde drag.

Billigere familiebiler efter lukning af afgiftsfidus

Volkswagen CC 2012

En bil som denne VW CC bliver dyrere for leasingselskaberne - men billigere for forbrugerne.

Tirsdagens lovforslag om nye regler for demobiler og leasingbiler kan paradoksalt nok føre til billigere firmabiler og familiebiler. Men kun, når de købes af private. Det forudser biløkonomitjenesten autobuy.dk.
Demobiler og leasingbiler bliver dyrere, formentlig i snit 700 kr. om måneden inklusive moms for større privatleasede biler, men for den almindelige forbruger bør den ny gennemsigtighed i prisdannelsen føre til lavere listepriser for større firmabiler og familiebiler, mener autobuy.dk.
Hermed henvises der til, at der i skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) lovforslag er et krav om, at afgiftsgrundlaget for alle afgiftsberigtigede køretøjer skal offentliggøres på nettet.

Mere fair priser
Det betyder, at de forbrugere, der ikke bryder sig om hårde prisforhandlinger med forhandleren, får det nemmere. De får en mere fair pris, mens de, der måske har gode kontakter til forhandleren og derfor tidligere fik tilbudt de meget billige demobiler først, må til at betale mere.
Også det faktum, at importørerne i fremtiden kommer til at afsætte færre biler i familiestørrelsen til leasingselskaberne, bestyrker tesen:
Importørerne – og forhandlerne for den sags skyld – vil nødig miste det lukrative salg af den type store biler. De vil derfor have interesse i at sænke avancen og listepriserne for at tiltrække de private købere. De private købere rundt om i landet har ofte brug for rummelige biler, selv om Pernille Rosenkrantz Theil (S) ikke kan fatte det, men på grund af de høje registreringsafgifter køber de i dag hellere en brugt firmabil end en ny, som de kan forvente et kæmpestort værditab på, lyder det i analysen.

Øget brugtleasing
De kommende lavere listepriser, som autobuy.dk forudser, vil sammen med de private husholdningers øgede køb af nye biler i firmabilklassen føre til prispres på de tre år gamle firmabiler. Men det vil omvendt øge leasingselskabernes lyst til at genudlease bilerne, altså øget brugtleasing, forudser autobuy.dk.

Renault Fluence vinder på den lange bane

Renault Fluence Z. E.

Renault Fluence Z. E. er en god forretning, hvis man kører 50.000 km om året.

Bilister med behov for at køre 50.000 km om året, kan tjene 48.000 skattefrie kroner på at købe elbilen Renault Fluence Z. E.
Den netop introducerede elbil Renault Fluence Z. E. med 70 kW-motor til 223.580 kr. inklusive metallak og levering kan blive en pengemaskine for sælgere og andre, der kører langt og får kørselsgodtgørelse efter statens takster. Det viser en analyse fra den ny biløkonomitjeneste autobuy.dk. Kører man for eksempel 50.000 km om året i tre år, tjener man i alt godt 48.000 skattefri kr. på det.
Totaludgiften over tre år og 150.000 km er nemlig på 368.644 kr., mens kørselsgodtgørelsen er 417.000 kr.
En lige så veludstyret og derfor sammenlignelig Renault Mégane Sport Tourer Dynamique dCi 1.5 med 90 hk til 275.980 kr., lander derimod på en totaludgift på 390.089 kr.

Udnyt prisstrukturen
Fidusen ligger i at udnytte prisstrukturen hos Better Place, der udlejer batterierne og sørger for strøm og batteriskifte, viser en analyse fra autobuy.dk.
Op til 30.000 km om året koster Better Place-abonnementet 2.495 kr. om måneden, men betaler man bare 500 kr. mere, altså 2.995 kr. om måneden, kan man køre lige så tosset, man vil, også 50.000 km om året. De sidste 20.000 km koster kun 40 øre stykket, mens de første 30.000 km kostede 2,99 kr. pr. km, påpeger autobuy.dk.
Det tip kan sælgere, taxivognmænd og andre med et stort kørselsbehov drage fordel af – hvis de ellers kan få plads til en ladestander i carporten og kun kører i de områder, hvor der er batteriskiftestationer.

Diesel billigst for de fleste
Men selv om Fluence vinder på den lange bane, kniber det mere på den lidt kortere bane. Værditabet, låneomkostningerne, serviceomkostningerne, forsikringen og ejerafgiften er ganske vist pænt lavere end på en sammenlignelig og lige så veludstyret Renault Mégane Sport Tourer Dynamique dCi 1.5 90 hk til 275.980 kr., men alligevel har dieselbilen den laveste TCO, altså den bedste totaløkonomi, hvis føreren ”kun” kører 30.000 km om året. Det skyldes især, at udgiften til diesel kun er det halve af prisen på et Better Place-abonnement.
Dieselbilen lander på 291.298 kr., mens elbilen lander på 297.424 kr. over tre år og 90.000 km. Kørselsgodtgørelsen er 291.000 kr. i alt.

Usikkert værditab
Da der endnu ikke er dannet markedspriser på brugte Renault Fluence Z. E. med lejede Better Place-batterier, er der en del usikkerhed om det fremtidige værditab. I analysen er der med vilje regnet med et kraftigere værditab på Fluence end på Mégane, men hvis Better Place holder sig i live og får succes, kan værditabet blive lavere end på Mégane. Ejeren af en Fluence skal jo ikke afskrive på batteriet, men ejeren af en Mégane skal afskrive på motoren i sin bil. De kommende år bliver ifølge autobuy.dk spændende.

Sådan gjorde autobuy.dk

Analysen er lavet på baggrund af Better Places egen TCO-beregning, dog har autobuy.dk opjusteret værditabet på Fluence fra 52 til 55 pct. over tre år og 90.000 km og sat værditabet på Fluence til 63 pct. ved tre år og 150.000 km. Udgifterne til parkering er fjernet, da det er usikkert, om elbiler fortsat vil kunne parkere gratis i København – og da ordningen ikke findes landet over. Udgifter til Pava og bilvask er også fjernet, da det er meget individuelt, hvor meget bilister ofrer på dette. Forsikringspriserne er fundet hos Tryg, fire dæk er sat til 8.500 kr., og elbilen er sat til at kunne serviceres for 20 pct. mindre end dieselbilen.

Køb brugt familiebil med tre år på bagen og spar 170.000 kroner

Volkswagen Sharan

Mange familier drømmer om en rummelig bil som denne VW Sharan. Men de køber den som brugt.

Snusfornuften råder, når der skal købes en bil, der passer til familiens behov. Prisen på en typisk familiebil halveres efter tre år, og derfor købte danskerne i 2011 12 gange flere brugte end nye familiebiler.
I 2011 købte private danskere kun 11.851 nye biler i familie- og MPV-klassen. Ud af et samlet nybilsalg på 169.867, så er det altså forholdsvis få, der køber de biler, som passer til familiens behov, fra de er nye. I stedet slår de til på brugtbilmarkedet og køber de aftjente leasing- og firmabiler, som virksomhederne sælger efter tre års ejerskab.

Spar op til 172.000 kr.

En opgørelse som BilBasen har lavet viser, at danskerne kan spare op i mod 172.000 kroner, hvis de kan leve med, at familiens ”nye” bil har kørt som firmabil i tre år og derved tabt en væsentlig del af nyprisen.
”Vores analyse af brugte MPV- og firmabiler viser, at de i gennemsnit taber 47 procent af nyprisen på de første tre år. Omsat til kroner betyder det, at bilerne typisk har tabt omkring 170.000 kroner i værditab, og da de samtidig er meget velholdte, så får bilkøberne altså rigtig meget bil for pengene,” siger Anders Andersson, direktør for BilBasen og DBA Biler.

Familierne vil gerne have rummelige biler
Salgstallene for 2011 viser, at bilkøberne i stor stil køber brugte MPV- og firmabiler. I 2011 købte private hele 144.674 brugte i den klasse. Dermed er brugtbilsalget over 12 gange større end nybilsalget for de biler som familierne har behov for.
”Familierne har et behov for plads som de mindre biler ikke kan dække. Men MPV-modellerne og firmabilerne koster nemt over 350.000 kroner, hvis de skal købes fra ny. Danskerne er snusfornuftige bilkøbere, og handler der, hvor de får mest for pengene, og det gør de med en nyere brugt firmabil,” forklarer Anders Andersson.
Privatleasing kan dog være et attraktivt alternativ, påpeger biløkonomitjenesten autobuy.dk. Man får en ny, problemløs bil, og udgifter til service skal man ikke spekulere på. Det er med i den månedlige ydelse. Det gælder bare om at finde de gode tilbud, og tegner man en fireårig aftale, kan det blive en endnu bedre forretning.


Bolig og bil i samme båd

Cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm peger på, at danskerne op til finanskrisen opbyggede en meget stor gæld, og den gæld er vi nu gået i gang med at nedbringe. Sammen med den stigende arbejdsløshed har det gjort os mere forsigtige som forbrugere, og det smitter af på såvel bil- som boligmarked.
”Ligesom boligen er bilen også en tung post på husholdningsbudgettet, og derfor ser vi, at danskerne går efter besparelsen ved at købe brugt,” siger Jens Nyholm.
”Samme tendens ser vi i øvrigt på det øvrige brugtvaremarked, for mens forbruget i butikkerne står i stampe, så sætter handlen af brugte varer rekord på rekord,” fortsætter han.

Tendens vil fortsætte
Ifølge Jens Nyholm er der ikke noget, der tyder på, at danskernes rabatjagt vil aftage inden for den nærmeste fremtid.
”Når boligpriserne falder, og der er usikkerhed omkring økonomi og beskæftigelse, så vil danskerne være tilbageholdne med at investere mere end højst nødvendigt i bilen. Men når boligpriser og beskæftigelse igen begynder at gå den rigtige vej, vil vi uden tvivl se efterspørgslen efter nye biler vende tilbage,” vurderer Jens Nyholm. Han tilføjer, at vendingen i økonomien ikke er nært forestående og tidligst vil slå igennem i 2013.

Fakta
– En gennemsnitlig Ford Mondeo (2,0 TDCI) taber efter tre år og 80.000 – 90.000 kilometer 48 procent af sin værdi.
– Antal nye biler i firma- og MPV-klassen solgte til private i 2011: 11.851
– Antal brugte biler i firma- og MPV-klassen solgte til private i 2011: 144.674

Bilsalget fortsætter med at stige

Bilsalget fortsætter med at stige, og det er de små økonomibiler, der trækker læssset.

På trods af, at bilsalget satte rekord i 2011, fortsætter salget med at stige. I januar steg salget af nye personbiler med 4 procent i forhold til samme måned sidste år. Også salget af varebiler fortsætter med at vokse. Der kom i januar 1.714 nye varebiler ud på de danske veje mod 1.610 i januar 2011.

Danskerne vil med andre ord fortsat gerne have nye biler. Og det i et omfang så salget – på trods af en samlet rekord i 2011 – fortsat steg i januar, set i forhold til samme måned sidste år. I alt 12.874 nye personbiler fik nummerplader på for første gang i januar.

Og der er pæne overraskelser i salgsstatistikken, kan bedrebilbiløkonomi.dk konstatere ved at dykke ned i den. For det tidligere så uglesete mærke Chevrolet ligger meget stærkt placeret på 2. pladsen med en markedsandel på 10,62 procent! Her er top 10:

Toyota: 10,93 pct.
Chevrolet: 10,62 pct.
Peugeot: 9,66 pct.
Ford: 8,21 pct.
KIA: 7,91 pct.
Hyundai: 7,07 pct.
Citroën: 6,72 pct.
Opel: 4,40 pct.
Suzuki: 4,96 pct.
VW: 4,28 pct.
Man forstår, hvorfor Volkswagen glæder sig til at få den lille Up! på markedet…

Kraftig fokus på totaløkonomien
“Bilsalget er kommet stærkt fra start i 2012 og det tyder på at den robuste markedsudvikling, som vi så i 2011 fortsætter i 2012. Vi oplever fortsat en stærk interesse blandt de private forbrugere, og der er i markedet fortsat et skarpt fokus på omkostninger og driftsøkonomi. Derfor ser vi også, at det blandt de private er de mindre modeller med god brændstoføkonomi, der driver efterspørgslen”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Forventer ikke ny rekord i 2012
Med baggrund i det stærke januar salg, er han optimist omkring udviklingen i de kommende måneder.
“Vi forventer fortsat at markedet vil udvikle sig stabilt i 2012. Der er en stærk grundlæggende efterspørgsel, og der kommer en række nye modeller på markedet i de kommende måneder, der yderligere vi være med til at drive salget, siger Bent Mikkelsen, der dog fortsat ikke forventer at markedet vil slå rekorder igen i 2012.

Varebiler i lille fremgang
Salget af nye varebiler steg i januar med 6,5 procent i forhold til januar sidste år, og i alt kom der 1.714 nye varebiler på gaden i årets første måned. En væsentligt mindre stigning, end de tocifrede vækstrater, der prægede markedet i 2011.
“Væksten i procent er mindre, men de høje procenttal sidste år var påvirket af, at markedet kom fra et meget lavt niveau i 2010. Helt som ventet oplever vi nu en stabilisering på et mere naturligt niveau og den fortsatte fremgang tyder på, at virksomhederne stadig søger at opfylde deres transportbehov gennem investeringer i nye varebiler med lavere driftsomkostninger”, siger Bent Mikkelsen.

Stor stigning for lastbiler
I alt 428 nye lastbiler blev indregistreret i januar 2012 mod 320 lastbiler i samme måned sidste år, svarende til en stigning på 33,8 procent.
“Lastbilsmarkedet har været længere om at komme sig oven på krisen end person- og varebilerne, men med den positive udvikling vi har set sidste år, og med den betydelige stigning i januar nærmer også lastbilsmarkedet sig en stabilisering, slutter Bent Mikkelsen.

Ny Chevrolet Orlando med bomstærk diesel kan knække værditabskoden

Den ny Chevrolet Orlando til 314.995 kr. plus levering med 163 hk dieselmotor, navi og automatgear lugter af et godt køb.

Chevrolet har et kedeligt problem, der er en arv fra tiden, da Chevrolet var lig med store benzinslugere fra USA i dårlig samlekvalitet eller mildest talt mystiske Daewoo-kreationer fra Sydkorea. Det er det store værditab, man lider som køber af en fabriksny Chevrolet. Hverken markedet eller forhandlerne holder hånden under brugtpriserne, ser det ud til. Men det kan den ny syvpersoners Chevrolet Orlando med toliters 163 hestes dieselmotor til kun 315.000 kr, inklusive navigation – og automatgear – ændre på. For det ligner en rigtig god forretning! Det er så billigt, at værditabet i kroner og ører ikke burde blive så stort endda. Det understøttes af forhistorien med benzinudgaven.

Smag og behag er forskellig, men den ny Orlando diesel burde blive et hit.

Benzinudgaven med 1,8 liters motor, som ikke imponerede biløkonomitjenesten autobuy.dk ved Årets Bil i Danmark 2011 på grund af sin lamme motor, har faktisk allerede bevist, at en billig syvpersoner Chevrolet kan være en god forretning. Købte man sådan en sag til 229.995 kr. plus levering i januar 2011, havde man ifølge bilpriser.dk ved salg til en forhandler i samme måned 2012 tabt 37.295 kr., svarende til 16,2 pct. Havde man i stedet købt en Opel Zafira 1.8 Essentia til 272.990 kr., ville man have tabt 76.990 kr. eller 28,2 pct. Forskellen er 39.695 kr. på ét år.
Ret overbevisende, ikke?

Stort værditab
Nu vil den danske Chevrolet-importør ganske vist ikke stå ved, at motoren i den ny dieseludgave er den samme, som den der sidder i Opel Zafira. Men GM ejer begge mærker, så man kunne jo håbe, den lækre motor i den ny Zafira er stærkt inspireret af denne… Og så er der efter autobuy.dk’s mening udsigt til en rigtig god totaløkonomi, især hvis man beholder bilen i seks-syv år.

Stærk dieselmotor
Og så kan vi springe til en beskrivelse af den ny model: “Det muskuløse design understreger bilens funktionelle egenskaber. Ikke færre end 163 momentstærke hestekræfter gemmer den nye Chevrolet Orlando 2.0 diesel under motorhjelmen, og kan derved levere større effekt, understøttet af et stort drejningsmoment, som når sit maksimum på 360 Nm ved 2000 omdrejninger/minut”, lyder de lokkende toner fra importøren.
“Den stærke dieselmotor giver bedre fartpræstationer, men gør det også muligt at trække en anhænger på op til 1500 kg. Oven i købet slipper man for selv at skifte gear, for en 6-trins automatgearkasse er inkluderet i prisen. Prisen er blot 314.995 kroner i introduktionsfasen – det er 38.000 kroner under den normale listepris. Og lige nu tilbydes også integreret navigation uden merpris”, fortæller Chevrolets pressechef, Dorthe Elimar Arvin.

Meget bil for pengene
“For de penge får man rigtig meget bil. Den kraftige motor er en stor fordel, hvis man ofte fylder bilen op. Der er siddepladser til syv personer og forvandles de fem til bagageplads, disponerer man over næsten 1,6 kubikmeter plads bag forsæderne. De bageste sæder kan oven i købet lægges helt ned, så bagagerumsgulvet bliver plant. I Chevrolet Orlando får man desuden en meget sikker bil, en af de sikreste MPV’er på markedet overhovedet, har de officielle Euro NCAP tests fastslået. Orlando har som standard seks airbags og Isofix-beslag til barnestole. ESP, elektronisk bremsekraftfordeling, ABS samt bremseassistent”, lyder det videre.

Omfattende udstyr
“Orlando inkluderer som standard en god portion af den slags udstyr, man sædvanligvis skal tilkøbe som ekstraudstyr. Automatisk klimaanlæg er standard i Orlando, det samme er automatgear, 7 sæder, baksensorer, sædevarme, eldrevne sideruder både for og bag, ratbetjent radio med USB, AUX og iPod funktion, tågeforlygter samt multijusterbart læderrat og førersæde. 16” eller 17” alufælge, afhængig af udstyrsversion, er også standard og det samme er tagbøjlebeslag”, slutter Chevrolet Danmark.

Hjælp, min kone vil have en lille… bil

Karen med hendes ny Peugoet 107 Cool

Konen fik sin vilje og fik en lille ny bil. Men jeg har stadig min Skoda Octavia stationcar. Læs hvordan du beholder din mandebil...

Naiv, som jeg var, troede jeg at konen var glad for sin velkørende bil, en Ford Mondeo 1.8 Business fra oktober 1994 med kun 165.000 km på tælleren til 26.500 kroner med træk. Og bulen i venstre fordør og den slidte lak betød jo ikke, den kørte dårligere… Men der kom nogle pip. Nogle pip, som ingen mand bør sidde overhørig. “Nu har jeg tanket for 500 kroner igen”, lød et typisk pip. “Det er ikke lige mig med sådan en stor, gammel bil”, lød et andet. “Vægtafgiften er godt nok dyr”, lød et tredje. Men hvad havde hun forestillet sig! Vi havde jo også min fine og økonomiske Skoda Octavia 1.9 TDI Combi Tour til de lange ture, så hvad betød det?

Kvindejammer

Men hun blev ved med sin kvindejammer. Og da den lokale Peugeot-forhandler pludselig en dag annoncerede med, at han gav 20.000 kr. i bytte for en Peugeot 107 for enhver gammel bil, der kunne rulle ind på forpladsen med nummerplader på, var helvede løs. “Det er lige sådan en lille bil, jeg kunne tænke mig”, skræppede hun. Nå ja, vi kunne da godt lige se den. Så ud i Mondeo’en og derhen.

Mødet med supersælgeren

Vi nåede ikke en gang at få en prøvetur. Vi stødte simpelthen ind i hr. S. Upersælger. Han kunne bare sit kram. “Vægtafgiften er kun 560 kroner om året, den går 20 km på literen, og vi kan give et lån på kun 4,25 procent fast rente. Og alle 20.000 kroner regner vi som udbetaling. Det er ikke alle forhandlere, der går med til det. Det er kun… vent et øjeblik … 1.411 kroner om måneden”, lød det fra salgschefen. Og så var der pludselig to underskrifter på salgskontrakten. For vi havde regnet på Mondeo’ens benzinforbrug, dens ejerafgift og dens vedligeholdelses- og reparationsudgifter, inden vi kom. Så vi kunne med det samme se, det kun ville koste 135 kroner ekstra om måneden at køre i en spritny Peugeot 107 Cool med aircondition – som Mondeo’en ikke havde.

Konens fornemmelse for biløkonomi
Nu burde vi selvfølgelig indregne værditabet også. På Mondeo’en ville der komme et meget beskedent værditab de kommende fire år, hvis vi tager det som eksempel. Den kunne altid sælges til skrot for 1.750 kroner. Så det ville maksimalt være et værditab på knap 25.000 kroner. Peugeot’en vil derimod tabe 40-45 procent af sin værdi de kommende fire år ved 20.000 km om året, skønner biløkonomitjenesten autobuy.dk, så det bliver minimum 44.000 kroner. Men konens fornemmelse for biløkonomi er nok ikke helt tosset alligevel…

De solgte 75 biler…
Et par måneder senere blev jeg klippet hos min tyrkiske frisør nede i kælderen ved Torvet. “Jeg har lige købt en ny Peugeot 107 til min datter. De tilbød 20.000 kroner for en gammel KIA, der kun var 6.000 kroner værd”, fortalte han. Og så fortalte han akkurat den samme historie, som jeg lige har fortalt. Det var bare bilhusets unge sælger, der havde besnakket ham.
Godt gået. De solgte 75 biler på den kampagne, fik jeg at vide bagefter.

Lad hende svede
Og Octavia’en, som konen syntes, vi nu skulle sælge? Tja, nu kan en 107’er ikke få træk på, så den kan ikke trække vores trailer med skrammel til min kones elskede “afladsplads”. Eller bruges til at hente brænde. Den kan heller ikke rumme et flyttelæs, når hendes ældste datter skal flytte til København. Så lad hende svede lidt. Og lad hende så få lov at låne den. Og hen ad vejen snakker hun mindre og mindre om at få den solgt…