VW smider rabat og navigation efter de hurtige købere

VW Golf Variant

På Golf Variant, f.eks., kan man spare 15.000 kr. og få gratis navigation smidt efter sig lige nu. Den fås nu fra 250.696 kr

Volkswagen har besluttet sig for at være med i priskampen og smider nu rabatter og navigation efter de hurtigste købere af en række udvalgte modeller. VW tilbyder fra dags dato både Golf og Polo til minimale priser. VW Danmark har valgt at nedsætte alle biler på lager af modellerne Golf, Golf Plus og Golf Variant med hele 15.000 kr. VW reducerer samtidig prisen på alle Polo-lagermodeller med 10.000 kr.

Ekstrabonus til de første
Ud over besparelsen på 10.000 eller 15.000 kr. har VW en ekstra gevinst til de hurtigste: Ved køb af en Polo eller Golf lagermodel får de første kunder samtidig Navigationsanlægget RNS 310, helt uden beregning. Dette er naturligvis inklusive montering af navigationsanlægget. Dermed er der en besparelse på min. 20.000 kr. til de hurtigste kunder. RNS 310 gives, så længe lager haves.
Både Polo og Golf var med hhv. 4.068 og 3.621 solgte modeller, blandt de mest populære biler i Danmark i 2011. Med dette tilbud, bliver det nu endnu mere attraktivt at erhverve sig én af Volkswagens bestsellere, påpeger pressechef Søs Righolt Illum. Tilbuddet gælder de 2011-modeller, der er på lager hos VW-forhandlerne i hele landet.

Der er en VW til alle
Tilbuddet på lagermodellerne omfatter et bredt udvalg af både Polo og Golf, Golf Variant og Golf Plus. Spændende fra den økonomiske Polo BlueMotion, der kører over 30 km/l til den hidsige Golf GTI, der til gengæld når 100 km/t på 6,9 sekunder, er der noget for enhver smag på VW-forhandlernes hylder. Bl.a. all-rounderen Golf Variant, der fås fra 250.696 kr. eller den praktiske Golf Plus, der tilbydes fra 238.444 kr. Polo, der bl.a. blev udråbt til Årets Bil i 2010, tilbydes til de hurtige fra 156.693 kr.. Ud over at være kvalitetsprodukter fra VW, er fællesnævneren for samtlige tilbudsmodeller, at de fås så længe lager haves.

20.000 kr. i bytte for en ny Alto – og besparelser i det daglige

Suzuki Alto har den bedste totaløkonomi af alle biler, mener Penge & Privatøkonomi. Nu kan den fås på særligt gunstige vilkår.

Den intense konkurrence i minibilsegmentet forstærkes fra dag til dag. Nu vil også Suzuki-importøren kaste 15.000 eller 20.000 kr. efter gamle biler, hvis kunderne ellers køber en Alto.
– Suzuki Alto har gennem de sidste to år været Danmarks billigste bil at eje ifølge magasinet Penge & Privatøkonomi, og lige nu får man hele kr. 20.000 for den brugte bil ved køb af en Alto Kick Aircon-model, fortæller pressechef John Mogensen, Suzuki Danmark.

Spar ved at købe ny, lille bil
De danske bilkøbere kan spare rigtigt mange penge ved at udskifte en ældre og mere benzinforbrugende bil med en ny Suzuki Alto. Med de høje og stadigt stigende benzinpriser er der alene her mange penge at spare. Kører den gamle bil f.eks. 12-13 km/l og 20.000 km pr. år, er der ca. kr. 8.000 at spare ved at køre i en Alto, som har et EU-snit på hele 22,7 km/l. I virkeligheden kører den nok ikke så langt på literen, men 16-18 km/l når man sikkert i det daglige, skønner autobuy.dk. Og dertil kommer en besparelse på et par tusinde kroner på ejerafgiften, da en Alto hører til i den billigste energiklasse, med en halvårlig ejerafgift på kr. 280. Oveni dette kommer den besparelse, der ligger i, at den nye bil er billigere at vedligeholde, hvilket nemt løber op i 2-3.000 kroner. Alt i alt en årlig besparelse, der kommer op på mere end kr. 12.000 – og som vil være der hvert år fremover. Derved kan bilejeren, ved at vælge en Alto, i dette eksempel forbedre sit månedlige rådighedsbeløb med ca. 1.000 kroner, hvilket vil lune godt i alle privatbudgetter. Forsikringen kan også være billigere.

Serviceaftale fra 199 kr. om måneden
Service- og vedligeholdelsesomkostningerne kan bilkøberen fastfryse ved at vælge en Suzuki Serviceaftale, som kan indgås fra kr. 199 pr. måned og med forskellige tilvalgs muligheder. På denne måde kommer der ingen overraskende værkstedsregninger i hele aftaleperioden.
På Suzukis hjemmeside www.suzuki.dk kan man nemt beregne, hvor stor en besparelse der kan opnås ved at køre i en Alto i forhold til de bilomkostninger, man har i dag. Og her vil man hurtigt opleve, at der kan være tale om rigtigt store besparelser, hvis den gamle og/eller benzinslugende bil udskiftes.

Få 20.000 kroner for den brugte bil
I februar måned er der en ekstra god grund til at købe en Suzuki Alto og dermed begynde at spare på bilbudgettet. Køber man en Suzuki Alto Kick eller Kick Aircon, giver Suzuki forhandlerne nemlig henholdsvis kr. 15.000 og kr. 20.000 i indbytningspris for den brugte bil.

Hele bytteprisen bør kunne gælde som udbetaling
Kick modellen er en special-udstyret kampagnemodel, der udover standardudstyr som ESP system, 6 airbags, servostyring og 5 døre også har fjernbetjent centrallås, el-ruder foran, cd-radio, tågelygter foran, specialindtræk i blå nuancer, og Aircon modellen har, som navnet antyder, også aircondition. Og da priserne ligger på kun kr. 104.990 for Kick og kr. 114.990 for Kick Aircon (ekskl. levering kr. 3.680 og metallak kr. 3.000), kan der gøres en rigtigt god handel. Indbytningsprisen kan gives som en kombination af rabat på den nye Alto Kick-model og forhandlerens købspris på den brugte bil. Den brugte bil skal være en indregistreret personbil, og der kan kun indbyttes én bil pr. ny Alto Kick. Husk at spørge forhandleren, om alle 15.000 eller 20.000 kr. kan indgå som udbetaling, råder autobuy.dk.

Friske tilbud på andre modeller
Kampagnetilbuddet med den høje indbytningspris startede den 6. februar og gælder så længe, lager af Alto Kick-modellerne haves. I forbindelse med kampagnen er Suzuki-forhandlerne også klar til at lave en frisk og god handel på andre Alto modeller. Og lige meget hvilken model der vælges, får man en lille velkørende og handy bil med 68 hk, 5 praktiske døre, god plads på forsæderne og et benzinforbrug på hele 22,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

At sælge sin brugte bil


På et tidspunkt skal de fleste sælge deres bil. Måske har man fået et barn mere, måske skal man til at pendle, eller måske skal man bare af med bilen af en helt tredje grund. Og hvad gør man så?

Hurtigt salg? Auktion!
Skal det gå stærkt, skal man sætte sin bil på auktion, enten en fysisk auktion som f.eks. BCA i Vejle eller på en internet-auktion som Bilbasen.dk eller Autocom.dk. Her vil 3.000-4.000 bilforhandlere have mulighed for at byde på bilen. Inden man sætter sin bil på auktion, kan man med fordel besøge en række lokale bilforhandlere for at høre, hvad de vil give for bilen. Det er lærerigt. For selv om ens bil står til 145.000 kr. i annoncerne, bliver man måske kun tilbudt 110.000 kr. Forhandleren skal betale brugtmoms, tjene lidt på den, klargøre bilen og betale for annoncering af den. Så når man sætter den på auktion, skal man være indstillet på kun at få en gros-prisen – altså den pris, som den mest interesserede bilforhandler vil give for bilen på en given dag. Det er den mindstepris, man skal prøve at gætte. Er man heldig, står to-tre forhandlere med en mulig køber i baghånden og byder hinanden op. Er man uheldig, er der kun én byder, og man får et dårligt bud på bilen. En rigtig god beskrivelse af bilen og gode billeder er et “must”.

Gennemsigtigt marked
Det gælder også ved privatsalg på internettet. Her kan være heldig at tjene 10.000-15.000 kr. ekstra på selv at stå for salgsarbejdet. Bilbasen.dk er størst, har næsten alle biler i Danmark og koster derfor penge. Bilzonen.dk og bilpriser.dk har gratis annoncer for private. Hovedreglen er her at udbyde den billigste bil. Danskerne er meget prisbevidste og vil ikke give 150.000 kr. for en bil, som de et andet sted i landet kan se udbudt til 140.000 kr. Det er et meget gennemsigtigt marked. Det må du indstille dig på.

30.000 dask for din gamle bil?

Chevrolet Spark

Du kan få 30.000 kr. i bytte for din gamle bil ved at købe en Chevrolet Spark - men kun en af de dyre modeller. Så tænk dig godt om.

Den danske Chevrolet-importør, der virkelig har virkelig har fået succes med især Spark og Cruze på grund af de gode priser på de nye , veludstyrede, veldesignede Spark- og Cruze-modeller,  har for tiden en kampagne. Den går ud på, at man kan få 30.000 gode, danske kroner, hvis man giver hvilken som helst bil, der kan køre, i bytte.

Tilbud gælder kun dyre modeller
Men læs det med småt og tænk dig om. Tilbuddet gælder ikke de billige modeller til 83.900 kr. plus 3.680 kr. i levering, men kun for Chevrolet Spark 1.2 LS til 126.995 kr. og LT Chicago til 140.995 kr. – plus prisen på metallak. Og, som importøren skriver i annoncen, så gælder det, at “Den garanterede minimumspris kan opnås ved en kombination af indbytningspris og rabat på ny bil”.

Vær sikker på at slippe for udbetalingen
Så hvis du drømmer om at slippe for udbetalingen ved at bytte med din skrotmodne bil, så spørg lige, om alle 30.000 kr. kan tælle som udbetaling. Chicago LS 1.3 koster 126.995 kr. plus 3.680 kr i levering, og hvis der skal lægges 5.000 kr. oveni som betaling for metallak, er prisen 131.995 kr. Så er udbetalingen 26.399 kr. plus de 3.680 kr. i levering, altså 30.079 kr. Så er det jo vigtigt, at alle 30.000 kr. for din gamle bil kan tælle som udbetaling. For 1.2 LT Chicago skal du lægge 140.995 kr. plus måske 5.000 kr og 3.680 kr. i levering, og så ender du på hele 149.675 kr. Så er udbetalingen lig med 29.199 kr. plus de 3.680 kr. i levering.

Og så er der måske andre biler, du er mere interesseret i, selv om du måske så kun får 15.000 eller 20.000 kr. i bytte på din gamle bil…